Michelle frygtede, at hendes opslag ville gøre nogle kvinder triste – så skrev de til hende…

For to år siden besluttede Michelle Kristensen og hendes kæreste, Pernille, at de gerne ville have et barn sammen. Et barn, som Michelle skulle bære. De fandt en donor, Michelle fik taget æg ud, som blev befrugtet, og æggene blev sat op igen.

Første gang lykkedes det ikke. Men efter anden ægoplægning viste graviditetstesten hurtigt de to ønskede streger.

"Pernille og jeg blev jo helt vildt glade, men på fertilitetsklinikken var kommentaren: ”Tillykke for nu”. Jeg tænkte, det var da noget mærkeligt noget at sige, du skal da bare sige tillykke og juble og alt det der. Men på det tidspunkt vidste jeg heller ikke, hvad jeg skulle igennem."

”Tillykke” er noget af det første, jeg siger til Michelle, da vi sætter os ned ved spisebordet i hendes lejlighed ved Søerne i København. For det er jo det, man siger, når der er sket noget dejligt, og det er der for Michelle. Hun er nemlig halvvejs igennem graviditeten med sit og Pernilles første barn. En lille dreng.

Men vejen til den bule på maven, som hun gemmer under en stor skjorte, har bestemt ikke været let. To inseminationer, fire ægudtagninger, ni ægoplægninger, to biokemiske graviditeter, der gik i sig selv, og to graviditeter, der endte i henholdsvis en medicinsk og en kirurgisk abort i uge 9 og 13, ligger bag hende, og det er lige præcis det, vi skal tale om i dag.

Michelle vil gerne stå frem med sin historie, fordi hun undervejs i sit forløb virkelig manglede nogen, hun kunne spejle sig i. Nogen, hvis erfaringer hun kunne bruge, og nogen, som måske kunne give hende et håb om, at det nok skulle lykkes en dag at blive gravid.

Michelle, der arbejder med sundhed, og som står bag MK Universet, voksede op i Aars. Igennem sine unge år var hun barnepige for rigtig mange børn i byen. "Da jeg var yngre, troede jeg, at jeg skulle have VIRKELIG mange børn. Jeg har altid elsket børn, men efterhånden skubbede træning og sport børnepasningen og tankerne om børn lidt i baggrunden, og da jeg blev selvstændig, havde jeg slet ikke tid til at tænke på børn."

"Når mine veninder talte om, at æggestokkene raslede, når andre fik børn, kunne jeg intet mærke. Jeg tænkte, ja, på et tidspunkt vil jeg selvfølgelig gerne have børn, men ikke nu. Da jeg var 36 år, skete der så det klassiske, at det biologiske ur for alvor begyndte at tikke. Selvom jeg stadig ikke havde et brændende behov for børn nu og her, så sagde min fornuft mig, at jeg skulle begynde at gøre noget ved det. Jeg havde ikke nogen kæreste på det tidspunkt, så jeg begyndte at undersøge, om jeg måske skulle få et barn med en ven, eller om jeg skulle få et barn alene."

"En dag fortalte en veninde, at hun kendte en, der havde få barn med et mandepar, og at jeg burde tale med hende. Min veninde fortalte mig, at kvinden hed Pernille Wass, og at hun arbejdede på Politikens Forlag, som også er mit forlag."

Til forlagets årlige julebal kort tid efter mødte Michelle så Pernille, og de svingede rigtig godt. Michelle tænkte, at Pernille sagtens kunne blive en ny veninde, og de aftalte at mødes og tale videre efter juleferien. 

"Vi mødtes, gik en tur, og Pernille fortalte alt om, hvordan hun havde været inde på Regnbuefamilie.dk og fundet de her fædre og derefter havde brugt tid på at lære dem at kende, og at hun nu havde sin søn Laurits med dem."

"Jeg tænkte, okay, spændende. Samtidig havde jeg det sådan: Hvad er det lige, der sker? Flirter hun med mig? Pernille har altid været til kvinder, og jeg havde altid kun haft mandekærester, så jeg slog det hen igen. Lad nu være med helt klassisk at tænke, at hun lægger an på dig, bare fordi du ved, at hun er til kvinder, tænkte jeg."

"Omvendt syntes jeg godt nok, at hun var sød og skidesjov, og jeg havde lyst til at udforske det venskab noget mere. Og ja, så endte vi med at blive kærester efter et par uger."

Talte I så videre om det med at få børn?

