"Kære jordemor, vi har delt en oplevelse, der har så stor betydning for mit liv og min familie"
Det var din skyld, at en voldsom fødsel, der endte med akut kejsersnit, alligevel var en tryg oplevelse, som jeg kan tænke tilbage på med glæde.
Kære Stinne.
Vi kendte ikke hinanden før den 6. januar 2014, og vi har stort set ikke mødtes siden. Alligevel er du et af de mennesker, der har haft helt uvurderlig betydning for mit liv og for min familie.
Det var dig, der tålmodigt besvarede min strøm af spørgsmål mellem veerne og forstående nikkede til min bekymring, for om noget ville gå galt. Det var dig, der grinede af dårlige jokes mellem CTG-målingerne, notater i journalen og rødt saftevand i stålkander. Du sørgede for den gode stemning på stuen – og havde i øvrigt overskud til at lære fra dig til den unge studerende, der om få år vil stå med ansvar for nyt liv i hænderne, som du gjorde den dag på Rigshospitalets fødegang, hvor min yngste søn Otto kom til verden.
Du forstod mit behov for smertelindring og guidede mig kærligt og kompetent gennem veerne; og da det bragede løs, og min verden brød sammen i smerter, tårer og angst, tog du min hånd og gav mig et varmt, moderligt kram. Det var din skyld, at en voldsom fødsel, der endte med akut kejsersnit, alligevel var en tryg oplevelse, som jeg kan tænke tilbage på med glæde. Du var den bedste jordemor, jeg kunne tænke mig.
Jeg er fuld af beundring over, at du og dine kollegaer kan stå som klipper i stormvejr time for time, dag efter dag. For jer er fødsler hverdag, men hver gang noget ganske særligt. Sådan føles det i hvert fald. Jeg har aldrig følt mig besværlig eller pylret, når jeg i løbet af mine to graviditeter har ringet til jer, fordi jeg var bekymret for ikke at mærke liv nok i min voksende mave. I har budt mig velkommen med tid, tålmodighed og CTG-målinger. En mor kender sit barn bedst. Det ved I.
Jeg har ikke følt mig berørt af travlhed og nedskæringer. Det er måske mere held end forstand, for jeg ved, at I knokler og løber hurtigere, end hvad godt er. I må være lavet af noget særligt stof.
Jeg husker stadig, hvordan jeg ikke kunne holde tårerne tilbage, da du, Stinne, besøgte mig i dit civile tøj, lige inden jeg skulle hjem fra hospitalet igen – et barn rigere. Tårer, som jeg ikke havde mærket til, mens jeg var indlagt et par dage med den lille ny, så kroppen kunne komme sig over kejsersnittet. Men nu pressede de på og fik frit løb. Overvældende lettelse, lykke og en enorm træthed.
Vi har delt en oplevelse, som har så stor betydning for mit liv, og som har præget, hvem jeg er. Jeg er er dig dybt taknemmelig.
Kærlig hilsen Mette Hovmand-Stilling, chefredaktør.
