Bagefter er det vanvittigt morsomt, men liiiige i øjeblikket, hvor dit børn højlydt stiller dig verdens mest pinlige spørgsmål midt i den propfyldte bus, har du sikkert mest lyst til at grave dig ned. Vi har zoomet ind på nogle af de mest tåkrummende ting, dit barn kan spørge om, og guider dig til det gode svar.
Hvordan kom babyen ind i din mave, mor?
Et helt naturligt spørgsmål, som du vil få, lang tid inden dit barn er klar til at høre om, hvad tissemænd og -koner (også) kan bruges til. Så bland kønsorganerne uden for og sig: ‘Når to voksne mennesker kan lide hinanden, kan de også godt lide at nusse sammen. Så kommer der en sædcelle inde fra far og svømmer over til et lille æg inde i mor, og det bliver til et barn’.
Bliver dit barn ved med at spørge ind til, hvordan sædcellen kommer ind til ægget, så sig ‘den er rigtig god til at finde vej’. Når du kan mærke, at du ikke har lyst til at svare på mere, er det helt fint at lukke den ved at sige ‘nu kan jeg ikke fortælle mere’.
(8 billeder)
Faktaboks
OM EKSPERTEN
Lola Jensen er familievejleder og har skrevet en række bøger om børn, familieliv og opdragelse. Hun er fast ekspert på familieområdet i Go’morgen Danmark. Læs mere på Lolajensen.dk.
Korte svar. Dit barn tager ikke skade af at gå rundt med et ubesvaret spørgsmål, hvis svaret er for stort eller for forvirrende til, at hun kan rumme det. Så husk: Korte, konkrete svar er guld værd.
Skift emne. Hvis dit barn bliver ved med at spørge ind til noget, du ikke kan finde et godt, alderssvarende svar på, så brug din ret til at sige ‘nu kan jeg ikke finde på mere at fortælle’ – og skift så emne.
Hver ting til sin tid. Husk også, at dit barn skal have lov til at spørge løs indtil femårsalderen. I skolealderen holder det dog op med at være sødt og uskyldigt, når hun for eksempel snakker højlydt om andre menneskers udseende midt i supermarkedet. Snak med hende om, at sådan noget skal hun vente med at spørge om, til I er hjemme.