”Mor har spildt,” råbte 3-årige Theodor fra kælderen – og så hørte de babygråd
Jannicke tænkte, at hun stadig havde masser af tid. Sekunder senere kom den lille pige til verden som en raket i familiens hjem.
Denne artikel er første gang udgivet hos Klikk.no. Dette er en redigeret udgave.
”Vores to yngste børn er født ved hjælp af reagensglasbefrugtning. Det har været en lang vej, og det var en stor glæde for hele familien at få dette tredje og sidste barn.
Begge mine tidligere graviditeter var præget af, at jeg ikke var i særlig god form, og jeg endte med at gå i fødsel, da jeg fik svangerskabsforgiftning,” fortæller 38-årige Jannicke F. Stenersen.
Hun bor sammen med sin mand, Tom Rune (46 år) og deres børn 15-årige Emma, Theodor på tre år og Iben, som er seks måneder gammel.
Under den sidste graviditet forblev hun rask i ret lang tid, selv om indikatorer som blodtryk og protein i urinen betød, at hun blev nøje overvåget af en jordemoder under hele forløbet. Fra oktober fik hun barselsdagpenge og gik hjemme indtil terminen i januar.
”Jeg følte, at de sidste dage før fødslen var helt normale, og jeg blev lidt ked af det, da jeg pludselig overskred længden af mine to andre graviditeter.
Samtidig glædede jeg mig til forhåbentlig at gå i fødsel spontant denne gang, for jeg havde aldrig gået i fødsel af mig selv før,” siger hun.
Hun tænkte ikke så meget over de ekstra smerter i bækkenet og de hyppige veer, andet end at det var helt normalt, når man nærmer sig slutningen af en graviditet.
På trods af at hendes tidligere fødsler havde været ret hurtige, stressede Jannicke ikke over, at det ville tage 20 minutter at køre til hospitalet.
”Jeg havde talt med fødeafdelingen om, at jeg gerne ville ind til et hurtigt tjek, hvis jeg troede, at jeg havde veer. Derfor følte jeg, at jeg havde kontrol over dét, jeg kunne kontrollere, og jeg følte mig sikker.”
På gulvet i vaskerummet
En aften lige før terminen kunne Jannicke ikke sove og blev oppe for at se fjernsyn. På dette tidspunkt i hendes graviditet var veerne begyndt at komme jævnligt, men hun følte ingen smerte eller angst, så tanken om, at hun skulle ringe til fødeafdelingen for at tjekke, strejfede hende ikke.
Annonse
”Men klokken halv syv om morgenen var jeg ret sikker på, at det nu var blevet til noget mere end veer.
Det havde sneet en del i løbet af natten, og jeg vækkede Tom Rune for at fortælle ham, at han skulle gå ud og rydde sneen væk, mens jeg tog et bad og gjorde mig klar til at ringe til fødegangen for at aftale et tjek,” siger Jannicke.
Det føltes ikke, som om de havde travlt, og hun troede stadig, at de sagtens kunne klare det. Heldigvis nåede Tom Rune aldrig ud den morgen, for da Theodor stod op, og Tom Rune stod på badeværelset og børstede tænder, gik det op for dem begge, at der var ved at ske noget andet.
”Han spurgte mig, om han skulle ringe til fødeafdelingen for mig. Jeg svarede, at jeg bare kunne gøre det selv, mens jeg gik ned på toilettet i kælderen for at hente noget tøj,” griner Jannicke.
Hun ringede klokken syv til fødeafdelingen og forklarede dem situationen.
”Jeg havde lige sagt, at vandet i hvert fald ikke var gået endnu, da det gjorde, og jeg mærkede, at Iben nærmest sejlede ud med fostervandet.
Jeg kan huske, at jordemoderen i telefonen sagde til mig, at jeg skulle fange hende og pakke hende ind i håndklæder.”
Sekunder senere kom Iben til verden som en raket. Tre-årige Theodor havde opdaget, at vandet var gået, og han råbte til sin far, at ”mor har spildt”. Før de to kunne nå ned i kælderen og ud på toilettet, hørte de lyden af den lille baby, der græd.
”Heldigvis blev Theodor hurtigt hentet af sin mormor, som bor ved siden af, så han nåede ikke at se Iben. Tom Rune kunne koncentrere sig om at hjælpe os, lige indtil jordemoderen og ambulancefolkene kom. Han var nok lidt chokeret over, hvor hurtigt det var gået, og det tror jeg, vi begge var.”
Annonse
Bevarede roen
Mærkeligt nok følte Jannicke ikke nogen frygt. Da det gik op for hende, at hendes datter skulle fødes hjemme, vidste hun, at hun bare skulle få det til at ske. Hele tiden havde hun en fantastisk jordemoder i røret, som med rolig og sikker stemme forklarede dem, hvad de skulle gøre.
”Det var betryggende at vide, at den jordemoder, der havde deltaget i fødslen over telefonen, også kom med i ambulancen. Hun forklarede hele vejen, hvor de var, indtil de stod i vores entre herhjemme,” siger Jannicke.
Der blev taget godt hånd om dem alle tre. Jordemoderen undersøgte straks den nybagte mor, fjernede moderkagen og klippede navlestrengen.
”Ambulancefolkene talte med både mig og Tom Rune. Stemningen var rigtig god, og vi grinte af alt det, der var sket på så kort tid denne tidlige vintermorgen. De tjekkede Iben, og hun blev klædt på og spændt fast til mig, inden vi tog af sted.”
Annonse
Selvom Jannicke fik en stor blødning i ambulancen på vej til hospitalet, følte hun sig aldrig bange eller syntes, at oplevelsen var skræmmende.
”Jeg følte mig så utroligt godt passet på.”
Efter to dage på hospitalet følte hun, at Iben og hende kunne tage hjem til resten af familien.
”Jeg kan ikke rose fødeafdelingen nok. Det er en flok dygtige mennesker, der arbejder der,” siger Jannicke taknemmeligt.
Tiden efter hjemkomsten var fantastisk, og familien fandt sig hurtigt til rette i den nye hverdag som forældre til tre.
”Jeg havde forventet at få en eller anden form for reaktion bagefter, men den udeblev. Vi er så taknemmelige for, at alt gik så godt, og vi har konkluderet, at det ikke nytter noget at tænke på, hvad der kunne være gået galt i den situation.
Vi fik en sund og rask lille pige på en lidt usædvanlig måde. Iben charmerer alle med sit store smil hver eneste dag.
Hverdagen som forælder til tre er, som den skal være, ret travl, men vi er utroligt taknemmelige for at kunne opleve det her,” afslutter Jannicke.
