”Tænk, hvis dette blev moderskabets norm?”: Mette har et særligt budskab til alle med-mødre

Hold nu fast, hvor er jeg bare et naturtalent til at tale mig selv og mit moderskab ned i tide og utide. Jeg skammer mig højlydt over, at mine børn ser for meget skærm, at jeg ikke får smuglet nok grøntsager i dem, at jeg ikke har taget mig tid til at lære dem at cykle endnu, eller at den lille endnu ikke har smidt sutten, selvom hun med hastige skridt nærmer sig børnehavealderen. Jeg er én stor undskyldning for mig selv og mine evner som mor.

Men det er da egentlig en fuldstændig vanvittig angrebsvinkel på et moderskab. I virkeligheden skulle jeg være pavestolt af, at alle de ting, jeg lykkes med: jeg skulle lyse lygten hen på alle mine voldsomt kreative evner indenfor madpakkesmøring, mit unikke talent for at lægge stemme til samtlige figurer fra Paw Patrol, og min eminente evne til at virke fuldstændig upåvirket, når der flyver legoklodser, madrester og Hama-perler om ørerne på mig.

Hvis man skulle sammenligne moderskabet med en arbejdsplads, så ville det hurtigt stå klart, hvor absolut vidunderligt jeg egentlig klarer mig. Forestil dig en chef som dagligt nøs dig direkte ind i ansigtet, som råbte militære kommandoer af dig, når du ikke kom hurtigt nok ud på toilettet og tørrede ham bag i, som konsekvent afbrød dig midt i alle dine sætninger, eller som uden tøven kaldte dig for et lortemenneske. På sådan en arbejdsplads var jeg for længst gået komplet Sofie Linde på bossen og havde forlangt en omfattende revolution af hele virksomhedens arbejdskultur. 

Sagen er bare den, at der ikke rigtig findes et klagenævn for mødre. Tværtimod, så skal man virkelig passe på med at brokke sig for meget over, hvor helt igennem hårdt det kan være at være mor. Hvis man brokker sig, så skal man helst sørge for selv at tage hele ansvaret for de udfordringer, man møder: det er mig, der er noget galt med, det er mig, der kæmper med at finde fodfæste i min rolle som mor.

Men nu tager jeg lige ansvaret på mig og indrømmer, at moderskabets arbejdsbetingelser af og til er benhårde. Man ved aldrig rigtig, om man gør det godt nok, og man får først sin karakter om atten års tid, når sandhedens time kommer, og man finder ud af, om man har formået at forme et helstøbt og nogenlunde normalt menneske, der kan begå sig ude i den der virkelige verden. Det er sgu da lidt af et arbejdspres at ligge under for.

Tænk hvis jeg kunne lære at blære mig med, hvor vidunderlig en mor jeg er. Hvis jeg talte mig selv op i stedet for ned, og hvis det blev moderskabets norm. Jeg ser tendensen på de sociale medier, hvor mange mødre er gode til at give hinanden et virtuelt klap på skulderen, men i den virkelige verden er det efter min mening ikke helt så udpræget endnu. Det er en revolution, jeg gerne vil være med til at starte: En ”wauw, jeg er en fantastisk mor”-revolution.

Jeg lover, at jeg vil dele det med alle mødre, der har lyst til at se det, når mit barn sidder i noget meget lidt matchende eller moderigtigt tøj med noget hår, der ikke er blevet redt i flere dage og spiser en snack, som på ingen måde er hverken økologisk eller fri for e-numre. Og jeg vil tage ejerskab over, at det er sådan en mor jeg er, og at det faktisk er alletiders. Mit barn er påklædt, hun får noget at spise, og hun oplever en ubetinget kærlighed, som kun findes imellem en mor og hendes barn. Jeg er en virkelig sej mor, og ved du hvad? Det er du også!