Mette Kirstines døtre flytter snart hjemmefra: ”Dét er edderrådeme en skræmmende tanke”
Hvordan bliver det, når børnene flytter hjemmefra? Tomt eller tid til selvrealisering?
Mine døtre er 18 år. Snart flytter de hjemmefra. Det har jeg det dæleme blandet med.
Når de snakker om og glæder sig til at få deres eget, så holder jeg tungen lige i munden. Jeg skal jo ikke være sådan en vammel symbiosemor, som holder krampagtigt fast i dem og giver dem skyld med skyld på over, at de gerne vil have deres eget:
”Forlader I jeres mor, der har født jer i ekstrem smerte – og har I tænkt på, at jeg faktisk både har fået læsebriller og spiser blommer i Madeira? Ja, alderen trænger sig på, og snart er jeg død. Hvilket I sikkert ikke skænker en tanke …”
Omvendt skal man heller ikke overdrive opbakningen til projektet og straks klikke ind på lejebolig.nu, når de første gang forsigtigt introducerer emnet. ”Alletiders idé, skat! Skal vi ikke lige plotte en flyttedato ind i kalenderen allerede? Så får vi hurtigt flyttet de puslespil og Bratz-dukker og orienteret Dorte om din nye adresse på Aula”.
Kunsten er at ramme den rent. De skal rejse uden skyld og med fuld opbakning uden at føle sig presset ud. De skal vide, at de altid har en plads herhjemme, men at de ikke skal bekymre sig om, at vi gamle dør af ensomhed og kedsomhed uden dem. De skal løsrive sig fra os og finde deres egen vej, men vi skal jo også løsrive os fra vores børn og finde tilbage til dem, vi er, når vi ikke først og fremmest er forældre.
Fænomenet hedder empty nest syndrome, og det beskrives som anger, tristhed, kedsomhed og meningsløshed. Det genkender jeg i den grad. Når jeg er i det mørke hjørne, så tænker jeg, at jeg i grunden bare nasser plads på planeten, da der ikke rigtig er en biologisk grund til, at jeg skal blive her. Men der er også plads til kulørte lamper i den der empty nest.
For eksempel kigger jeg i ny og næ sultent på deres værelser og planlægger et walk-in closet. I det andet ser jeg mig selv sidde og dreje keramik med sådan et Suzanne Brøgger-tørklæde viklet smart om hovedet. Helt i ro indeni. En erfaren visdomskilde, som hviler i sin alder og bruger den ekstra tid på at gå efter drømmene, som man satte på pause, mens pengene og tiden bare løb væk i en flod af kødsovs, klorvand og kontingenter.
De dage glæder jeg mig også til at slippe for at planlægge og lave aftensmad, rydde op, vaske tøj – og diskutere troværdigheden i, at opvaskemaskinen aldrig er færdig, og skraldespanden aldrig er fuld, når teenagebørnene passerer den. Tanken om, at jeg frit kan invitere en veninde til at ryge Kings, bande, drikke for meget vin og høre pinlig 90’-musik, luner også.
Men de fleste dage gør tanken om, at de snart forlader mig, ondt. Det sætter pludselig mig i en sårbar rolle, hvor jeg kun kan håbe på, at jeg har gjort det godt nok til, at de fortsat har lyst til at komme hjem. De er ikke længere afhængige af mig og behøver ikke acceptere mig som menneske.
Vil jeg sidde alene tilbage og ærgre mig over den tid, der blev brugt på at diskutere opvaskemaskinetømning, eller at jeg – dødtræt – sprang over vers af godnatsangen eller ikke orkede endnu et spil Ludo. Gav jeg dem alt det nærvær og den kærlighed, de havde brug for? Kunne jeg have givet mere?
Uanset er det for sent nu, og jeg står tilbage som den sårbare part og kan kun håbe, at jeg var nok.
Og det er edderrådeme en skræmmende tanke.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
