Min datter har med stor succes gennemført sit første år som teen, og mens jeg venter på at modtage den ridderorden fra kongen himself over at have overlevet som enlig mor i denne proces, synes jeg, det er på plads med et tilbageblik.
Der var ikke gået mere end en uge af hendes 13. år, før jeg ved et gudsgivet tilfælde opdager, at damen er rejst til Sverige på en metrobillet med to sammensvorne.
Efter at have fået mors og fars klare nej tak til et udlandseventyr vel at mærke. Flittigt har hun blokeret os begge fra sine stories, hvor hun nu poserer som en anden frihedskæmper med to fredsfingre fra toget til Malmø med ”SVERIGE” i billedteksten.
Jeg var på hjem på min cykel, da jeg fandt ud af, at den troldedatter med Hvidovre Hospitals mest prangende hårpagt, jeg i 13 år har holdt helt tæt, nu var blevet en lille bedragerisk forbryder.
Endelig landede vores ekspeditionsleder så atter på dansk jord til krisemøde med edderdårlig stemning hjemme hos mor. Jeg mindes min eksmand og jeg siddende på et par flotte, høje heste, da ungerne var små, rørende enige om, at stuearrest aldrig har ført noget konstruktivt med sig.
Alligevel fik hun prompte halvanden måneds stuearrest fra storcentre og fra at hænge ud andre steder end på fodboldbanen og hjemme med veninder.
Hun udviste en beundringsværdig trofasthed og disciplin omkring sin straf og huskede os andre på den, når vi havde glemt den. Og så indtraf der intet mindre end et lille stuearrestmirakel: I den periode blev hun bidt, som i ægte bidt, af fodbolden.
Her kunne den her klumme for mit vedkommende godt stoppe, og vi levede lykkeligt til vores dages ende. Men sandheden er, at hun i sit 13. år er trådt ind i slangens transformerende teentunnel.
Hvor mor i perioder hverken er nummer 1 eller 2. Faktisk står hun ikke på nogen som helst favorit-liste, og slagene har rykket sig fra mor-egoet til hjertekulen. Hun kalder ikke om aftenen for at fortælle om dagens begivenheder, og pigehyggedage er heller ikke så attraktive mere.
I brudstykker har jeg set mig selv i mit livs hidtil mest ydmygende og uncool rolle som den kasserede, men stadig kæmpende sårede, bebrejdende og fornærmede kriger.
Jeg er endda klar på at hænge ud i Normal til lidt bestukket samvær med hende. Langsomt har jeg med hjertet forstået, hvad min hjerne altid har vidst.
At forandringerne er nødvendige for, at hun kan finde sit eget ståsted i livet. I sommer valgte jeg så at blive holdleder sammen med et par andre mødre for hendes fodboldhold. Det har givet os noget andet sammen.
Annonse
Jeg kører ikke længere bussen, men i stedet får jeg lov til at sidde ved siden af og støtte hende i at udvide sin egen verden. Og det føler jeg mig uendeligt velsignet over.
Plottwist.
I julen brugte hun en hel dag på at dekorere en konvolut og skrive det fineste brev om, hvor glad og taknemmelig hun er for vores forhold. Dertil havde hun købt den smukkeste guldfingerkæde, selvom børn ikke giver de voksne gaver hos os.
Om lidt fylder hun 14 år, og til trods for, at det 13. år har været et nyt sprog, jeg egentlig ikke gad at lære, har jeg ikke ord for, hvor stolt jeg er, når jeg ser hende vokse endnu mere ind i sig selv. Som et selvstændigt, talentfuldt og superkærligt menneske.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
