'Jeg har lavet lort'

"Jeg har lavet lort"

Lort er et af de første tabuer, dit barn møder. Det er noget, de færreste af os ved, hvordan vi egentlig skal snakke om. Og skal man kalde det lort, pølser, prut eller?

Faktaboks

Lortens historie

Bandeordet ’lort’ er i familie med de såkaldte sex- og afføringsbandeord, som alle er relativt nye.

‘Skide’ opstår som bandeord omkring 1908, mens ‘lort’ opstår omkring 1929. ‘Pisse’ bliver først brugt som bandeord fra omkring 1967. I 1990’erne begyndte danskerne også at bruge engelske bandeord som ‘shit’ og ‘fuck’.

Kilde: Sprogforsker ved Syddansk Universitet Marianne Rathje.

For forfatter Lea Korsgaard skiftede det meget brat. Den ene dag var hendes ældste søn et nuttet lille væsen, der på helt naturlig vis udforskede verden og sin krop, nærmest som en dyreunge. Men pludselig, da han var omkring de fem år, blev det meget upassende, at han sad i sofaen og hev i tissemanden eller ville vise den lort, han lige havde lavet. 

LÆS OGSÅ: Projekt blestop – er I klar?

– Jeg tænkte først, han ved ikke noget om sig selv, så selvfølgelig skal han udforske det helt vildt. Men lige pludselig kan børn bare ikke slippe af sted med den slags ting længere, siger hun. 

Lea Korsgaard har skrevet bogen Orgasmeland, hvori hun fortæller historien om en lille, dansk gruppe ved navn Sexpol, der i tiden op til Anden Verdenskrig kæmpede for et nyt og bedre samfund. Midlerne var fri seksualitet og en helt ny slags opdragelse, hvor børn kun skulle gøre det, der faldt dem naturligt. Også når det gjaldt afføring.

– De troede på, at pottetræning var den værste disciplinering, du kan udsætte dit barn for, fortæller Lea Korsgaard.  

Det betød for eksempel, at hjemme hos en af de førende familier i Sexpol gik børnene nøgne rundt, indtil de var seks år. 

Pottetræning var der intet af. Børnene sked og pissede over det hele, og forældrene tørrede op. Tanken var, at børn er selvregulerende og på egen hånd finder hen til potten, når de er klar til at komme af med noget. 

LÆS OGSÅ: ”Hvordan ser afføringen ud, skat?”

Selv indførte Lea Korsgaard og hendes mand et skideskema for sønnike. Mest af alt for at modarbejde den totale ligegyldighed, purken mødte potten med. På skemaet fik han en lille stjerne, hver gang han havde tisset, og en stor stjerne, hver gang der kom mere med. Det var den fejring, der ganske pludseligt stoppede.

– Jeg ved egentlig ikke, hvorfor det skiftede, men det gjorde det, nærmest fra den ene dag til den anden, siger hun. 

Overgangen fra, at lorten er noget vi hylder, til det er noget, barnet skal holde for sig selv, er svær, fordi afføring til en vis grad er et tabu for de voksne. Det er ikke noget, vi snakker om eller deler med andre. Og i dag er forældre som Lea Korsgaard stadig bekymrede for, om de kan finde den rigtige balance mellem naturlighed og opdragelse i pottetræningen af deres børn uden at give dem et mærkeligt traume over noget så naturligt som afføring.  

Se, hvad jeg har lavet!

Renlighed: Slip den lille numse løs i varmen

Det frygtelige ord

4 mænd om hormoner, kærlighed og lortebleerBandeord – må dit barn bande?

Sagt på facebook

Vi har spurgt jer på facebook, hvad I egentlig kalder det dér i bleen, potten og kummen. Her er et udpluk:

Da min datter var tre-fire år skulle hun engang lave, og hun ville ikke selv gå på toilettet hos bedsteforældrene. Mens jeg venter, og hun sidder på toilettet, siger hun: ’Mor lorten snakker til mig’. Jeg griner og svarer: ’Nå hvad siger den da?’ Hvortil hun svarer: ’Det ved jeg ikke, den snakker tysk’.

