Nanna elsker børn, men drømmer om et liv, hvor hun kan vælge deres selskab til og fra

Månens stråler lyste op gennem persiennernes huller, da jeg vågnede midt om natten til et par arme, der søgte min krop. 

Det lille menneske ved siden af mig fik fat i min ene arm og trak sig tættere på. 

Anettes døtre konkurrerede med hinanden – og var tæt på at splitte familien ad

Rigtig mange kom med gode råd og formaninger, da jeg fortalte, at jeg ventede tvillinger. Ingen advarede mig om den misundelse, der senere opstod mellem mine to piger, og som var tæt på at splitte vores familie ad. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Lagde hovedet mod min brystkasse og puttede sig helt tæt op ad mig.

Jeg kunne ikke lade være med at smile. Lægge en arm om ham og nusse ham i håret. Sikre mig, at han vidste, at lige her hos mig var han helt tryg.

Sådan sov jeg to nætter i streg, da mine nevøer ved juletid besøgte mig, deres moster. Og jeg elskede det så inderligt.

Det er øjeblikke som dem, hvor jeg kan mærke, at jeg er noget for nogen. Hvor jeg kan mærke, at jeg har taget det helt rigtige valg. At jeg ikke skal have nogle børn selv.

Du tænker måske, at det virker modsigende. At det at mærke kærligheden fra børn og at være et forbillede og en tryg voksen for dem er med til, at jeg ved, at jeg ikke skal have mine egne børn. Men i mit hoved giver det rigtig god mening.

For det er lige i de situationer, jeg ved, at det er nok. At det er alt, jeg har brug for.

Er det ikke blevet tid til et opgør med helikopterforældre?

Det spørger klummeskribent Marie Lunde om.

Jeg fyldte 30 år i sommer. Det betyder, at mine veninder så småt begynder at blive gravide, får børn og inviterer til barnedåb og børnefødselsdage. 

Det betyder også, at jeg bliver mere og mere sikker i min beslutning.

Det har nemlig aldrig været et ønske for mig. Den der urkraft, mine veninder taler om, kan jeg ikke genkende. Da jeg var barn og så mit liv foran mig, så jeg mig selv omringet af børn og kærlighed, men de var aldrig mine egne. 

Der er mange årsager til det.

Med årene har jeg begrundet det med klimakrisen, min endometriose, der gør det svært at blive gravid, min stofskiftesygdom, som dræner min energi på et helt ekstremt niveau, at vi har sygdomme i familien, jeg ikke vil give videre, at forholdene på fødegangene ikke er optimale, at jeg ikke har lyst til at tage en pause fra min karriere – og at jeg faktisk hellere vil bruge mine søndage på sofaen med Netflix eller i forårssolen på madmarkeder, end jeg vil bruge den på en legeplads.

Forstå mig ret: Det kan man også med børn. Men jeg vil bare helst gøre det alene.

Jeg bruger jævnligt tid med mine veninders børn. 

Jeg er gudmor til en af dem. Jeg er ”moster Nanna” til de fleste af dem. Jeg får ofte videoopkald fra veninder, fordi deres børn vil tale med mig. 

”Føj, hvad er der sket med dig?” spurgte damen 6-årige Elena – svaret gjorde hendes mor stolt

Elena har svær kronisk eksem, som har præget hende i en stor del af hendes barndom, men så kom løsningen.

Jeg sætter en ære i at give de gode fødselsdagsgaver, og jeg sørger for, at de alle kan pakke sig ind i hjemmestrikkede trøjer.

Og det er al rigeligt.

Min mor ved, at hun ikke får børnebørn fra mig. Hun får i stedet historier om mine rejser, min nye hverdag i Berlin, om mine karrieremilepæle og om, hvor lykkelig jeg er.

For lige der, hvor jeg lå arm i arm med min yngste nevø, var det nemlig lykken, der strømmede gennem min krop. Jo, jeg har da hørt, at det skulle være større, hvis man lå der med sit eget barn, men hvad hvis det her er nok for mig? 

Hvad nu hvis jeg tør at drømme om at ligge på et børneværelse og lege med dinosaurer eller bamser – for så at tage hjem, lukke min dør og nyde roen og en tilværelse, hvor jeg kan vælge børns selskab til og fra?

Min drøm er ikke en kernefamilie. Min drøm er lykke på mine egne præmisser. 

Præcis som den lykke, jeg føler nu.