Pia voksede op med tavshed – nu har hun vigtigt budskab til forældre
I Pia Rydings barndomshjem talte man ikke om ret meget, slet ikke døden. Så da hendes far blev syg, var det vigtigt for Pia at få sagt det, der skulle siges. Hun mener nemlig, at vi skal blive bedre til at sige farvel – også for at kunne leve videre bagefter.
Hvad der præcist skete, står ikke helt tydeligt i erindringen, men følelsen er levende. Pias stedfarmor har lige mistet sin far, så Pia spørger, om voksne græder til begravelser. Men i stedet for at gå ned i øjenhøjde og møde hendes 11-årige blik vender farmoren sig om og svarer med tavshed og hektiske hænder, der giver sig i kast med noget andet.
Pia Ryding trækker på skuldrene og løfter de mørke øjenbryn som i et opgivende spørgsmål. Det spørgsmål, der også hang uforløst i luften dengang for 46 år siden. Og som for halvandet år siden poppede op igen og gav hende ideen til bogen Leonora & mormor, der er nummer to i hendes serie til højtbegavede børn.
"Jeg fik jo ikke noget svar, før jeg blev voksen og selv kom til en begravelse," siger Pia.
"Selvfølgelig græder voksne, men det var den børneundren, jeg tog fat i. Det er vigtigt, at vi bliver bedre til at tale om, hvad der sker, når nogen dør. Hvordan skal et barn for eksempel vide, hvad en bedemand er, hvis ingen fortæller dem det?"
Ordløst tab
Annonse
Pias familie har aldrig været gode til at tale om døden. Ja, faktisk har de ikke været gode til at tale om ret meget, slet ikke det, der var svært. Når hun spurgte sin farmor, hvordan det var at komme til Danmark som tysker lige før krigens afslutning, fik hun en mumlen som svar, og når hun senere spurgte sin far, hvordan det var at blive drillet i skolen, svarede han: “Så bankede jeg dem.” Og skiftede emne.
"Nogle gange kunne det være helt surrealistisk, hvordan han undveg, men efterhånden opgav jeg at få mere at vide."
Uden for deres stråtækte hus har Pia og hendes mand endnu ikke fået taget flagene i flag-alleen ned. De havde sølvbryllup i weekenden. Så langt nåede hendes forældre aldrig, de blev skilt, da Pia var i skolealderen, og deres ordløse samliv blev afløst af en stille krig.
Når Pia og hendes yngre bror skulle besøge den ene eller den anden, blev de sendt ned ad trappen med en pakket taske. Forældrene udvekslede aldrig et ord, og selv mange år senere, da Pias bror døde, opførte de det, hun kalder ”deres absurde ordløse teaterstykke” hos præsten.
"Jeg havde skrevet til præsten på forhånd, for at hun skulle vide, at de ikke talte sammen. Og bagefter trak hun mig til side og sagde, at hun aldrig havde oplevet noget så underligt."
Overfladiske snakke
Netop fordi Pia er vokset op i et ordløst hjem, var det vigtigt for hende at gøre det anderledes med sine egne to drenge. Så da hendes bror døde, fortalte hun og hendes mand den seks- og den 11-årige det, som det var. De udelod detaljer, men sørgede for at åbne døren til et rum, hvor drengene kunne gå ind, hvis de havde brug for det. Der var ikke noget, de ikke måtte spørge om. Og de så ham i kapellet.
Annonse
"Jeg synes ikke, døden skal være sådan: “NU sætter vi os ned og taler om det.” Der skal være et naturligt rum for samtaler om døden, og vi har forsøgt at vise, at det er okay at stille spørgsmål."
Samme åbenhed blev vigtig, da Pias far nogle år senere blev alvorligt syg. Pia havde fundet fred med, at han var, som han var. At han i perioder drak for meget, og at han på lange stræk ikke havde magtet sin opgave som far. Så når hun besøgte ham på plejehjemmet, var det ikke dybe snakke, der fyldte.
"Når et menneske har været fraværende, kan man have et håb om, at man stadig kan nå ind til dem. Men med min far havde jeg opgivet. Så vi talte mest om børnene og vores liv, ikke rigtig om hans fortid eller min barndom. Han var den, han var, og det havde jeg tilgivet ham for længe siden."
Giv slip, far
Annonse
Da Pia blev ringet op fra Glostrup Hospital, at hendes far nok ikke havde længe igen, kørte hun ind til ham. Her sad hun i otte timer, kiggede på hans fredfyldte ansigt. Og følte egentlig kun, at der var ét tilbage at sige: “Far, du må gerne give slip – det er okay at give slip nu.”
Pia smiler. For hendes far gav ikke slip. Til gengæld kom han til sig selv efter en nats søvn og bad om en smøg og en kop kaffe. Hun slår ud med armene. Sådan var han. Men da han endelig døde, kort efter, blev det knap så roligt.
"Jeg stod på hospitalet med min yngste søn, der skulle have en mindre operation, da de ringede, at de var på vej i ambulance til Glostrup med min far. Jeg anede ikke, om jeg skulle være hos min søn eller min far. Men min far var allerede død, og lægen sagde: “Bliv hos de levende.” Og selv om jeg havde lyst til at sige, at det kunne jeg da ikke, gav det vildt meget mening."
Voldsomt for børn
Så Pia blev hos de levende. Og i hendes børnebog er det et af temaerne. For som pigen Leonora og hendes mor står ved mormorens gravsted, taler de om mormoren. Om den gamle lænestol, Leonora gerne vil arve. Og så beslutter de at gå indenfor til gravøllet – ind til de levende.
"I stedet for at dvæle ved døden og det, de har mistet, går de ind til menneskene – ind til livet."
Sådan var det også, da de begravede Pias far. Han havde fået sit pæne blå jakkesæt med guldknapper på, og de nydelige sko. Som han ville have ønsket.
"Præsten lagde vægt på, at det var en fejring af livet. Og ja, det synes jeg, en begravelse skal være. Der må gerne være farver på blomsterne."
Og at der stadig, 46 år efter at Pia blev mødt af sin farmors tavshed, er behov for at åbne for en samtale om døden, blev hun kun bekræftet i, da hun præsenterede sin forside-ide til Leonora-bogen i en læsekreds: En fin gravsten, hvor den obligatoriske fugl er fjernet, så børnene selv kan tegne det, der passer til den afdøde. Et hjerte eller en fugl. Eller noget tredje.
"De andre syntes, den var alt for voldsom til børn. Og det bekræftede mig egentlig bare i, at vi stadig har brug for at blive bedre til at tale om alt det svære. Det er den samtale, jeg prøver at åbne op for," siger Pia.
"Jeg voksede op med tavshed, måske er det derfor, jeg har brug for at sætte ord på med mine bøger."
