Børneopdragelse: 7 ting du skal prøve at undgå

Denne artikel er oprindeligt bragt d. 27. januar 2014. Efter aftale med børnepsykolog Margrethe Brun Hansen er artiklen opdateret af Lea Holdgaard Hansen.

Stikker du indimellem junior en hvid løgn? Eller kommer du til at hæve stemmen, når han ikke hører efter?

Så er denne artikel skrevet til dig. Disse to ting er nemlig blandt de syv ting inden for opdragelse, som du helst skal undgå.

Læs med og få børnepsykologens råd til, hvordan du styrer uden om på en god og fornuftig måde.

1. Du må ikke råbe ind i ansigtet

Fysisk afstraffelse er forbudt ved lov. Det ved alle, og de færreste gør det heldigvis. Men selv om det ikke er forbudt at råbe børn ind i hovedet, er det faktisk lige så slemt for dit barn at opleve en vred og afmægtig voksen, der råber: ‘Hvad VAR det, jeg lige sagde om at smøre den banan ud over din flyverdragt?! Tror du, det var for SJOV, jeg sagde det? Hvorfor kan du aldrig høre efter, når jeg siger noget til dig?! For fanden, altså, hvor skal jeg bare sige det mange gange!’

LÆS OGSÅ: 10 råd til at skælde mindre ud

Den slags udfald er muligvis menneskelige, men de er no go, når det gælder små børn.

Derfor er det et problem

65 kilo voksen vrede er ekstremt skræmmende for et lille barn at få hældt ud over sig. Ofte forstår barnet ikke, hvad det er for en grænse, det har overskredet – heller ikke selv om du har sagt det ‘100 gange’. Børn er slet ikke så gode til at læse os, som vi tror. Når møgfaldet kommer, er barnet uforberedt og bliver forfærdelig forskrækket. Mange gange ved barnet heller ikke, hvordan det skal reagere på overfusningen, så det ‘fryser’ fuldstændig. Muligvis holder det op med at smøre banan rundt på flyverdragten i bar forskrækkelse, men det er kun en lille sejr. Barnet taber nemlig troen på din kærlighed.

Det kan simpelthen ikke tro på, at en, der elsker det, kan finde på at råbe på den måde. Barnet mister tillid og respekt og vil fremover være bange for, hvornår det sker igen. Fremfor at forstå budskabet i det, du siger (råber).

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Er skældud ok eller no-go?

Det kan du gøre i stedet.

Alle børn kan bringe os derhen, hvor vi ikke kan mere. Hvor vi er så trætte, afmægtige og frustrerede, at vi er ved at skrige. Når du mærker, at du har det sådan, så erkend det frem for at være sej og holde ud. Slug ikke endnu en kvalmeudløsende kamel, men fjern dig i stedet fra situationen. Er I hjemme, så sæt dit barn i tremmesengen, hvor det ikke kan komme til skade, og sig ‘nu må du sidde her, for mor har brug for en pause’. Dit barn skriger måske, men det er bedre, end at du mister besindelsen. Gå ind i stuen, lav en kop kaffe, og træk vejret dybt.

Er I ude – for eksempel i supermarkedet – så drop indkøbene, og kør hjem igen. Sæt gerne ord på, og sig ‘jeg kan mærke, at det her går i fisk for mig, så vi kører hjem igen’. Hvis I er to voksne sammen, så lad den anden forælder tage over, indtil du har fået talt til ti (eller 1.000!).

LÆS OGSÅ: Anerkendende opdragelse: En uge uden ris, ros eller trusler

Er du kommet til at gøre det?

Hvis du er kommet til at råbe af dit barn, så vent, til du er faldet til ro, og sig undskyld. Tilpas sproget efter dit barns alder. En etårig kan godt forstå et simpelt ‘gode venner’ kombineret med kærlige strøg over armen. Til en fireårig kan du være mere verbal og sige ‘det var forkert af mig, at jeg råbte, det må du undskylde’.

2. Du skal undgå at lyve

At lyve er ikke at fortælle sandheden. Det gælder, selv om formålet er at få lidt sundt i den lille kræsenpind (‘nej skat, der er ingen grønsager i sovsen, det er kun kød’). Og det gælder, når du forsøger at skærme dig selv eller dit barn mod en sandhed, du synes er for hård (‘mormor er ikke syg, hun har bare så travlt for tiden, at hun ikke har tid til at hente dig fra børnehaven’ eller ‘nej skat, far og mor skal ikke skilles, far er bare ude at rejse og kommer snart igen’).

