Klumme: Kære arbejde, få mig væk fra mit barselshelvede

Ahhh… Solrige gåture med barnevognen og en lækker kaffe on the go, små hik og hvinende lyde fra legetæppet, tosomhed under amningen og ikke mindst babysvømning – babysvømning ej at forglemme! Alle disse scenarier var, hvad jeg fik hylet ørerne fulde af, af alle jeg mødte på min vej. Venner, bekendte og folk hos lægen. Alle, som altid helt henkastet sagde; ”Hold da op, er du sikker på, det ikke er tvillinger det der?!” mens de pegede på min store mave (læs: store krop, hvor 25 kilo ekstra havde fordelt sig på ansigt, arme og lår). Bevares, folk vidste da godt, at min stigende vægt skyldtes ’kagen i ovnen’, og det resulterede selvfølgelig også i, at alle samtaler altid blev kvitteret med den sukkende kommentar: ”Åh, barslen er bare den allerbedste og mest fantastiske tid! Nyd den!”

Med løg på!

Hvornår blev jeg så utaknemmelig?

Okay, jeg kan da godt høre, at jeg nok umiddelbart fremstår som en af de der sure, ensomme ældre damer, der ingen positivitet har tilbage i rygsækken. Og hvornår er jeg blevet en af de der utaknemmelige pessimister? Her, nu hvor jeg står på den anden side og ser tilbage, kan jeg godt få dårlig samvittighed. Hvad pokker bilder jeg mig egentlig ind sådan at brokke mig over migræne, opkast og at gå en størrelse op i sko? Jeg mener, vi havde det jo nemt og bekvemt med at få vores kærlighedsbarn, men der er så mange derude, der kæmpe for bare at blive gravide. En tæt veninde sagde for nyligt til mig, at selvom der er mange, der sidder med problemer, der på papiret virker større, så er dine problemer store for dig. Det har hun jo ganske ret i. Jeg føler mig bestemt heller ikke som en utaknemmelig pessimist sådan til dagligt. Det er jeg altså ikke, og normalt er det nok ’glad, energisk, humoristisk og udadvendt,’ som min omgangskreds ville beskrive mig som.

Men hold da op, hvor var der mange øv-dage, der bestemt ikke var værd at takke for, da jeg blev gravid – og ikke mindst, da vores søn kom til verden. Det var med det ene ben i kejsersnitssengen og det andet oppe på børnelægens skulder, at jeg i allersidste pres fik tvunget vores lille Theo ud. Og halleluja for det da. Jeg elsker vores lille søn så umanerlig højt. Wow, hvor jeg elsker ham. Elsker, elsker, elsker! Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Men når jeg nu kigger tilbage på fødslen og min reaktion herpå, både i øjeblikket og de efterfølgende dage, uger og måneder, faktisk, så kan jeg godt se, at jeg fik en lidt hård start på livet som Theos mor. En start, der satte sine spor lidt mere, end jeg havde forventet.

En enkeltbillet til alle andre steder end her, tak

Om det var den hårde start både fysisk og psykisk, der gjorde det svært for mig at rumme barselsboblen, det ved jeg simpelthen ikke. Rumme den kunne jeg hvert fald ikke. Det var som om, at hver gang, jeg åbnede øjnene, håbede jeg at vågne op til den gamle tilværelse, hvor det bare var Thomas (Theos far) og mig og Netflix og vennepar og shopppingture og familiehygge og all inclusive ferier til Egypten. Men sådan var realiteten altså ikke. I tiden lige efter fødslen var jeg kun til for at få lille Theo til at overleve. Gisp! Sikken kamel at sluge, når man sådan set allerhelst bare ville stikke af med det første og det bedste tog hjem til Jylland. Alene.