"Det blev skubbet i baggrunden, da jeg var igennem lidt af en identitetskrise, fordi jeg pludselig var kæreste med en kvinde. Et år efter blev min mormor, som jeg var meget tæt på, syg, og da hun var ved at sige farvel til livet, tænkte jeg, at nu måtte jeg fandeme se at få tjekket mine æg."

Fordi du så døden i øjnene?

"Ja. Familien havde altid været samlet om min mormor, og pludselig kunne jeg bare mærke, at jeg var nødt til at efterlade mig et eller andet her på jorden. Jeg har en meget stærk familiefølelse, og jeg kunne mærke, at det var underligt, hvis min genetik ikke skulle leve videre på en eller anden måde."

Læs også

Michelle Kristensen: ”Det har givet mig en ny ro at være kæreste med Pernille”

I januar 2021 fik Michelle tjekket sine æg, og beskeden fra fertilitetslægen var klar: Hvis du skal nå at blive gravid, skal du gå i gang NU! Michelle fik lidt af et chok, for hun var på det tidspunkt stadig ikke faldet til ro i, at hun var sammen med en kvinde. Omvendt vidste hun, at der ikke var andet at gøre end at gå i gang, og Pernille var klar.

På det tidspunkt var Michelle meget fortrøstningsfuld, for hun havde læst, at der i gennemsnit skulle 2,3 ægoplægninger til, så kunne man regne med at stå med en sund og rask baby. 

"Fordi der var lang ventetid i det offentlige, valgte jeg at begynde behandlingerne på en privat klinik. Vi valgte en åben donor i en spermbank og gik i gang. I begyndelsen tænkte jeg, okay, det her er en opgave, der skal løses, og vi må prøve at løse den bedst muligt. Jeg blev ret hurtigt gravid ved anden æglægning, og vi nåede at se hjerteblink, inden graviditeten gik til grunde. Hende, der havde sagt ”tillykke for nu”, fik desværre ret i, at meget stadig kunne gå galt."

Hvordan var det?

"Fordi Pernilles og mit forhold stadig var så nyt, brugte jeg stadig meget tid på at tænke over, at jeg var sammen med en kvinde. Jeg er jo vokset op i Nordjylland, hvor jeg kun har kendt til far, mor og børn, og her var det pludselig mor, mor og børn. Tankerne kørte rundt. Jeg ville jo hedde mor, jeg ville ikke hedde Mor Michelle. Men hvis jeg skulle hedde mor, skulle Pernille så også hedde mor? Og min far skulle jo være morfar – hvad skulle Pernilles far så hedde? Vi kunne da ikke have to morfar’er."

"Alle de her tanker blev meget store oppe i mit hoved, så selvom jeg selvfølgelig vildt gerne ville have haft, at den første graviditet var lykkedes, så var det måske meget godt, at jeg ikke skulle være mor lige der. Jo længere vi kom i processen, jo mere landede jeg i, at Pernille og jeg var sammen."

Hvad er I efterfølgende nået frem til med mor og morfar?

"Det var piller, jeg skulle sluge og stikke op, og det var virkelig smertefuldt. Det er ens livmoder, der skal støde graviditeten ud, og det gik søndagen med. Mandag morgen kørte vi så afsted mod Ærø i autocamperen, hvilket var hjernedødt dumt."

"Jeg havde forestillet mig, at der var sådan nogle hække rundt om vognene på en campingplads, men det bare sådan en kæmpestor åben plads. Jeg var jo skideked af det, og jeg syntes bare, at alle gloede. Det gjorde de ikke, men sådan følte jeg det. Vi var der i to dage, og jeg kan huske, at jeg sagde, at jeg troede, at jeg aldrig ville blive lykkelig igen."

"Jeg syntes, det var så uretfærdigt, at Pernille og Laurits havde deres bånd, og jeg følte mig helt udenfor. Så det endte med, at vi afbrød ferien efter et par dage og tog hjem. Jeg tog en pause på tre-fire måneder derefter, hvor jeg var med i ”Vild med dans”. Det havde jeg først sagt nej til, fordi jeg var gravid, men nu kunne jeg jo godt være med."

I december 2021 gik Michelle i gang igen, og ved fjerde ægoplægning blev hun gravid. Efter ni uger var der stadig hjertelyd. 