Derfor er det et problem

Et barn, der opdager, at du lyver, mister tilliden til, at det kan regne med dig. Og løgne bliver opdaget, hvad enten det handler om, at der ikke er mere slik tilbage (‘jo, mor, det ligger da lige oppe i skabet?’), eller større problemer som sygdom eller skilsmisse (‘hvorfor er I så sure på hinanden?’).

LÆS OGSÅ: Børneopdragelse: Er I altid enige?

Måske lyder det lidt rigidt, at du ikke må lyve om de skrællede gulerødder i sovsen, men en løgn er en løgn i dit barns hoved. Hver gang du lyver, planter du et lille frø i det, der hedder ‘jeg kan ikke stole på min mor og far’. Måske tænker du, at det er dit barn alt for lille til at forstå, men dit barn registrerer stemninger, lukkede døre og mærkelige ansigtsudtryk.

Der kan også ske det, at barnet loyalt tror, at du selv ikke kender sandheden. ‘Ved mor slet ikke, at mormor er syg, eller at far er henne hos hende damen? Hvor er det synd for hende’ kan barnet tænke, og så går det alene rundt med den sorg.

Sådan kan du gøre i stedet

Fortæl sandheden, men tilpas den efter dit barns alder. Hvis mormor ikke kommer og henter i denne uge, fordi hun ligger på hospitalet, så sig det ligeud. Men sig også, at lægerne passer godt på hende, og at hun får rigtig god medicin. Det er bedre at turde konfrontere virkeligheden og risikere at komme til at sige sandheden lidt kluntet end at forsøge at snyde.

LÆS OGSÅ: 13 myter om opdragelse

Der er dog undtagelser: Hvis dit lille, sensitive barn for eksempel er bekymret for en herreløs hund uden for Netto, kan du godt stikke en hvid løgn og sige, at den bliver hentet af sin ejer om lidt.

Er du kommet til at gøre det?

Kom du til at lyve, og blev du taget i det? Sig – alt efter løgnens art – ‘ej, du har ret. Jeg sagde, at der ikke var grønsager i, og så var der det alligevel. Nu føler jeg mig faktisk flov, for vi skal ikke snyde hinanden i vores familie’.

3. Du skal undgå at true

‘Hvis ikke du snart kommer med, så går mor uden dig, og så kan du sove i vuggestuen i nat!’ Kender du den remse fra din egen mund? Eller hvad med ‘så bliver der bare ikke nogen is, når jeg ikke kan få fred til at finde varerne på hylden’? Eller klassikeren ‘hvis du ikke åbner munden nu, så jeg kan børste dine tænder, kan du godt glemme alt om godnathistorien!’?

En trussel er budskabet om, at hvis barnet ikke gør, som du vil have, så sker der noget slemt (eller også sker der ikke noget godt, som barnet gerne vil og måske har glædet sig til). Vi truer, når vi er afmægtige. Når vi ikke kan få ungen til at makke ret eller bare har så travlt, at vi skal have gennemført det, vi vil, her og nu.

Derfor er det et problem

Det ene problem med trusler er, at dit barn hurtigt lærer, at de fleste trusler er tomme. Du går jo ikke din vej uden dit barn fra vuggestuen, vel? Derfor kan du også hver dag i daginstitutioner se voksne, der står og gemmer sig bag søjler for at lade, som om de er gået, mens deres børn glade leger videre i sandkassen.

LÆS OGSÅ: Sådan taler du dig ud af hverdagskonflikter med dit barn

Det andet problem er værre. Trusler går nemlig ud over dit barns grundlæggende følelse af at være elsket. Når du fortæller junior, at I ikke skal hygge jer med godnathistorien, fordi han ikke vil børste tænder, blander du to ting sammen, som ikke har noget med hinanden at gøre. Du fortæller dit barn, at historien er betinget af, at han opfører sig på en bestemt måde. I skal altså ikke hygge jer, fordi det er hyggeligt, men fordi barnet har gjort sig fortjent til hyggen. Du sender med andre ord et signal om, at din kærlighed afhænger af, om dit barn gør, hvad mor siger. Men hvad skal barnet så stille op, når det ikke har lyst til at få børstet tænder eller tage hjem fra vuggestuen? Hvordan kan det vise sine ‘grimme’ følelser, hvis det risikerer at miste din kærlighed?

For det tredje lærer du dit barn trusler som ‘forhandlingsteknik’ – og den vil du med garanti hade at få vendt imod dig selv. ‘Hvis du ikke giver mig en is, begynder jeg skrige’ er ikke så sjovt i Netto, vel?