De første fire måneder havde jeg det derfor svært ved at være alene med Theo – ikke fordi, jeg var ude i en svær fødselsdepression, hvor jeg ville gøre ham eller mig selv fortræd. Absolut ikke. Der nåede jeg slet, slet ikke ud. Gudskelov. Men fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue, hvordan jeg skulle komme igennem dagen, når min eneste rolle var at være serviceorgan for kødklumpen, der aldrig sov mere end de der 15-20 min. ad gangen. Jeg kunne ikke tænke på andet, end om det her nogensinde ville ændre sig, og om jeg overhovedet var i stand til at vænne mig til det. Mine følelser. Min tilværelse. Min rolle som altafgørende for et andet væsens tilstedeværelse. Alt. Ville jeg nogensinde slappe af i rollen som mor? Ville jeg nogensinde blive glad og lykkelig igen?

De første fire måneder gik med gråd, at være i tvivl på egne evner, en følelse af ikke at måle sig med mor-glansbilledet og samtidig en angst for at sende Thomas på arbejde hver morgenen. Hver dag, han kyssede mig farvel, nåede jeg at tænke: ”Den heldige idiot… han skulle bare vide, hvor hårdt det er at være alene hjemme i alt det her.” Igen, hvor utaknemmelig har man lige lov til at være? Men jeg var efterhånden villig til at give min højre arm for at bytte plads med ham – så JEG kunne tage afsted hver morgen UDEN en skrigende Theo med gul afføring ud af den ene ende og ildelugtende gylp ud af den anden. Og når Thomas kom hjem, var jeg ikke andet end en bebrejdende lorte-kæreste, som ikke kunne se længere end til min egen næsetip; ”Hvor var han dog heldig sådan at få lov at slippe for det her barselshelvede hver dag”. Ja, jeg undrede mig ofte over, hvem der seriøst elsker denne tilværelse? Ikke mig. Pardon my french, men fandeme ikke mig, nej.

Uperfekt perfekt mor-skabelon

Som den kvikke læser nok har analyseret sig frem til, så var det der med at gå på barsel bare ikke liiige mig. Så da muligheden bød sig med et 8-16 job, byttede mor og far roller for en kort bemærkning. Min amning fungerede aldrig optimalt, så Theo blev efter fire uger et flaskebarn, og der var i princippet ikke noget, der stoppede os i at bytte roller. Så det gjorde vi. Det var den bedste følelse at blive ’fri’ i en tidsrum hver dag. Fri for de dumme følelser og tanker, jeg stod op og gik i seng med hver dag, og nu, hvor vi pludselig havde skabt en hverdag på vores præmisser, begyndte spekulationerne om min egen lykke at aftage sig. Det var dette, der skulle til for at vores familie fandt balancen.

Jeg kan huske, jeg en dag sad i bussen på vej til arbejde i indre by, hvor en mor sad med sit lille barn i en vikle, og jeg tænkte: ”Hold nu fast, hvor er jeg glad for, det ikke er mig!” Mens jeg i samme tankespind forsøgte at overbevise mig selv om, hvor okay det var at sidde med den følelse og de tanker. Jeg trivedes jo. Thomas trivedes jo, og Theo begyndte efterhånden også at trives i den store, vide verden. Hvorfor skal man absolut være skåret af den helt perfekte mor-skabelon, hvor det at glo på sit barn i timevis er den eneste skala til at beskrive sin kærlighed hertil ud fra? Jeg knuselsker min søn, og bare fordi jeg ikke kunne finde min plads i tilværelsen som barslende mor – og i starten faktisk bare som mor – gør det mig så til en dårlig en af slagsen? Jeg føler mig ikke som en dårlig mor. Jeg føler mig som et helt almindeligt, sårbart menneske, der ikke kunne rumme de store, forvirrende følelser, der opstår, når man som nybagte forældre får ændret sin tilværelse så drastisk. Og efterhånden har jeg overbevist mig selv om, at det er okay også at være skåret efter den uperfekte perfekte mor-skabelon. For jeg elsker min søn, og det har den hårde start på den nye tilværelse ikke ændret på. Tværtimod.

- og det er UDEN løg på!