19 hjemmelavede julegaver, du kan lave sammen med dit barn
Det kan være svært at finde på hjemmelavede julegaver år efter år. Men det er så hyggeligt med den slags gaver, som er lavet med 100 % kærlighed. Vi har fundet 19 sjove og kreative idéer til mindeværdige julegaver, som dit barn selv kan lave.
Det kan mærkes helt ind i hjertekulen, når du juleaften modtager en hjemmelavet julegave. Især hvis junior stolt overrækker gaven med ordene: "Den har jeg lavet til dig."
Der er nemlig noget helt særligt over den slags kreative gaver, som vores børn har brugt deres tid, fantasi og energi på. Måske er det endda den bedste pakke under træet for mor, far og bedsteforældre.
Her er 15 supergode ideer til hjemmelavede julegaver, som alle børn kan være med til at lave op til juleaften. Mange af de remedier, der skal bruges, har du måske allerede liggende derhjemme.
Rigtig god fornøjelse med at være kreativ med ungerne.
1. Tallerkenkunst
Køb et par ensfarvede tallerkener eller find dem brugt i genbrugsbutikken.
Mal et simpelt mønster på dem med porcelænsmaling, f.eks. striber, tern eller prikker.
Mal i afdæmpede farver, og lad malingen hærde efter anvisningen.
Du kan også male kanten med en pensel og skrive et lille citat med en tynd porcelænstusch i midten af tallerkenen.
2. Broderede bogmærker
Klip et stykke karton i bogmærkeform.
Prik huller med spidsen af en nål i det mønster, du vil lave.
Broder med bagsting i hullerne med brodergarn i den ønskede farve. Du kan både lave mønstre eller brodere et navn eller et stykke tekst.
Træk et stykke brodergarn gennem toppen af bogmærket og bind knude i enden.
3. Pyntede stearinlys
Fine lys kan alle bruge i den mørke vintertid. En hjemmelavet gave, børn i alle aldre kan være med til.
Læg den tørrede blomst, eller andet dekorativt der er brandbart, på stearinlyset og hold den fast med en finger.
Dyp penslen i den smeltede stearin fra fyrfadslyset og dup forsigtigt med stearin ovenpå den tørrede blomst. Du behøver ikke at male hele blomsten over med stearin.
4. Til- og frakort
Brug børnenes tegninger eller malerier til at lave flotte til- og frakort, men husk lige at spørge børnene, om det er ok, at du klipper i kunstværkerne. Ellers kan I male med akvarelfarver i på et stykke tykt papir eller karton.
Lad kunstværket tørre og klip det ud i mindre stykker.
Sæt evt. flere stykker sammen i forskellige størrelser, og lav hul i toppen med en hultang.
Skriv på bagsiden af kortet, og sæt dem på pakkerne med et stykke brodergarn.
5. Svampestager af selvhærdende ler
Mon ikke mormor godt kunne bruge en fin, hjemmelavet svampestage til sine levende lys?
Form svampene i hånden af selvhærdende ler. Tænk ikke på, at de skal være ens og lige – det er dem i naturen heller ikke.
Når du har en grov udgave af den færdige svamp, kan overfladen med fordel glattes med en finger, som er dyppet i vand.
De mindre svampe er formet ud i ét. Med de lidt større er top og bund formet for sig og samlet med et stykke af et grillspyd for at afstive.
Når svampene er færdige, presses en lysholder ned i toppen – husk at gøre det, inden leret begynder at tørre. Ellers vil det sprække.
Lad svampene tørre i cirka 2-3 dage
Når svampene er helt tørre, er der bare tilbage at male dem med akrylmaling.
6. Perlearmbånd
Hvem kan ikke li’ et fint armbånd? Lav forskellige varianter med perler på elastiksnor.
Sæt en perlenål på elastiksnoren, og kom perler i mindre skåle.
Når armbåndet har en passende længde, bindes to eller flere knuder på elastiksnoren.
Lav flere forskellige armbånd med forskellige perlekombinationer.
7. Ternet indkøbsnet
Mal tern med tekstilmaling og en smal skumrulle på et ensfarvet indkøbsnet.
Lad malingen tørre og fikser efter anvisning på malingen.
8. Vendespil
Et vendespil med billeder af venner, familie eller steder, i sammen har oplevet, er altid hyggeligt og bringer minder frem.
Der findes flere apps og online services, hvor du kan bestille vendespil, men I kan også printe selv.
Lim gerne ensfarvet karton på bagsiden af kortene og pynt evt. med en stjerne.
9. Malet ramme i flere farver
Et fint foto i en malet ramme er en nem gave.
Gør gaven endnu mere personlig ved at male rammen evt. som her i to farver.
Sæt billedet på et stykke farvet karton og sæt det i rammen.
10. Nøglering med pompom
Nøgleringen er klassikeren over dem alle, når det gælder børnenes gaver, for hvem kan ikke bruge en fin nøglering?
Lav en lille pompon i en rest garn.
Bind brodergarn fast om midten af pomponen, og træk et par træperler og et par små farvede perler på garnet.
Træk garnet om nøgleringen, og før garnet tilbage gennem perlerne, inden du hæfter med et par knuder.
11. Smukke stofæsker
Find gamle skoæsker eller lignende papæsker med et reelt låg.
Vælg stof i farver, der klæder hinanden.
Tag låget af æsken, og læg det på vrangsiden af stoffet.
Klip udenom, så der er ekstra stof i kanten til at bukke om lågets kanter.
Kom lim på æskens låg og kanter – brug evt. spraylim, da det ikke klumper.
Læg låget på stoffet, glat det, og fold stoffet op om kanterne.
