Morten fra Tattoo Salonen: "Jeg kan ikke lide ikke at være sammen med mine børn"

To børn danser boogie-woogie gennem en park i London. Lige bag dem er deres forældre, og de danser med. Forældrene er velklædte og velsoignerede. Op ad farens hals, ned omkring foden og langt ud på fingrene spreder sig mørke tatoveringer, og i begge hans ører er der et hul, som er en centimeter i diameter. Moren har blandt andet tatoveret små stjerner ved siden af højre øje og en stor diamant på struben. Omkringstående londonere kigger på scenariet, hvor to børn og to overtatoverede voksne står i en iskold park og synger og danser med armene på hinandens skuldre. Familien Barbré er på ferie.

Morten og Hannah Barbré er de to dansende voksne, og parret er bedst kendt fra tv-programmet Tattoo Salonen, der i foråret begyndte sin fjerde sæson på TV3. Salonen, der i virkeligheden hedder The Old Barber Shop og ligger i København og Odense, er Mortens succeshistorie og grunden til, at vi nu sidder i deres hus i Klampenborg.

LÆS OGSÅ: Skærmtid: Kun Ipad i weekenden

Sønnen Leroy er otte, og datteren Lulu er syv, og de havde fri fra skole her klokken 14. I køkkenet bliver Hannah og Morten sat ind i, hvad der er sket i frikvartererne, og hvem der har leget med hvem. I aften åbner Dyrehavsbakken, og det tiltrækker traditionen tro tusindvis af motorcykler og deres ejere. Det går familien Barbré altid ned og kigger på. Også i år, så jeg må love Leroy og Lulu, at jeg ikke udspørger deres forældre hele dagen. De forsvinder ned ad gangen og ind på hver deres værelse. Hos Morten og Hannah er grænsen mellem, hvad voksne gør, og hvad børn gør, flydende.

Ingen ferie uden børn

To børn er 100 gange så hårdt

Den fælles verden

Kontrasterne

Der er noget kontrastfyldt i alt det her. Funkisstil, en velovervejet børneopdragelse og tryghedsnarkomani er ikke noget, man nødvendigvis forbinder med ansigtstatoveringer og store huller i ørerne. Hannah og Morten ved godt, at de er de eneste i Klampenborg og omegn, der ser sådan ud. Og at det er forbundet med nogle forestillinger.

For nogle år siden forsøgte de kortvarigt at gå i mere rocket tøj og lytte til heavymetal, fordi det måske var sådan, man skulle gøre, når man også har tatoveringer over hele kroppen. Men det passede dem ikke. De skiftede tilbage til det lineære modetøj og til Mortens country og Hannahs popmusik.

Alle har fordomme, også dem selv. For mange år siden, da Morten var tankpasser om natten, var han sikker på, at en mand med tatoveringer i hele hovedet ville slå ham ihjel, og når parret går på gaden i dag og ser nogle med lige så meget som dem selv, studser de også over det. Sådan er det. Selv har de alle deres tatoveringer, fordi de synes, det er flot.

– For os er det en permanent måde at pynte kroppen på til, hvad vi synes er en pænere krop, lyder det fra Morten.

Men de kunne mærke, at de var lidt bekymrede for at blive mødt af fordomme, da de flyttede til Klampenborg.

– Når man ved, at man ikke passer ind, tænker man over det. Sådan er det, uanset hvor man bevæger sig hen i verden. Hvis man ved, man skal et sted hen, hvor man skiller sig så markant ud, som vi gør, tænker man selvfølgelig over det. Især for børnenes skyld. Hvis det bare var os, kunne vi lukke døren, men de skal jo ud, siger Morten.

Men hverken børnene eller dem selv har mærket, at andres forestillinger har givet en dårlig oplevelse. Folk spørger, og hvis de ikke gør, går der oftest noget tid, og så kommer de hen til Hannah og Morten og siger, at de slet ikke er farlige, og at de bare er nogle almindelige, søde mennesker.

– Men børn er jo verdens bedste isbrydere. De kommer hen, fordi de synes, vi er nogle tegneseriefigurer og siger ‘hvad er det?’. Og så kommer forældrene også hen, siger Morten.

– Vi får det tit at vide. Der kommer folk hen og siger ‘I er slet ikke, som jeg havde regnet med.’ Da vi kom herud, tænkte jeg, at folk ville være rigtig snobbede. Det er de slet ikke. Tværtimod. Vi har prøvet at bo andre steder, hvor folk var virkelig snobbede, og hvor det var meget værre, siger Hannah.

Og hvis der er nogen, som slet ikke går op i parrets tatoveringer, er det Leroy og Lulu. Leroy har sagt til Morten, at han ville være grim uden tatoveringer, og Lulu spurgte engang Hannah, hvorfor hun har dem. Svaret var, at det har Hannah altid haft, og så sagde Lulu ‘nå okay’. Børnenes venner kommenterede det, særligt da de var mindre. ‘Det er pænt’ eller ‘det er grimt’ kunne de pege op på Morten og sige.

Det var også dengang, at parret fik at vide, at så kunne de ikke blive sure, hvis deres børn tegnede på sig selv. Det kunne de nu godt, mente Morten og Hannah. Og hvis børnene engang selv ønsker at få tatoveringer, skal de bare tænke sig om, for det kan ikke komme af igen. Det er ikke noget, Morten og Hannah ansporer dem til, siger de. Deres tatoveringer er, ligesom når ens far altid har haft fuldskæg, eller hvis ens mor altid har manglet en arm. Så tænker man ikke over det. Så er det bare sådan, og sådan er det med Morten og Hannahs tatoveringer. Børnene ville studse mere over det, hvis en af deres forældre blev klippet, end hvis der blev tegnet en ny tatovering på deres kroppe.

Leroy og Lulu har i løbet af eftermiddagen vist sig et par gange. Motorcyklerne kommer klokken 19, får de at vide. Der er god tid.

LÆS OGSÅ: Åhhh – jeg lyder som min mor

LÆS OGSÅ: Sådan får du mere søvn, mor

LÆS OGSÅ: Mortilståelse: Jeg bliver af og til flov over mit barn