Sådan kan du gøre i stedet

Er du i en situation, hvor du er på nippet til at true, så find din indre leder frem. Hvis I for eksempel skal hjem fra vuggestue, og Anton bare ikke vil, så pak alt hans tøj, tag en dyb indånding, og sig ‘jeg kan godt se, du ikke vil med hjem.

LÆS OGSÅ: Kan man opdrage en 1-årig?

Tag to gyngeture mere, så går vi’. Smil venligt til de andre forældre, og tag ham enten op, eller træk af sted med ham, hvis han er for tung. Måske brokker han sig højlydt, men det er jo ikke farligt, og denne lille tvang er langt bedre for dit barns selvværd, end en trussel er.

Er du kommet til at gøre det?

Hvis du er kommet til true, så sig ligeud ‘hov, jeg kom vist til at sige, at der ikke var is, hvis du ikke gik med. Det var dumt sagt. Is har jo ikke noget med det at gøre’.

4. Undgå at være vægelsindet - men du må du gerne skifte mening

Et morliv er fuld af dilemmaer: ‘Må jeg få en kiks, jeg er så sulten?’ (men vi skal jo spise om en time!). ‘Må jeg ikke nok få en til?’ (vi skal jo spise om et kvarter!). ‘Kan vi ikke nok se filmen igen?’ (selv om vi når langt ud over sengetid!). ‘Må Vitus komme med hjem og lege?’ (åh, jeg orker bare ikke i dag!). Og så videre og så videre. Det kan være svært at tage de rigtige beslutninger, som holder hverdagen og opdragelsen på sporet, når du samtidig gerne vil have glade børn. Indimellem er det også svært at afgøre, hvad der egentlig er den rigtige løsning i en situation, og så er det, at du ender med at stå og fedte med dit svar – eller tager den forkerte beslutning og fortryder bagefter.

Derfor er det et problem

Vægelsind skaber usikkerhed hos dit barn. Hvis du alt for ofte ikke ved, hvad du selv synes – eller bestemmer dig om igen – ved dit barn i længden ikke, hvad det skal rette sig efter, og det er stressende.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: En god mor tør sige NEJ

På sigt kan dit barn selv blive vægelsindet, fordi det er vant til, at beslutninger er noget meget vanskeligt at træffe, måske endda farligt. Desuden kan det blive svært at skrue et socialt børneliv sammen, hvis barnet aldrig ved, om det kan få nogen med hjem eller selv må komme hjem til en kammerat.

Sådan kan du gøre i stedet

Væn dig til tanken om, at verden ikke falder sammen, hvis du tager den ‘forkerte’ beslutning. Vægelsindede mennesker vil ofte gerne please (ikke mindst vores dejlige unger), og derfor tager det lang tid at nå frem til en beslutning, for alle skal jo helst være glade for den. Er du vægelsindet, kan det hjælpe at give dig selv en deadline og sige den højt, for eksempel ‘jeg skal lige tænke fem minutter, så får du svar’ (hvis det er kiksen) eller ‘måske kan Vitus komme i weekenden, det ved jeg i morgen’.

LÆS OGSÅ: Mor-rollen: Brug dine instinkter

Er du kommet til at gøre det?

Vær ærlig, og sig ‘hvor har jeg dog svært ved at træffe den beslutning – her, skynd dig at tage kiksen, inden jeg ombestemmer mig’. Måske fik du sagt ja til en tivolitur, en kiks eller en legeaftale, og nu har du fortrudt. Kan du mærke, at det virkelig var forkert, så sig det ligeud, og forsøg at rumme reaktionen. Dit barn tager ikke skade af at blive skuffet, men har godt af at se, at du står ved dig selv – også selv om det ikke sætter pris på det i situationen!

5. Undlad at gøre dig selv til offer

‘Når du bliver ved med at kalde, skal jeg rende op og ned ad trapperne, så jeg bliver helt træt i benene.’ Sådan kan det lyde en sen aftentime, hvor godnatritualet har trukket ud. Om morgenen på Spilopstuen er det måske ‘åh, hvor er det træls, at du ikke vil tage dine gummistøvler af – nu når jeg ikke på arbejde til tiden, og så bliver jeg skældt ud af min chef ’.Av! Indimellem føles livet som mor så fyldt med krav og pligter, at det er fristende at bloppe ud med, hvor hårdt du faktisk går rundt og har det. Måske føler du dig som offer for omstændighederne, for kravene er jo endeløse, og hvem hjælper egentlig dig?

