Kolik: Albert græd ti timer i døgnet

Christina snuser dybt ind. Hun kan stadig huske den kliniske lugt, fra da hun selv lå på hospitalet og fødte Albert for præcis en måned siden. Nu er hun taget alene herhen, fordi hendes bror er blevet far til en lille dreng i nat.

Den lille baby ligger lige så fint i sin vugge iført hvid bomuldsdragt – uden at give en lyd fra sig. ‘Det var mærkeligt,’ tænker Christina. Hun er helt forundret over, at det kan være sådan at blive forældre.

LÆS OGSÅ: Er det kolik?

Her er ingen sorte rande under øjnene eller kolik – bare ren lykke. Det er så fjernt fra hendes egen første måned som mor, som det kan være.

Albert kommer til verden 30. marts 2009 på Hvidovre Hospital. Fødslen er svær og langvarig – hans mor, Christina Steiner Vedel, har dårlige veer, og først efter 24 timer lykkes det en fødselslæge at få Albert trukket ud ved hjælp af en sugekop. Heldigvis har den nyfødte baby det godt.    

Taget med sugekop

Er det kolik?

“Da vi sad i bilen, sagde Kasper: ‘Man føler lidt, at det er fuldstændig uansvarligt at lade os køre hjem med et barn nu’. Vi anede ikke, hvad vi skulle gøre ved ham. Men vi tænkte, at den følelse hørte med til at blive forældre, forklarer Christina.”

De nybagte forældre kan ikke vurdere, om det er normalt, at Albert er så ulykkelig. Han sover kun omkring en time ad gangen, og efter hver lur vågner han med et skrig.    

Sammenlagt græder han ti timer i døgnet. Albert er faktisk kun vågen uden at græde, når han bliver ammet.

LÆS OGSÅ: Gråd: Derfor vil baby bæres i dine arme

“Jeg var totalt udmattet, og det var bare ikke muligt at få sovet ud, fordi Albert skreg hele tiden. Om natten sad jeg og vuggede ham, mens han græd. Jeg græd også og tænkte ‘det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det skal være sådan at blive mor’.”

Derfor sender Christina allerede inden første hjemmebesøg en mail til sundhedsplejersken. Hun og Kasper har brug for vejledning, skriver hun.

Sundhedsplejersken afviste kolik

Læs videre på næste side

“Jeg var bange for, at folk ville tænkte ‘hold da op, hun kan slet ikke trøste sit barn. Hun er da ikke en særlig god mor’. Samtidig ville jeg ikke genere folk omkring mig med Alberts kolik. Det er jo fuldstændig skørt, at jeg lagde det stressmoment ovenpå alt det andet, men sådan havde jeg det,” siger Christina.    

Dage og nætter går med en meget utilfreds Albert. Men i sin afmagt er Christina nået dertil, hvor hun slår situationen hen med et ‘vi har jo bare fået sådan et barn, der græder hele tiden’.

Da hendes bror får et barn, bliver det imidlertid en øjenåbner – i første omgang for Christinas forældre. Efter at de har været på sygehuset og for første gang set barnet – stille og roligt sovende i sin vugge – tager de hjem til Christina og Kasper.

Allerede i opgangen kan de høre Albert skrige oppe i lejligheden. For første gang er der en udefrakommende person, der nævner muligheden for, at situationen er unormal.  

“Min mor sagde, at hun var bange for, at Albert havde kolik. Først dér gik det op for mig, at Albert var særlig grædende. Hele den første måned havde vi levet i en osteklokke og prøvet at acceptere situationen og overleve. Nu var vi simpelthen ved at bryde sammen.”

Alternativ behandling

Et mirakel

Kolikken satte spor

Få din nyfødte tjekket

“Det hjalp rigtig meget at snakke det hele igennem igen og igen, så jeg ville ønske, at jeg havde søgt hjælp tidligere. Min barsel med Albert var ikke kun skidt, der var også gode tider. Men jeg synes, den var svær, og sådan havde det ikke behøvet at være, siger Christina, som håber, at hendes historie kan være med til at hjælpe andre forældre til kolikbørn.”

“Hvis du føler, at dit barn græder meget, skal du ikke lade stå til, selv om sundhedsplejerskerne og lægerne tager det helt afslappet. Det er frygteligt at tænke på, at Albert skreg i to måneder, fordi han havde ondt, når der faktisk var noget, der kunne have hjulpet ham. Jeg vil anbefale alle at få deres nyfødte børn tjekket af en kranio-sakral-terapeut helt rutinemæssigt.”

Heldigvis får hun lov til at opleve en mere normal barsel med lillebror Bertil, som aldrig har grædt særlig meget. Og set i bakspejlet har Christina og Kasper også fået gode ting med sig fra den hårde start på familielivet.

“Kasper og jeg har set hinanden i helt ekstreme situationer. Når Albert skreg i flere timer i træk, stod vi fuldstændig magtesløse, og vi blev bange, stressede, udmattede af søvnunderskud og så pressede, at vi ikke anede, hvordan vi skulle overleve. Det har gjort os meget tætte, at vi der har måttet holde sammen og sige ‘vi har heldigvis hinanden’.”

LÆS OGSÅ: Sådan takler du dit søvnunderskud

LÆS OGSÅ: 39 tip til trøst

LÆS OGSÅ: Ny energi til den trætte mor