Kom med til Skåne: ”Er det her, Ronja Røverdatter bor?”

Vores Børn var inviteret til Skåne af Visit Sweden, som havde arrangeret programmet og betalt for overnatning, entré og dele af forplejningen.

Lørdag

Vi er knap halvanden times kørsel fra København; I Sverige, hvor vi skal tilbringe de næste tre dage sammen. Bare os tre i Ronja Røverdatters land. “Jeg så en grådværg!”, udbryder en af drengene, og straks er legen i gang. Vi kappes om, hvem der først ser en til, eller en rumpenisse lige dér, blandt væltede stammer og mosbelagte sten – eller måske selveste Ronja og Birk.

Dem støder vi dog ikke på, men for enden af vejen tårner det hyggeligste røde træhus sig pludselig op. En flok høns, der går frit omkring, basker ind til grøftekanten. Her er også både geder, får, kaniner og fisk i søen. Alle af sådanne arter, der oprindelig findes i naturen, men som børn sjældent ser imellem træer, på bjergskrænter og i kratbevoksninger. “Jeg vil så gerne have, at børnene kan opleve naturen og se de her dyr”, forklarer Anna Carter, der overtog Ullstorps Stugor for et par år siden. Derfor er alt omkring også så bæredygtigt som muligt.

Ungerne bliver inviteret med til at fodre alle dyrene og begiver sig straks hjemmevante rundt på gården i hælene på Anna og med foder i spandene. De sluger hendes fortællinger om en gal hane, De tre bukke bruse og fåret, som ikke har mælk nok til sine tre lam, og derfor må suppleres med sutteflaske. Drengene får endda lov at holde flasken. Deres øjnene er næsten ved at trille ud, da hun på spørgsmålet om, hvorvidt der vitterligt ER grådværge og rumpenisser her – helt uden at fortrække en mine – fortæller, at hun vist nok så et glimt af en oppe på bjerget engang. Jo, her lever eventyrene heldigvis til alles fryd, og jeg er Anna taknemmelig for at fastholde mine drenge i fantasiens verden.

Allerede her på førstedagen er vores rejse som taget ud af Astrid Lindgrens eventyr. Som da vi tidligere på dagen gjorde holdt ved Hallongården i Trelleborg. “Hindbærgården?! Det er næsten lige som Kirsebærdalen i Brødrene Løvehjerte!”, udbrød min ældste, der for tiden er helt opslugt af klassikeren, som vi er ved at genlæse, for jeg ved ikke hvilken gang. Vi elsker den alle. Og selv om der hverken er drager eller onde soldater på Hindbærgården, er der både dyr og traditioner.

Bunker af bær

Anna Biärsjö viser rundt på området, som har tilhørt hendes slægt i syv generationer. Hun har sine børn på fire og to år med, og selv om de ikke taler samme sprog som mine, forstår ungerne alligevel let hinanden. Vi går igennem uendelige rækker med de største hindbær, jeg nogensinde har set, jordbær, stikkelsbær, blåbær og brombær. Og så er det ellers bare om at give sig i kast med selvpluk.

Da jeg senere nyder en kop kaffe og et stykke hjemmelavet hindbærtærte i skyggen fra et træ i gårdhaven, leger ungerne sig trætte i selskab med gæslinger, kattekillinger, kaniner og et par geder i en indhegning. Jeg må slæbe dem derfra og love, at vi nok skal komme tilbage. Måske til efteråret, hvor der er vaffelbuffet, eller vinter, hvor man kan dryppe lys. I mellemtiden kan saft og syltetøj fra gårdbutikken måske holde minderne i hævd.

Søndag

Vi skal 12 meter under jorden, så vi får besked om at tage en jakke på, inden vi bevæger os ad den kolde stentrappe ned til Tykarpsgrottan. Her har egnens bønder brudt kalksten i århundrede, og mens vi hører dragende fortællinger om unge folk, der arbejdede her i tidernes morgen med fakler og beskedne redskaber, er jeg glad for, at vi har en guide med og elektriske lygter i hånden.

