Olivia er småbørnsmor: “Jeg ved, hvordan man opdrager ’rigtigt’ – hvorfor ender jeg så med at gøre det forkerte?”

“Vær sød at tage din trøje på nu,” siger jeg for syvende gang i et lettere irritabelt tonefald.

Klokken er fem minutter over det tidspunkt, hvor vi skulle have været ude ad døren, og mine børn på to og fire år løber utilfredse rundt i lejligheden, begge fornærmede over hver deres forkerte trøje, som OVERHOVEDET IKKE var den, de ville have på i dag.

Men nu er klokken blevet mange, og vi har travlt. Med forceret mild tone forsøger jeg at genne alle ud i gangen for at få jakker på og samtidig forklare dem, at vi altså ikke skifter trøjer nu.

Generelt ser jeg mig selv en rummelig mor. Jeg forsøger at sætte mig ind i, at det føles svært og uoverskueligt, når sokken driller eller trøjen kradser, og jeg går ikke ind for, at man skælder ud. For det er den voksens ansvar at sørge for at holde den gode tone.

Læs også

En besked fra sønnens skole fik Katrine til at reagere: "Hvorfor må vi nu ikke sige nej mere?"

Personligt kan jeg heller ikke åbne min egen Instagram uden at få smidt i hovedet, hvordan man – for eksempel – håndterer en dårlig morgen uden at blive til sure-mor. Det er blevet lagret i os, at vi som moderne forældre skal kunne se tingene fra et børneperspektiv, og at vi skal tage mildere briller på, end vores egne forældre havde.

Men ved vi i virkeligheden så meget, at vi nogle gange snubler over al den viden og ender med at være uautentiske, fordi vi glemmer at mærke efter?

I mit tilfælde er svaret ja.

For når min datter kaster sig i gulvet og vrider sig som en flitsbue, fordi yndlingskjolen er til vask, eller når min søn skriger højt og inderligt, fordi han er nødt til at have regntøj på i regnvejr, så kan jeg godt gå hen og få en følelse af at miste besindelsen – indvendigt.

Jeg bliver splittet mellem mine bløde værdier og det faktum, at jeg faktisk bare har lyst til at råbe og smide alle mine principper overbords. Mit forcerede milde toneleje får en nøk opad – ud ad døren skal vi. Og mine børn bliver ufrivillige modtagere af passive aggressive sætninger, der siger søde ord i en ikke særlig sød tone. I stedet for kort og kontant at fortælle dem, hvad jeg egentlig mener.

Læs også

Line og Bjørn havde besluttet ikke at få flere børn – en dag i Ikea skete det utænkelige

På vej ned ad trappen skyller den dårlige samvittighed ind over mig. De er jo bare børn. De ved ikke hvad travlt betyder. Jeg må da kunne gøre det her på en bedre måde og rumme deres tusind nedsmeltninger. Men hvordan?

Hvis nu vi et kort øjeblik forestiller os, at jeg ikke havde slugt gode råd om børneopdragelse i mit Insta-feed til morgenkaffen, så havde jeg måske været mere direkte overfor mine børn. Mine ord ville passe til min sindstilstand, og mine børn ville være knapt så forvirrede – og frustrerede.

Da vi endelig er landet i cykelskuret, børnene er placeret i ladcyklen og de værste tårer er tørret væk, tager min søn mig om kinderne, imens jeg spænder hans sele.

“Skal vi være gode venner igen, mor?”

Nu er det mine tårer, der presser sig på. Tøjkrise eller ej. Autentisk eller ej. Jeg er ikke overmenneske, jeg er jo bare en mor.

Om skribenten

Olivia Jonassen er 34 år og freelancejournalist.

 

Hun er mor til Marlon på 4 år og Elvira på 2 år og kommer fra Nørrebro i København, hvor hun i dag bor med børnene og deres far.