"Det var virkelig en milepæl, og jeg tænkte, fuck, vildt nok, hurra, nu sker det! Og så, ugen efter, fik jeg sådan en mærkelig fornemmelse i maven. Det fik mig til at tænke over min alder og risikoen for kromosomfejl. Jeg havde på fornemmelsen, at der var noget galt, og jeg fik taget en blodprøve, der viste, at der var 99% risiko for, at fosteret var sygt. Samtidig fik vi også at vide, at det var en lille pige, og det hele blev pludselig meget konkret. Der VAR faktisk et lille bitte væsen inde i min mave – og nu var der måske noget galt."

"Vi var overladt til ingenmandsland hen over en weekend, det var så hårdt. Onsdagen efter fik jeg så foretaget en moderkagebiopsi, der viste, at blodprøven var rigtig. Der var kromosomfejl."

Michelle var på det tidspunkt i 13. uge, så der skulle søges om tilladelse til kirurgisk abort. Aborten blev udført, og Michelle var glad for at få det overstået efter at have taget afstand fra livet i maven i tre uger.

Læs også

Michelle Kristensen gik ned med stress

Du så det ikke længere som jeres barn?

"Overhovedet ikke. Det skulle bare væk."

De var enormt søde på Rigshospitalet, så midt i det hele var det egentlig en meget fin oplevelse. Men det var vildt mærkeligt at gå ind ad døren med noget i maven og ud igen uden noget som helst.

Vidste familie og venner, hvad I gik igennem?

"Ja, alle de tætteste vidste det godt, for vi havde jo kæmpet længe på det tidspunkt. Og jeg havde nærmest set dem på fertilitetsklinikken mere, end jeg har set mine venner. Det overskud, jeg havde, blev brugt på mit arbejde. Når jeg kom hjem, lukkede jeg mig inde i hytten her og så serier aftenen lang, fordi jeg i bund og grund var så slidt rent mentalt. Men vores tætteste familie fulgte med i alt det med hormonsprøjter og så videre."

Hvordan var det at skulle stikke sig selv?

"I forbindelse med den første ægudtagning var jeg virkelig sur, og jeg følte, at jeg kunne mærke alle de hormoner, der kørte rundt i min krop. Det gjorde ondt at stikke sig, og samtidig havde jeg mega nåleskræk i begyndelsen. Men efter to måneder skulle jeg til endnu en ægudtagning, og der tænkte jeg: Okay, hvis jeg skal kunne holde til det her, og hvis vores forhold skal kunne holde til det, så er jeg nødt til at skifte mindset. Jeg må se sprøjterne som noget, der skal hjælpe mig og os til at opnå noget, vi virkelig gerne vil."

"Egentlig er der jo en form for powereliksir, jeg sprøjter ind i min krop, for at der kan ske det, jeg gerne vil. Så i stedet for at tænke øv, tænkte jeg hurra for, at den her mulighed findes. Og når jeg skulle stikke en sprøjte i maven, tænkte jeg, fuck, hvor er jeg sej. Det gjorde ALT, at jeg begyndte at tænke sådan."

Kom din baggrund med målsætninger omkring kost og træning dig til gode, tror du?

"Jeg har altid trænet meget, og jeg har på en måde levet lidt som elitesportsudøver i forhold til mit arbejde. Så udholdenheden og bevidstheden om målet har hjulpet mig megameget. Når jeg i perioder har været vildt ked af det, har jeg kunnet mærke, at det ikke hjalp, at jeg havde ondt af mig selv. Det gjorde intet godt for processen."

Hvordan tænker du i dag om de to børn, der gik til grunde?

"Første gang kaldte man det ikke engang et foster, fordi det var på størrelse med en lillebitte vindrue. Og anden gang var det stadig en lille bitte klump og meget alienagtigt for mig. Jeg havde på intet tidspunkt lyst til at føde det for at se det og sige farvel."

Så hun var igennem endnu en runde med hormonsprøjter og ægudtagning. Der blev sat æg op for ottende gang. Stadig uden resultat. Men så skiftede Michelle og Pernille donor, der blev taget æg ud igen i begyndelsen af januar 2022, de blev befrugtet med den nye donors sæd og sat op.

"Og så var der jackpot! Set i bagklogskabens lys var det virkelig dumt, at vi ikke skiftede donor tidligere, for måske havde det forkortet forløbet. Men det gjorde vi altså ikke."

Overvejede I på noget tidspunkt undervejs i forløbet, at Pernille skulle bære jeres barn?

