Psykolog om curlingbegrebet: Stop nu med at tale om noget, der ikke eksisterer

Curlingbørn og -forældre eksisterer ikke.  

Det er et udokumenteret begreb, der aldrig burde have fået fodfæste i debatten om opdragelse. Curling er en vintersport og ikke et psykologisk fagbegreb.

Det mener psykolog, forfatter og foredragsholder Dorthe Birkmose.

De sidste tyve års snak om curlingbørn og -forældre har ifølge psykologen skævvredet debatten og skabt en forældregeneration, der føler skam over at hjælpe sine børn – og det er problematisk.

Dorthe Birkmose møder forældre, der fortæller, hvordan de stiller større krav til deres børn eller føler sig presset til lade dem klare sig selv, blot fordi de frygter at blive kaldt en ”curlingforælder”.

”Efter jeg har kritiseret curlingbegrebet, har mange forældre henvendt sig til mig og sagt: Ej, hvor er det dejligt, at vi gerne må hjælpe vores børn. Og jeg tænker: Selvfølgelig! Det er jobbet som forælder at hjælpe sine børn i den udstrækning, de har brug for,” siger Dorthe Birkmose.

”Curlingdebatten har ført til skyld og skam og en utilstrækkelighedsfølelse for forældre, og det er der ingen grund til. De hjælper bare deres børn – og gudskelov viser undersøgelser også nu, at det er de børn, der får hjælp, der kommer til at klare sig bedst,” siger Dorthe Birkmose og refererer til en analyse, som VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd igangsatte ovenpå flere års debat om, hvordan forældre bør opdrage deres børn.

Analysen viste, at andelen af de såkaldte ”curlingfamilier” – der findes ikke en præcis definition af begrebet – kun udgjorde 6 procent ”og er således ikke meget udbredt blandt familier med unge,” konkluderede analysen.

De herskende børn

Dorthe Birkmose er ikke den første til at kritisere curlingbegrebet.

Også professor i udviklingspsykologi på Aarhus Universitet Dion Sommer har tidligere kaldt begrebet for ”et fantom, en konstruktion” og Grethe Kragh-Müller, lektor i psykologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet, understregede i 2017 overfor DR, at der er ”ingen undersøgelser, der viser, at forældre er så overbeskyttende, at deres børn ikke bliver selvstændige.”

Men siden curlingbegrebet blev introduceret herhjemme i år 2000 med børnepsykolog Bent Hougaards bog ”Curling-forældre og service-børn”, har medier, fagpersoner og lægmænd diskuteret, om forældre curler deres børn for meget.

Dengang, i start 00’erne, lød Bent Hougaards anke, at børn var blevet små herskere, der egenrådigt bestemte.

Til Berlingske forklarede han, hvordan et 5-årigt børnehavebarn havde kaldt ham ”dit gamle røvhul”, fordi han bad ham om at stoppe med at kaste med sand:

”Med den opdragelse er vi på vej mod det respektløse samfund, hvor alle er ligeglade med hinanden,” lød det fra Bent Hougaard, der vurderede, at curlingbørn ville få problemer med at begå sig både fagligt og socialt og kaldte dem ”en generation af selvcentrerede og selvtilstrækkelige børn”.

Gentagelser slører for sandheden

Den bekymring, Hougaard introducerede for tyve år siden har altså manifesteret sig i den offentlige opdragelsesdebat og -retorik og lever ifølge Dorthe Birkmose stadig i bedste velgående. Hvorfor forstår hun ikke.

”Jeg undrer mig over, at psykologer og opdragelseseksperter kan tale med stor autoritet om et fænomen, der ikke er anerkendt som et fagbegreb. Det undrer mig meget – især fordi kravet til psykologer og andre fagfolk er, at der skal ligge forskning til grund for det, man siger. Men Bent Hougaard har ikke noget forskning, der underbygger hans bekymring,” siger hun og henviser igen til analysen fra VIVE, der påviste, at de såkaldte curlingbørn klarede sig bedst: 

 ”Så det næste meget problematiske ved at kritisere curlingforældre og -børn er, at de der 6 procent, som man så kunne finde (i analysen fra VIVE, red.), var børn, der virkelig, virkelig trivedes – både fagligt og socialt.”

Men siden begrebet er blevet brugt så længe af både medier og fagfolk, er der så ikke noget om det? Hvordan kan du fuldstændig afvise, at det eksisterer?

”Det er ikke mig, der kan afvise eksistensen af curling-begrebet. Eksistensen af en hel generation af curlingbørn blev afvist af VIVEs forskning i 2018. At et begreb bliver brugt igen og igen er ikke udtryk for, at der er noget om det. Problemet med gentagelser er, at gentagelserne i sig selv er med til at få et udsagn til at virke mere og mere sandt,” siger hun og tilføjer, at curlingbegrebet skal ses i kontekst af den øgede individualisering, som karakteriserer samfundsdebatten.

”På den måde hænger det her ufaglige begreb meget godt sammen med ideen om, at det er individets eget problem at have angst, depression eller føle sig ekskluderet i stedet for at se det som et fælles ansvar.”

Hjælp dem, der får for lidt omsorg

Dorthe Birkmose mener, at det er på tide, at fokusset skifter.

I stedet for at (blive ved med at) debattere, hvorvidt børn curles for meget, mener hun, at fagpersoner og medier bør fokusere på de børn, der for ”få lidt” hjælp og svigtes. Dem, som er overladt til sig selv og ikke bliver hentet af deres forældre i skole, som ikke får hjælp til lektierne, ikke har en voksen, der udviser interesse og kærlighed.

”Vi har fattige børn i Danmark. Vi har omsorgssvigtede børn. Vi har flygtningebørn. Vi har stressede børn. Vi har børn, der bliver krænket. Vi har børn med usynlige vanskeligheder. Vi har børn, der vægrer sig mod at komme i skole. Vi har så mange børn, der har brug for så meget mere nærhed og opmærksomhed, end de får. Hvis vi kunne lægge samme energi i at tale om dem, der hjælpes for lidt, som vi har brugt de sidste 20 år på at tale om dem, der har det helt fint, ville vi kunne gøre en forskel,” lyder det fra psykologen.

ALT.dk har talt med Bent Hougaard, der ikke forstår kritikken. Han siger som reaktion på Dorthe Birkmoses analyse af curlingbegrebet:

”At Dorthe Birkmose ikke forstår, at diskussionen om curlingforældre og servicebørn stadig finder sted, kan muligvis skyldes, at hun ikke har daglig kontakt med bekymrede og rådvilde forældre til småbørn. At udråbe mig til opdragelsesekspert og tillægge mig stor autoritet, er lige lovlig flot. Jeg har gennem de sidste 20 år haft samtaler med over 500 forældre, der har været forbavset over, at jo mere omsorg de har givet deres barn, des mere omsorgskrævende er det blevet.  Jo mere hjælp barnet har fået, des mere hjælpeløs er det også blevet. VIVE skulle måske lave en undersøgelse blandt landets pædagoger og skolelærere for at få be- eller afkræftet, om der er tale om et postulat, eller om for megen ”curling” stadig udgør et massivt problem i dagens Danmark.”