Gentag med æskens bund.
Lav forskellige æsker, der passer sammen og bind evt. en sløjfe om.
12. Glasmosaik
Et juletræ er allermest hyggeligt, når det er pyntet med hjemmelavet julepynt. De her fine juletræer er den perfekte gave til bedsteforældre.
Form eller udstik små juletræsmønstre i selvhærdende ler.
Pynt med slebne glasstykker. Husk at lime dem fast, så de bliver siddende, hvis din ler ikke er klæbrig nok.
Lav et lille hul til at sætte en snor i.
13. Håndaftryk med trylledej
De vokser så hurtigt, de små. Et håndaftryk er en af de fine, personlige julegaver, der samtidig er et dejligt minde.
Opskrift på trylledej til fire portioner:
- 4 dl hvedemel
- 1 dl fint salt
- 1,5 dl vand
Det hele æltes godt sammen.
Når aftrykkene er færdiglavet, bages de ved 180 grader i en varmluftsovn i ca. 10-15 min.
14. Hjemmelavet sæbe
Velduftende sæber er en god gave til bedsteforældre - og så er det faktisk nemmere, end du tror!
Du kan enten smelte sæbemasse i en gryde, ildfast målebæger eller i en mikroovn (250W ca. 45 sek. ved 100 g. sæbe). Det er vigtigt at holde øje med sæbemassen, så den ikke begynder at koge eller boble.
Når næsten al sæben er smeltet, tages den af varmen, og så skal der forsigtigt røres i den, indtil al massen er smeltet.
Afkøl let og tilsæt farve, duft, tørrede blomster eller små figurer (kun fantasien sætter grænser) under forsigtig omrøring, til farven er opløst.
Hæld herefter massen i en valgfri form.
Afkøl sæben i køleskabet.
15. Farvede, dyppede lys
Hvad med at give de fineste, hjemmefarvede lys i gave? Det er en hyggelig aktivitet og en af de flottere, kreative gaver, dit barn selv kan lave.
Start med at skære farvede stearinlys i mindre stykker. Husk at fjerne vægen.
Put derefter lysstumperne i en dåse - hver farve i sin dåse.
Dåserne sættes i en gryde med vand, og blusset tændes på høj varme, så stearinen smelter. Stearin og vand må ikke blandes. Stearinen smelter omkring 60 grader, og til en forholdsvis fyldt dåse går der cirka ét almindeligt stagelys. Når stearinen er smeltet, skrues der ned på minimum på blusset.
Nu er det tid til at dyppe et hvidt stearinlys i den farve, der ønskes. Husk at lade lyset tørre kort efter hver dyp. Her kan man med fordel dyppe lyset i kold vand, så det farvede stearin størkner hurtigere.
16. Urtepotte
Lad ungerne lave en fin krukke til haven, til krydderurterne i køkkenet eller planten i stuen.
Pynt krukken eller potten med fine motiver og flotte farver. Nogle vil kræve en overfladebehandling bagefter, mens andre blot skal tørre.
17. Smykkeophæng af drivtømmer og perler
Et sejt, hjemmelavet smykkeophæng er en god julegave til mor, mormor eller farmor.
Store perler, flotte sten eller krystaller limes på drivtømmer med en limpistol. I kan også skrue dem fast.
Ophænges kan både hænges direkte på væggen eller sættes i en snor.
18. Rystekugle
Fine rystekugler er en nem og kreativ julegaveide.
Lav forskellige figurer i Hamaperler, som passer til størrelsen på dit glas
Lim figurerne fast til låget
Hæld glimmer eller sne i glasset, så det kan rystes og lim låget på. I kan også fylde glasset med vand.
19. Fisk i selvtørrende ler:
Mon ikke mor/far eller bedsteforældrene kunne bruge en sød fisk som sæbeskål eller i køkkenet?
Rul selvhærdende ler ud i passende tykkelse.
Skær den form ud, du vil lave. F.eks fisk eller små gopler
Form leret med våde fingre. Lav f.eks. små fordybninger med fingrene
Lav huller hele vejen igennem, hvis du vil hænge glimmergarn fast forneden.
Lad fiskene tørre. Alt efter tykkelse kan det tage en dag eller to.
Mal fiskene med keramikmaling - du kan også blande maling og vand i en forstøver og sprøjte maling på.
Når malingen er tør, kan fiskene lakeres med en blank lak, hvis de skal skinne.
TIP! Hvis fiskene bukker for meget under tørring, kan du forsigtigt lægge noget tungt ovenpå et par timer.
Jul med børn
-
Drillenissen flytter ind: Få 48 sjove ideer til nissedrillerier
-
Derfor skal du dyrke nisser og julemagi med dit barn
-
Jul i børnefamilien? Her er 15 tips til en harmonisk jul
-
19 hjemmelavede julegaver, du kan lave sammen med dit barn
-
6 råd til jul i en skilsmissefamilie
-
Julegave til junior: Her er 11 gaveideer, der ikke er legetøj
-
Jul med børn: De 5 største udfordringer juleaften - og fem gode løsninger
-
Her er årets julekalendere på tv og streaming for hele familien
-
Her er 24 gode julegaver til børn til under 100 kroner
-
Her er 24 fine idéer til kalendergaver til de yngste
-
Pakkekalender: Her er 24 gave-idéer til skolebarnet
-
14 ting mødre i virkeligheden ønsker sig i julegave
-
Julehygge: Sådan får I en hyggelig december
-
Sådan får du dit barn i ægte julestemning - uanset alder
-
24 nemme og gratis juleaktiviteter du kan lave med dine børn