Stedet er en enorm labyrint, man ikke har lyst til at fare vild i, men de lange, mørke gange er alligevel så lokkende, at jeg gang på gang må kalde drengene til mig og tysse på dem. Jeg forstår dem godt, for stedet er fascinerende og er gennem tiden blevet brugt til flere filmoptagelser – blandt andet til Ronja Røverdatter. I vinterhalvåret lever her fire af Sveriges 19 arter af flagermus. Så lukker grotten ned, så dyrene kan få fred. Med et fast tag i mine hænder og tunger, der løber over med spørgsmål, har drengene slet ikke tid til at blive bange. Heller ikke da vi som et eksperiment slukker lygterne og ser, hvor bælgmørkt der bliver. Her er helt sort.

Vild dyrepark

Fra en 350 meter lang hængebro kan vi både holde øje med livet i trætoppene og spejde efter dyr på landjorden. Besøget her er så absolut dagens højdepunkt. Fra landjorden ser vi bjørne, geder og rensdyr og ved søen, tæller vi mindst fem sæler. Hele parken ligger i et skovområde, som er overskueligt nok at gå rundt i, men samtidig levner plads til store indhegninger til dyrene.

Faktisk kan vi hverken få øje på ulve eller ræve, selv om de ifølge skiltene skulle være der. Men det gør ikke spor, for vi glædes over, at de har plads nok til at gemme sig fra vores nysgerrige blikke. Parken huser kun dyr, som også findes i den vilde svenske natur, og det er alt rigeligt – ikke én gang spørger drengene efter krokodiller eller giraffer. Tilgengæld oplever de et storkepar, der har bygget rede på et tag og vilde rovfugle. Men – indrømmet – det er ikke kun den idylliske smukke natur, de kaster deres kærlighed på.

De drages også af det mindre vandlands-område med rutsjebane og ’Frode Får’-attraktionen, hvor man kan tage en tur med Frodes traktor. Heldigvis er der intet plastik-fantastisk over parken. Æstetikken er i top med fine stråtækte huse, og personalet er befriende hjælpsomme og børnevenlige. Vist er der is og kager, men der er også frugt og sukkerfri saft i alle cafeer. Og hvis man køber en særlig kop ved indgangen, kan man frit fylde op, når tørsten melder sig.

Mandag

“Neeej, skal vi slet ikke bo her mere?”. Det kræver stor overtagelse at få drengene til at pakke deres ting sammen og sige farvel til Ullstorps Stugor, hvor vi har boet siden lørdag. Først efter en rundtur til alle dyrene, sætter de sig modvilligt ind i bilen, og vi vender snuden mod Fulltofta Naturcentrum. Efter en halv times kørsel er vi fremme og bevæger os med det samme ad stien ind mod skoven. Her støder vi på en gangbro over en mindre kløft. Vi hører smådyr pusle i skovbunden og gør holdt for at undersøge det nærmere.

Vi bevæger os videre ad stigen til et åbent område, som i disse dage er bemandet af naturvejledere. Her møder vi Ingeman, som med blød skånsk dialekt viser drengene et billede af en stenaldermand. Straks er de i gang med at bygge stenalderhytter i miniformat af naturens egne materialer. Og da den mindste hyler højt og grædende peger på flere mærker på sit ben efter et besøg i et brændenældekrat, nikker Ingeman medfølende og forklarer med et træk på skuldrene, at sådan kan naturen give igen.

Da vi vinker farvel til Ingeman, er det med et armbånd om håndleddet, bundet af tynd, stærk bark. Fuld af inspiration til at bygge minihytter, når vi selv kommer hjem og med en bevidsthed og taknemmelighed over den natur, som de seneste tre dage har givet os vores eget eventyr med masser af gode fortællinger – næsten på højde med Ronjas.