Derfor er det et problem

Når du gør dig selv til offer, har du opgivet lederskabet og uddelegeret ansvaret til dit barn. Et ansvar, som så små skuldre ikke kan bære. Derfor er din offerrolle den direkte vej til skyld, skam og stress hos dit barn, for sikke et overarbejde et lille menneske kommer på, hvis mor slet ikke magter at passe på, at alt går, som det skal i familien.

Du risikerer også at plante en følelse af, at alle er ude efter jer, ved for eksempel at sige ‘politiet siger, at du skal tage din sikkerhedssele på, ellers får mor en bøde’ eller ‘Lotte vil ikke have, at du har legetøj med i børnehaven i dag, ellers skælder hun mor ud’. En mor skal udstråle, at der er styr på tingene, og ikke at verden er frygtelig.

LÆS OGSÅ: Terrible twos: Overlevelsesguide til selvstændighedsalderen

Det kan du gøre i stedet

Når du vil noget, så stå ved det. Fis ikke op og ned ad trapperne 20 gange hver aften, men sig roligt ‘vi har sagt godnat, nu går jeg ned i stuen og læser avisen’. Eller løs problemet praktisk ved at tage en stol og en god bog med op på første sal, så du ikke skal gå så langt, når den lille kalder. Bliv ikke hængende i vuggestuen, når du skal på arbejde, men sig ‘nu går mor, og du skal være her’. Skyd heller ikke skylden på politiet, men sig ‘jeg vil have, at du tager sikkerhedsselen på’, eller på pædagogen, men sig ‘ja, det er en fjollet regel, at du ikke må have bamsen med, men vi retter os efter den’. Stille og roligt og uden dikkedarer. Du har ret til at lede – ja, du har faktisk pligt til det.

LÆS OGSÅ: Lyt til dit barns behov – og undgå konflikter

Er du kommet til at gøre det?

Er du kommet til at gøre dig selv til offer, gælder det først og fremmest om ikke at gentage det fremover. Når vi føler os som ofre, handler det ofte om, at vi faktisk ikke orker vores liv, som det er.Har du det sådan, så tag det alvorligt, for du skal have det godt for at være en god mor. Sæt dig ned med din partner, og få overblik over, hvem der har ansvar for hvad – og hvor der er brug for aflastning.

6. Du må ikke gøre forskel på dine børn med din kærlighed

Når du får dit første barn, tænker du sikkert, at intet barn kan være så fantastisk som det. Men får du to eller flere, bliver du udfordret på dine mor-følelser. Det er normalt at opleve, at du spiller bedre sammen med dit ene barn end med det andet. Du har måske nemt ved at tolke og forstå din ukomplicerede dreng, mens din sensitive datter ofte irriterer dig med sit ‘pjat’. Eller du har haft det nemt med din stille, søde pige og får så en dreng, der ‘kravler på væggene’. Selv om du gør, hvad du kan, for at skjule dine følelser for dine børn, vil du alligevel nemt komme til at udtrykke, hvor irriteret du bliver, når din pige flipper ud over ingenting, eller din dreng forstyrrer roen.

Derfor er det et problem

Når du har det svært med et af dine børn og behandler det anderledes end de andre, fortæller du indirekte det barn, at det ikke er godt nok. At det er landet i en familie, hvor det ikke er den bedste, og hvis det skal have fars og mors kærlighed, skal det være en anden end sig selv.

LÆS OGSÅ: Søskende: Derfor er dine børn så forskellige

Barnet kan endda føle, at ‘på grund af mig er vi ikke så stærke i vores familie; jeg er familiens svage led’. Måske affinder det sig med rollen og tager den med ud i livet (av!), måske forsøger det at lave sig selv om. Sådan en start på livet giver ikke selvværd, men det modsatte.

Sådan kan du gøre i stedet

Alle kan have det forskelligt med deres børn. Ofte rammer de børn, der udfordrer os mest, noget i os selv, som vi har det svært med. At se det i øjnene er derfor en mulighed for at udvikle dig. Ikke blot kan du selv få det bedre, du bliver også en mere rummelig mor. Over for dit barn gælder det om at være opmærksom på, hvordan du behandler det. Lyt til pædagoger eller familie, hvis de siger, at du er for hård ved din dreng eller for streng ved din pige. Husk bevidst at kærtegne det barn, du har det svært med og lav ting sammen, som I begge synes er sjove.

LÆS OGSÅ: Søskende lærer dit barn om fællesskab

Synden er ikke at have forskellige følelser, men at behandle dine børn forskelligt og ikke gøre noget ved det.

Er du kommet til at gøre det?

