Derfor bliver dit barn pludselig "besat" af bestemte ting
De fleste børn bliver på et tidspunkt helt besat af en ting, som de ikke vil slippe af syne, eller et emne som alt pludselig skal handle om. Men hvorfor?
Denne artikel er oprindeligt udgivet d. 17. april 2015. Efter aftale med familievejleder Stine Lemming er artiklen opdateret af Lea Holdgaard Hansen.
De fleste af os kender det. Junior vil ikke tale om andet end biler. Prinsessen vil konstant lege, ja, prinsesse. Og den slidte sutteklud sidder klistret til vuggestuebarnet, som snart skal i børnehave.
Som forælder vil du måske opfatte det som en besættelse, men det er lige voldsomt nok.
"Jeg vil ikke kalde det besættelse, men mere at barnet har en øget interesse for et emne. Det er helt naturligt," siger Stine Lemming, som er familievejleder ved Familielivet i Fokus.
Der er flere årsager til, at dit barn kan virke ensporet af og til. Hun udvikler sig hurtigt i de første år og oplever mange ændringer i verden omkring sig. Derfor kan hun have mere brug for stabilitet på nogle områder. Når det for eksempel er tid til at starte i institution, kan behovet for sutten, en bamse eller noget helt andet pludselig virke meget større, fortæller Stine Lemming.
"Hvis der er tale om et bestemt objekt, som barnet ikke vil slippe, så handler det om, at barnet har en tilknytning til det, fordi det repræsenterer noget for dem. Når børn putter en sut i munden, så er det jo et direkte symbol for moderens brystvorte og den helt nære kontakt," siger hun.
"En bamse kan have været med i nogle relationer, som gør, at den repræsenterer tryghed for barnet. Eller måske lugter den bare af mor og far."
Del af en læringsproces
Det behøver ikke at være en fysisk ting, dit barn knytter sig til for at opleve tryghed. Det kan også være et emne, som barnet fokuserer på, hvilket kan give en følelse af kontrol eller stabilitet, når der sker mange ting i verden omkring det.
Dermed ikke sagt, at dit barn mangler tryghed, hvis hun pludselig udviser ekstraordinær interesse for biler, blomster eller drager.
"Det sker for os alle sammen, at vi på et tidspunkt i livet får en særinteresse for et eller andet emne," siger Stine Lemming. "Dertil kommer, at små børn heller ikke er “programmeret” til at skulle kunne overskue mange forskellige ting på én gang."
Og jo, det kan måske være en anelse trættende, når dit barn for 117. gang spørger, hvor meget jord der kan være i en gravko, eller hvor hurtigt den kan køre. Men det er værd at huske på, at der også er rigtig meget læring i det.
"Jeg oplever, at forældre kan blive frustrerede over, at deres børn kører i den samme rille, men det, jeg egentlig mest vejleder til, er, at forældrene skal være afslappede omkring det, tålmodige og følge børnenes initiativ. Det er deres måde at søge og bearbejde viden på," forklarer Stine Lemming.
"De bliver også bedre til at koncentrere sig og til at fokusere på en bestemt ting i lang tid ad gangen. Det er jo den slags ting, de skal kunne, når de kommer i skole."
Ingen grund til bekymring
Selvom “besættelsen” lige nu kan virke voldsom, er der ingen grund til bekymring, siger familievejlederen.
"Jeg plejer at sige, at det først bliver et problem, når forældrene gør det til et. Jo mere du fokuserer på én ting, des mere får du af den."
Altså gælder det om at tage det roligt, og desuden findes der hverken facit for, hvor længe dit barns fascination af Spiderman varer, eller hvor altoverskyggende besættelsen er. De fleste børn udvider deres horisont, efterhånden som de bliver større og begynder i skole, SFO og så videre.
Først hvis fikseringen på legetøjsbilerne handler mere om, at de skal stå sirligt linet op på en helt lige række, end om bilerne i sig selv, eller hvis dit barn på ingen måde kan overtales til at lege med andre ting, skal du være lidt ekstra opmærksom på dit barns adfærd.
"Hvis man har lidt ældre børn, som er begyndt i skole for eksempel, og bliver ved og ved med at ’sidde fast’ i det samme emne, så kan man altid spørge lærerne, om de vil være lidt opmærksomme på det," siger Stine Lemming.
"Det, børnene oplever hjemme, er anderledes end det, de oplever, når de er ude. Derhjemme slapper de helt af, så der taler de måske om andre ting end i skolen. Men hvis der nu er tale om en autistisk diagnose, så kan de ikke selv styre det. Derfor kan det være en god idé at spørge fagpersonerne til råds, og her tænker jeg ikke nødvendigvis en vejleder som jeg selv, men for eksempel lærere og pædagoger, som har med barnet at gøre."
Herunder kan du få svar på, hvad du skal stille op ved to klassiske eksempler på, at dit barn er “besat”.
To klassiske eksempler
Da min søn først kastede sin kærlighed på biler, især politibiler, var det sødt, men nu er det bare trættende. Er der noget, jeg kan gøre?
"Langt hen ad vejen skal du give dit barn lov til at have deres særinteresse, men selvfølgelig skal han også lære, at der er mere i verden. Hvis snakken ved middagsbordet kun går på biler for eksempel, så prøv at ’spejle’ dit barn. For eksempel kan du sige: “Du snakker meget om biler, og du synes, at de er rigtig seje. Men jeg vil gerne høre, hvad du har lavet i børnehaven i dag”. Så kan det godt være, at dit barn siger: “Jeg legede med biler!”, men så skal du fortsætte spejlingen. “Du legede med biler, men tegnede du også? Eller cyklede du?” På den måde får dit barn en form for anerkendelse af emnet, som han interesserer sig for, men bliver samtidig opmuntret til også at tale om andre ting. "
Min datter er helt vild med Frost-filmen og vil tit have sin prinsesse Elsa-kjole på i børnehave – og bliver stiktosset, når hun ikke må. Hvordan skal jeg reagere?
"Når det handler om tøj, så spørg dig selv, om det er noget, som er tilgængeligt i dit barns skab. Hvis du har købt noget tøj, som ikke er til hverdagsbrug, så opbevar det et andet sted. Jeg mener, at små børn godt kan være med til at bestemme, men hvis du som forælder vil bestemme, så skal du også stå fast i det. Du kan anerkende dit barn ønske men samtidig også sætte en fod ned for eksempel ved at sige: “Jeg ved godt, at du synes, at den her kjole er rigtig flot, og du vil måske gerne have den på hver dag. Men i dag kan du ikke have den på; du må vælge mellem den her nederdel og de her bukser”. Så sætter du en grænse, men giver samtidig dit barn mulighed for at deltage i beslutningen."
Kilde: Parents.com.
LÆS OGSÅ: Det er ganske alvor, når dit barn er forelsket
LÆS OGSÅ: Børn leger frygten væk
LÆS OGSÅ: Hjælp, har mit barn ADHD?