Mødregruppen bør rykke ind på plejehjemmet

Jeg havde lige afleveret Munira i børnehaven. Med Isak i barnevognen, solen blændende, og klar til at sætte kursen hjemad tænker jeg: Er det idag, jeg skal gøre det?

Jeg starter med at gå. Jeg har tænkt på det længe, gået forbi flere gange, men ikke hidtil kunnet tage skridtet. Det var altid nemmere bare at gå forbi. Men samvittigheden – den holder ikke op med at plage. Min barsel slutter snart, og hvis snak ikke skal være tom snak, måtte jeg gøre det!

Jeg stod foran den store bygning – solen skinnede stadig, og en stemme i mig prøvede at overtale mig til at gå videre. Bare gå mod Spinderiet, nyde vejret, nyde en rolig Isak og slippe for at se virkeligheden – slippe for at virkeliggøre de tanker og forestillinger, jeg har haft om stedet.

Nu stod jeg dér. Skulle jeg bare gå ind? Måtte man? Skulle jeg have aftalt noget? Så er det jo, at det aldrig bliver til noget, for jeg er ikke helt til aftaler, ikke når jeg er på barsel.

Den anden stemme i mig sagde, at jeg bare skulle tage skridtet, sådan bogstaveligt talt. Jeg gjorde det. Jeg tog et skridt og befandt mig pludselig indenfor – inde på gangen. Jeg prøvede at lugte mig frem til den lugt, folk taler om.

Hele følelsesregistret var skruet op. Alle fordomme klar til at blive brudt eller bekræftet. Jeg kunne ikke lugte noget. Folk kiggede på mig, men sagde ikke noget. Jeg vidste faktisk heller ikke helt, hvad jeg skulle sige. “Jeg kigger bare lidt”.

Barnevognen trillede, Isak stirrende på vægge og de rum vi gik forbi – prøvede at tænke på ord, sætninger jeg ville sige, hvis nogen spurgte “Hvad vil du?”.

Jeg kunne se ind til køkkenet ved siden af det store rum, som mindede om en kantine. Store gryder, små emballager, rugbrødsmadder i folie. Kunne ikke finde ud af, om det var positivt eller negativt. Som om jeg havde indstillet mig selv på, at jeg skulle få bekræftet en masse fordomme. Industrimad kunne jeg ikke kalde det, men en følelse at noget industrielt.

Jeg gik efter skiltet “Administration” og pludselig stod hun der! Én jeg nok var nødt til at sige noget til. Jeg kunne se det i hendes blik: “Hvad kan jeg hjælpe med?”

Var det normalt? Ville det være mærkeligt at sige, at jeg bare var gået ind for at se, hvordan mit fremtidige hjem ser ud? Hvordan I behandler mig? Hvad der venter mig?

Hun skulle til et møde og havde travlt, så det blev kort. Jeg sagde, at jeg havde en ide. En idé, som måske kunne skabe noget livsglæde. Hun var åben.

Jeg gik videre til den andel side af bygningen, hvor flere var samlet. Jeg tog Isak op, satte ham fri på gulvet. Lidt ligesom, når man giver slip på fuglen, og den tager kurs mod friheden. Gulvet, der var klar til blive kravlet på, gulvet der var fuld af udfordringer og spænding – gulvet, som han måske kommer til at træde på igen om 70 år. Ikke med samme energi, som han har nu – ikke med samme gejst, som han besidder nu – ikke med mor, men alene.

Efter få minutter gik det op for mig, at jeg ikke burde være så pessimistisk. Mens jeg var faldet i snak med en ansat, som var begejstret for min ide om, at man kunne have en legestue på plejehjemmet, og mødre på barsel kunne mødes og hygge sammen med de ældre, gav synet af Isak mig en klump i halsen. Han havde selvfølgelig ikke fået lov til at kravle rundt på gulvet i særlig lang tid.

Nej, han var blevet samlet op af Else, som stod klar til at omfavne og blive omfavnet, smile og blive smilet til, give kærlighed og få kærlighed, mens alle andre nærmest stod i kø. Øjnene på de ældre sagde det hele.

Selvfølgelig skal Isak ikke sidde alene på plejehjemmet og mærke gulvet alene, når han bliver gammel. Ligesom han selv kom denne dag og spredte glæde, charmerede sig ind på alle i lokalet, skabte livsglæde og tændte et glimt i øjnene på Else, så skulle der jo nok også komme en lille Else, når han en dag sidder på plejehjemmet og bliver gammel.

Kryds fingre for, at min idé bliver til noget. Mon ikke der er nogle, der er interesserede i, at de ældre mærker ensomheden mindre? Mon ikke der er nogen, der er interesseret i at give de ældre et gratis glimt tilbage i deres øjne?

Læs mere på bloggen 2verdener.