"Nej, hun er 5,5 år ældre end mig, så det var ikke en mulighed. Og for mig handlede det jo også om, at jeg gerne ville give min genetik videre til et lille bitte væsen. Fertilitetsklinikken begyndte på et tidspunkt at tale lidt om ægdonation fra en yngre kvinde, som jeg så skulle bære som en slags rugemor, men for mig var det absolut sidste udvej. Og dertil var jeg ikke nået."

"Jeg lavede på et tidspunkt en aftale med lægen om, at han skulle sige til, når han ikke troede på det mere, for jeg kunne mærke, at min udholdenhed kunne blive ved og ved og ved og ved og ved."

Men det blev jo heldigvis ikke nødvendigt for lægen at sige stop. I midten af februar fik Michelle og Pernille den glade nyhed om, at der var et lille liv på vej.

Hvordan havde I det, da I fik den besked?

"Vi var sådan, nå, hvor dejligt, så må vi se, om det lykkes den her gang. Denne gang var det mig, der sagde ”tillykke for nu” til mig selv. For nu gav det totalt mening, hvad de havde sagt dengang på fertilitetsklinikken. At få en positiv graviditetstest er kun første skridt ud af måske 50 skridt, det ved jeg nu. Og Pernilles reaktion var heller ikke total jubel. Hun var sådan, okay, det er et godt tegn, nu må vi se."

"På grund af mit forløb er jeg tilkoblet en genetisk afdeling på Rigshospitalet, og de holder virkelig godt øje med mig, men det var først efter nakkefoldsscanningen i 12. uge, at jeg begyndte at nære et lille bitte håb om, at det hele nok skal gå. Samtidig er der stadigvæk en kæmpe angst i mig."

Læs også

Michelle overraskede sin søster i teatret: "Jeg har prøvet noget, du ikke har..."

Prøv at sætte nogle flere ord på det?

"Jeg har været igennem mange hårde ting med mit arbejde, og jeg har været nede med stress flere gange. Men fertilitetsforløbet har bare været noget helt andet og langt mere psykisk belastende. I forhold til mit arbejde og stress har jeg kunnet gøre noget aktivt for at prøve at ændre på det, men det har jeg ikke kunnet i det her forløb. Der har det været genetikken, der har bestemt det meste."

"Og det har været megasvært for sådan en do’er som mig, der gerne vil kunne fikse alting selv. Her har jeg ikke kunnet fikse noget som helst. Jeg har følt, at jeg har været sat ud på et sidespor, hvor jeg bare har måttet vente og se, og det har været frygteligt."

Et kontroltab?

"Ja, helt vildt. Jeg er normalt også et meget socialt menneske, der elsker at være sammen med mine venner, men alle de hormoner har gjort, at jeg har været enormt træt med nærmest konstant hovedpine, så jeg har bare haft brug for at være hjemme. Så fra at være sådan en, som Pernille lige havde lært at kende, som var mega udadvendt og på farten hele tiden, blev jeg sådan en, der intet orkede."

Hvad har det betydet for jeres forhold?

"Undervejs i sådan en proces får man det sådan: Ingen skal røre ved min krop! Fordi der er så rigeligt med mennesker, der rører den hele tiden, og fordi man ligger mange timer med benene oppe i sådan nogle bøjler, mens der bliver stukket ting op i ens underliv. Men når intimiteten ryger, må man finde ud af at være sammen og dyrke tosomheden på andre måder, og det har Pernille og jeg heldigvis været gode til."

"Når Laurits har været hos sine fædre, har vi været gode til at tage på små ture med hele medicinfabrikken i tasken. Jeg har stået til koncerter og stukket mig i maven med de sprøjter, fordi man skal gøre det på bestemte tidspunkter, og jeg ville ikke lade det styre hele mit liv. Ja, jeg var ”fertilitetsudøver”, men det måtte ikke blive det, der fyldte alt."

"Jeg har været heldig, at jeg har et arbejde, der faktisk også er min hobby, så det har givet mig et frirum at dykke ned i det. Jeg har også i perioder gået til intens keramik to gange om ugen. Det fik min hjerne et helt andet sted hen, og så var det dejligt konkret. Til keramik kunne jeg sidde og arbejde på noget, som blev til noget. I modsætning til det, jeg arbejdede på i min krop, hvor jeg ikke vidste, om det ville blive til noget."

"Det har været SÅ ensomt. Selvom Pernille og andre har været der for mig. Man begynder jo at føle, at ens krop er en total fiasko. Hvorfor kan den ikke finde ud af det? Undervejs sagde folk også til mig, at det da var underligt, ”for du lever jo så sundt”, men altså, jeg kunne jo ikke gøre noget som helst ved det."