Der er ingen grund til at købe aflad hos dit barn ved at sige ‘undskyld, jeg var sødere ved lillebror’. Vis hellere i handling, at du elsker begge dine børn. Du kan godt sætte ord på selve det, der irriterer – er du for eksempel selv udadvendt og aktiv, men har et sensitivt barn, kan du sige ‘jeg troede, alle kunne lide at komme med til fest, men jeg er kommet i tanke om, at det kunne du ikke. Jeg tog fejl’.

7. Du skal undgå at bestikke og forhandle

Over rødvin og god mad kan småbørnsforældre grinende blive enige om, at det eneste, der virker i moderne børneopdragelse, er bestikkelse. Slik for ro, is for tålmodighed og tegnefilm for at være stille er alle hurtige tricks, som vi er mange, der har benyttet os af.

Af samme grund findes der nu hele generationer af små, benhårde forhandlere, der stiller krav a la ‘hvis jeg skal med i Føtex, vil jeg have en is (en slikpose/en ting i BR)!’. Bestikkelse og forhandling er pædagogik ud fra præmissen ‘noget for noget’.

Derfor er det et problem

Hvis du lærer dit barn, at det skal have noget for at gøre noget, vil du hurtigt opdage, at det svarer til den gevinst, du får ved at tisse i bukserne: dejlig varme i to sekunder, derefter kulde, fugt og en flov fornemmelse.

LÆS OGSÅ: "Mor, når du skælder mig ud, har jeg svært ved at elske mig selv

På arbejdsmarkedet skal du selvfølgelig have løn for dit arbejde, men i en familie er det praktisk, hvis alle gør noget for hinanden uden at forvente noget for det. Ellers bliver det let lidt koldt og forretningsagtigt.

Måske føles det meget langt væk nu, at du en dag har en teenager, som siger ‘hvad får jeg for at gå ud med skraldespanden?’, men det er nu, du lægger de vigtigste frø til det menneske, dit barn vokser op og bliver. På den rigtig lange bane gør du dit barn til et lidt asocialt og usympatisk væsen, som skal have belønning for at se og opfylde andre menneskers behov – og som ikke kan sætte sine egne til side.

Det kan du gøre i stedet

Inddragelse er ikke det samme som bestikkelse, for i en moderne familie er det naturligt, at alle bliver hørt – også de allermindste. Du kan derfor sagtens spørge dit barn, hvad hendes ønsker til lørdag formiddag er. Vil hun gerne i Fætter BR, kan I aftale at tage derhen, når I alligevel skal ud at købe ind. Det skal bare ikke være som betaling for at gå med.

På samme måde kan I tale om, hvad I har lyst til at lave i ferien, men forsøg ikke at få museumsbesøg til at glide ned med løfter om softice og slikposer. Ligesom i alle andre situationer, hvor du får lyst til at synde, handler det om at finde din indre leder frem og roligt sige ‘sådan gør vi nu’, frem for ‘hvad skal du have for at gøre det nu?’.

LÆS OGSÅ: Ballade ved middagsbordet?

Er du kommet til at gøre det?

Hvis du begynder at give is for at spise gulerødder, er du på vej ud ad et galt spor. Italesæt ikke synden over for barnet – som jo ikke har mulighed for at gøre noget ved det – men over for dig selv og dit barns far, og find ud af, hvilke strategier I kan bruge i stedet for forhandling.

LÆS OGSÅ: Må man blande sig i andres opdragelse?

Det må du derimod gerne!

Elske dit barn:

Det er okay at være forelsket i dit barn. Vær ikke bange for at ‘forkæle’ dit barn med kærlighed, men vis junior, at han altid kan regne med dig, uanset hvad der sker, og hvad han gør.

Være anerkendende:

Dit barn er et lille menneske, som har krav på alle sider af sin personlighed. Det er ikke det samme, som at barnet altid skal have sin vilje, men det betyder, at du skal anerkende hen- des følelser ved for eksempel at sige ‘jeg kan godt se, du bliver vred over, at vi skal hjem nu’.

Tage lederskab:

Du er dit barns rejsefører i en ny verden, så vis ham roligt vejen. Du er ikke ond, når du beslutter, at det er tid til at gå hjem/komme i seng/ rydde op. Du er bare en god mor, der tager sit ansvar.

Passe på dig selv:

De fleste opdragelsessynder begår vi, når vi er trætte og overbelastede. Kæmp for, at der er luft til dig i hverdagen – om det så bare er ti minutter, hvor du sidder uden for vuggestuen på en bænk og puster ud efter job, inden du henter. Husk dig selv i din hverdag; det gør dig til en bedre mor.