Er det ikke blevet tid til et opgør med helikopterforældre?

’Helikopterforældre’ bliver vi kaldt med en klar henvisning til mødre og fædre, der kontinuerligt ser og følger op på deres kære små poder. Men metaforen kan også tolkes på en anden måde: nemlig som forældre, der konstant overvåger deres børn.

Langs tribunerne i fodboldhallen sidder jeg og omkring halvtreds andre voksne og stirrer ned i den lille firkant af kegler, hvor vores børn jager rundt efter bolden.

Så snart børnene skifter plads, rykker vi over på den anden side af tribunen, så vi hele tiden kan holde øje med vores otte-årige nede på banen. Børnene er meget bevidste om, at deres forældre holder øje. Hver gang de scorer eller bliver skubbet af en holdkammerat, kigger de op på tribunen for at få en reaktion.

Katrine har opdaget en ny tendens i børnehaven, som kan blive dit "værste mareridt"

Lige som man gik og troede, at der ikke kunne presses mere ned over hverken børn eller forældre, har Katrine Memborg opdaget, at der er gået inflation i legeaftalerne.

Om nogle år vil vi forældre stadig se på. Helst lørdag aften i vores egne sofaer med bilnøglen i den ene hånd og mobiltelefonen i den anden, mens vi følger vores unges bevægelser på GPS-kortet.

Venter og tjekker, om de er der, hvor de sagde, de ville være, eller om der er en besked om, at de snart vil hentes.

Nutidens børn og unge fortæller, at deres ungdom er præget af et enormt pres. Det gælder på den sociale arena med popularitet og udseende, men også krav om færdigheder målt gennem karakterer og sportsresultater.

Ligeledes oplever de forventninger omkring identitet og adfærd. At de tidligt skal finde deres gruppe og sætte sig ambitioner og mål for fremtiden.

Se os selv i spejlet

De sociale mediers indflydelse får en stor del af skylden. Men bør vi forældre ikke også se nærmere på, hvordan vi selv bidrager til presset?

Netop som Marie er ved at give op, går døren pludselig op og ind træder svigermor

Mine bedsteforældre. Uden dem ville jeg ikke have beholdt mit job eller min fornuft, skriver Marie Lunde i denne klumme.

Hvis vi fokuserer al vores opmærksomhed på vores børn, viser vi dem, hvor meget de er elsket, men samtidig kommunikerer vi, hvor utroligt vigtigt alt, hvad de gør og siger, er. Når man er så involveret, er det let at mene noget om alt, hvad ens børn gør, eller presse dem til at have deres egen mening, før de måske er klar til det.

Vi risikerer at fratage dem friheden til at navigere i livet på egen hånd uden konstant indblanding fra dem, der har levet det. Det er, som om vi tegner et kort over deres fremtid og udstikker stier, de skal følge, og genveje, de kan tage, i stedet for at lade dem udforske terrænet på egen hånd.

Det sker selvfølgelig med de bedste intentioner. Ingen ønsker at vende tilbage til en tid, hvor børn skulle ses og ikke høres. Men er det gået for vidt den anden vej?

Mine forældre vidste som regel ikke, hvor jeg var

Min egen barndom var nok et sted midt imellem. Mine forældre var langt mindre involveret i min barndom, end jeg er i mine børns. Hvis jeg gik ud ad døren for at lege, kom jeg ind i en verden, som de ikke var en del af.

Olivia undrer sig over testen inden sønnens skolestart: ”Hvor mange børn kan lige det?”

Kan min 5-årige alt det, børn på hans alder skal kunne? Det var jeg egentlig ret overbevist om, men så fik jeg kommunens dialogspørgeskema på nakken.

Mine forældre vidste som regel ikke, hvor jeg var, hvem jeg var sammen med, og hvad jeg lavede. De havde ikke de samme muligheder, som vi har i dag, men jeg husker heller ikke, at de spurgte ret meget.

Jeg måtte selv løse konflikter, og det var sjældent, at lærere og andre forældre blandede sig eller rapporterede hændelser, som de havde observeret, medmindre de var alvorlige. Problemer blev ikke løst for mig, men hvis jeg søgte hjælp, kunne jeg få gode råd hjemmefra.

Lektier var noget, jeg selv skulle holde styr på, et ansvar, som jeg havde et ret afslappet forhold til. Det gav sig til sidst udslag i de middelmådige karakterer, jeg fik, og det var en skuffelse, som jeg også måtte håndtere alene. Ingen talte med læreren på mine vegne eller lokkede mig med hundredvis af kroner i bytte for 10- eller 12-taller.

Jeg måtte med andre ord selv finde vej med alt, hvad det indebar af betalingsveje og uvejsomt terræn.

Cirkler over børnene som helikoptere

I dag kredser vi forældre om vores børn og omdirigerer dem, før de tager et forkert sving eller en lang omvej. På den måde skaber vi en illusion af kontrol og sikkerhed, som i virkeligheden kan svække børnenes evne til at håndtere livets udfordringer.

Jenny troede ikke, at hun kunne blive gravid, men så fik hun ondt i maven

Kemoterapien havde ødelagt Jenny Garnhams æggeledere, og hormonbehandlingen havde gjort hende steril. Under et besøg hos lægen fik hun en overraskende nyhed.

Samtidig ved de, at de er under konstant bedømmelse. De lærer at se sig tilbage og søge vores godkendelse af alt, hvad de gør, og i den proces kan de miste evnen til at stole på deres egne instinkter.

Når vi senere giver dem mere frihed, ansvar og adgang til større områder, er de både utrænede i at håndtere modgang og i at foretage deres egne vurderinger undervejs. Følelsen af pres i en i forvejen stresset ungdomstid øges.

Så hvad gør vi nu? De fleste mennesker ønsker på ingen måde den form for opdragelse, jeg voksede op med, for den havde også sine mangler. Opdragelse har udviklet sig til det bedre på mange områder. Men vi kan tage små skridt for at hjælpe vores børn med at udvikle modstandskraft.

Som at holde op med at føle skyld over, at vi nogle gange sætter vores egne behov først. Stille spørgsmål, der får dem til at tænke selv, i stedet for at fodre dem med alle svarene.

Skabe en kultur, hvor fejl ses som en mulighed for at lære. Gradvist give børn ansvar, men også deres egne rum og arenaer uden forældrenes indblanding.

Og oftere turde sige til dem, at helikopteren desværre er til service.

Dette er en kommentar og repræsenterer forfatterens meninger.