Charlotte Løvholt Burke

Vi bor på landet, og det har smittet af på vores søns udtryk. Hos os hedder det ’møg’, og at man møger sig.

Lene Gutmann

For 28 år siden havde vi en sjov oplevelse. Min to-treårige datter og jeg sidder i er cafeteria, og højt siger hun: ’A ga gie’. Jeg siger:  ’Hvad siger du?’ ’A ga gie’. Jeg spørger flere gange, hvad det er hun vil, hvorefter en mand ved bordet ved siden af siger: ’Hun skal skide…’ Jeg blev så flov, og siden kaldte vi det alt andet end at skide.

Marlene Overgaard

En ’bøf i baglommen’.

Jeanette Lau

Herhjemme kalder børnene det for FCK. Det har deres far lært dem. Han er inkarneret Brøndby-fan, så når børnene har lavet lort, siger han, at de har lavet FCK. Her kalder vi det også for lort, for det er det, det er.

Sussi Starup Lund

Lige nu kalder vi voksne det en lorteble, men jeg kunne godt forestille mig, at når han lærer at snakke, og selv skal sige det, så kommer det til at hedde, at han skal ’mudre’. Det udtryk bruger vi om det, når vi skal.

Camilla Fru Hvide Andreassen

Hjemme hos os hedder det ’at flette en trold’.

Kirsten Skov Villadsen

’Pupski’… Det hed det, da den mindste var lille. Det havde hun lært i vuggestuen!

Tina Esmann

Min søn sidder på potten, og jeg går så forbi ham. Han kigger op og siger lige så skarpt: ’Far, jeg skider lige’. Ellers hedder det vidst bare ’puba’ herhjemme.

Kent Jakobsen

Herhjemme er det ’gongelonger’.

Sandi Glass

Min søn på 7 siger gerne ’jeg skal lige tømme ryggen’. Og ellers siger han ’jeg skal lige på bummelummeren’.

Anemarie Dürr

Har altid sagt ’bæ’, men datteren insisterer på at kalde det ’lort’ eller ’smat-bæ’. Forestil jer lige, at man sidder til fint arrangement og barnet i den fineste kjole smiler, og folk kigger sødt på hende, hvortil barnet nærmest stolt siger: ’mor, jeg har lavet smat-bæ helt op til ryggen’. I de situationer kan jeg virkelig mærke hvor fantastisk og skøn hun er på sin helt egen måde, fordi hun altid får smilet frem i en.

Jannie Kristiansen

Her i huset laver vi ’pøller’ og indimellem en ’lort’… Min datter på fire har to meget ældre søstre, og deres ’moderne sprog’ smitter nogle gange af. Så engang, min datter gik på toilettet, kaldte hun på mig, da hun var færdig, at jeg skulle komme og tørre hende, for hun havde lagt en dej! Jeg gik så derud og sagde ’HVAD?’ Og svaret kom prompte: ’Ja, en kringle mor…’ Meget svært at holde masken der.

Linda Angelina Larsen

Vi kalder det ’granater’. En episode hos lægevagten i venteværelset gjorde det ikke nær så pinligt, når pigebarnet kommer løbende: ’Mor, jeg skal lave granater!’

Malene Brummer Rasmussen

Det kaldes ’bajs’ (lort på svensk). Det var fint nok, indtil han fandt ud af, at hunden også laver pøller! Ikke så fedt, når en dreng på 2,5 står og skriger ’HUNDBAJSA MAMMA’, og stolt peger ned på den hundelort, som vores hund lige har produceret! Nu peges alle hundelorte ud hele vejen til dagplejen.

Cajsa Seger 

LÆS OGSÅ: Lina Rafn om angst, eufori og lortebleer

LÆS OGSÅ: Vi tester vådservietter

LÆS OGSÅ: Klumme: Har du smittet dit barn med sundhedssyge?