Oh Land om julen

Oh Land om jul i en sammenbragt familie: ”Det har været virkelig, virkelig hårdt”

Oh Land og hendes eksmand skiftes til at holde jul med sønnen Svend, og det har føltes både tomt og meningsløst, fortæller musikeren til Eurowoman.

I år skal Nanna Øland Fabricius, bedre kendt som Oh Land, holde jul med begge sine børn i eget hus, og dét glæder hun sig til:

”Det bliver fedt, fordi det er den første jul, hvor Ernst, min yngste søn, rent faktisk er vågen. Det har altid været en drøm for mig at holde jul i mit eget hus. Jeg tænker allerede over, hvordan der skal være granguirlander på trapperne og pyntes helt vildt op,” siger Oh Land i et stort juletillæg, der følger med denne måneds Eurowoman.

Her forklarer hun, at det bestemt ikke er nemt at undvære sit barn juleaften, når man er en sammenbragt familie:

“Indtil videre skiftes min eksmand og jeg til at holde jul med Svend, min ældste søn, og det har været virkelig, virkelig hårdt. Det er rigtig svært ikke at være sammen med sit barn juleaften. Jeg har ikke bare kunnet holde jul, som vi plejer. Det har føltes tomt og meningsløst. Så min kæreste (musikeren Adi Zukanovic, red.) og jeg ringede rundt til hospitalerne for at høre, om vi måtte komme og synge. Vi fik fat på kræftafdelingen for børn på Rigshospitalet, hvor vi fik lov til at komme og spille for de børn og familier, som var tvunget til at være indlagt juleaften. Det var simpelthen så fint og rart at føle, at vi kunne glæde dem, som ikke kunne komme hjem. Det gjorde, at mit eget tomrum ikke var lige så stort.”

Er gået bersærk i julelandskaber

For Oh Land er julen decideret magisk, og hun elsker at pynte op til højtiden, forklarer hun:

“Jeg er faktisk lidt manisk omkring julen. De seneste par år er jeg gået helt bersærk i julelandskaber. Allerede fra oktober sidder jeg og laver spejlsøer og undersøger, hvordan jeg kan lave snebakken virkelig god. Jeg er efterhånden blevet ret god til at lave en solid bund af pladevat med masser af glimmer, så det får det der nyfalden sne-look. Men jeg skal klart have gang i noget mere i luften. Jeg skal have slæder op at flyve. Efter jeg har fået børn, synes jeg, det er virkelig fedt, når jeg kan finde en undskyldning for at lave noget kreativt sammen med dem. Nu, hvor vi er flyttet i hus, kunne der godt gå Florida i den, hvor jeg klipser pladevat på taget, hvis det ikke sner, og sætter en stor selvlysende sukkerstok op,” siger hun.

Julen er dog ikke lutter sukker, glimmer og good times, fortæller Oh Land:

“I min familie og omgangskreds har julen været en tid, hvor alt det gode sker, men også en tid for alt det dårlige. Der er næsten altid en, der er død eller er blevet skilt omkring jul. Det er der, familien er i fokus, og det er, som om mange af de dramatiske ting sker, når der er tid til det.”

Læs resten af det store interview med Oh Land her, hvor hun også fortæller om både nye og gamle juletraditioner med familien og kæresten, Adi.

Om Oh Land, 36

Nanna Øland Fabricius bor i Gentofte sammen med sin kæreste, musiker Adi Zukanovic, 33, deres søn Ernst på et år, og Nannas søn, Svend på fem, som hun har med billedkunstneren Eske Kath