"I perioder prøvede jeg at leve megafanatisk med en meget stram kostplan, men det betød, at jeg kom endnu mindre ud. For jeg kunne ikke bare spise det, der blev serveret, hvis jeg besøgte nogen. Jeg holdt planen i to-tre uger, og så spurgte Pernille på fertilitetsklinikken, om de havde erfaring med, at sådan en stram plan gjorde en forskel. Det havde de ikke. Tværtimod sagde de, at jeg skulle lade være med at gøre noget, der stressede mig, og i stedet skulle jeg bare leve helt almindeligt sundt."

Da Michelle den 5. april meldte ud på Instagram, at hun og Pernille ventede barn, var det med blandede følelser. Michelle havde selv siddet med en klump i halsen igennem to år, når der igen var nogen, der glade viste et scanningsbillede frem, og hun ønskede ikke at gøre nogen kede af det.

"Jeg har selv været nødt til at holde mig fra babyshowers hos veninder, fordi det var umuligt for mig at deltage i, mens jeg selv forsøgte at blive gravid. Så det med at skulle give folk en knytnæve lige i hovedet tænkte jeg meget over, inden jeg meldte det ud. Men da jeg skrev det, viste det sig heldigvis, at det, at det var lykkedes for mig, var mere et håb for andre, end det var en knytnæve. Jeg har kun fået positive tilbagemeldinger, og kvinder har skrevet til mig og sagt, tak, når det kan lykkes for dig, kan det også lykkes for mig."

Hvor længe havde Laurits vidst, at han skulle være storebror?

"Han fik det at vide dagen inden, vi meldte det ud. Han har INTET vidst om alt det, der er foregået de sidste par år, for hvis han havde vidst det, ville hele byen have fået det at vide."

Hun griner højt. 

"Da vi havde fortalt ham, at jeg var gravid, sad han hele vejen gennem byen i Christianiacyklen og råbte: ”Jeg skal være storebror! Jeg skal være storebror! Michelle har en baby i maven!”."

Til oktober kommer Laurits’ lillebror til verden, og Michelle har haft en fin graviditet. De første ti uger med meget træthed og lidt kvalme, men derefter har hun levet stort set, som hun plejer med træning og arbejde.

"Når man fortæller, at man er gravid, får man alle andres historier at høre. Også dem, hvor det er gået galt efter 20. uge, og de skrækhistorier sætter sig i mig. For det kan jo også stadig gå galt for mig."

Så du tror ikke hundrede procent på det?

"Nej, og når du f.eks. siger tillykke, som du gjorde, lige da du kom, så har jeg det vildt mærkeligt med det. Så har jeg igen lyst til at sige ”tillykke for nu”. Men jeg har efterhånden fundet en ro i uroen, og jeg kommer nok aldrig til at synes, at det er fedt at være gravid. Ikke før jeg kan se, at der kommer en sund og rask baby ud af det. Indtil da sætter jeg et mentalt flueben ved hver dag og hver undersøgelse, der er gået godt."

"Jeg er totalt glad for, at Pernille så småt er begyndte at købe ting til babyen, men samtidig er jeg lidt overtroisk og siger til hende: ”Hov, er der ikke noget med, at man ikke må købe noget, før barnet er der?”. Hun smiler og ved godt, at hun skal prøve at slappe af. Men det er svært, for de sidste to års udfordringer sidder stadig i kroppen."

Hvis du havde vidst, hvor meget du skulle igennem for at blive gravid, ville du så have gjort det?

"Jeg tror, at hvis jeg havde fået en slutdato, hvor jeg vidste, at der ville komme et barn ud af det, så havde jeg gjort det. Det, der har været drænende undervejs, har været uvisheden. Det ikke at vide, OM der kom et ”slutprodukt” ud af det."

Hvad glæder du dig allermest til ved at få din lille dreng?

"Til den er kommet ud!"

Hun griner.

"Jeg arbejder stenhårdt forud, så jeg kan holde to måneders barsel uden overhovedet at tage mig af mit firma. De andre må finde ud af det i den periode, for jeg kommer ikke til at arbejde."

"Der er meget, meget, meget stor sandsynlighed for, at det både er første og sidste gang, jeg er gravid, og derfor skal jeg have den barsel. Så jeg glæder mig også til at komme ind i sådan en babyboble og bare være der. Og jeg glæder mig helt vildt til at se, hvordan det bliver for Laurits at være storebror."