Hvem skal passe dit barn - og hvornår?

OBS: Denne artikel er oprindelige udgivet d. 23. september 2015. Efter aftale med psykolog Anne Rechenbach og sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen er artiklen opdateret af Lea Holdgaard Hansen.

Da jeg fik mit første barn, min søn, var der en del i min mands omgangskreds, der også blev forældre for første gang. Og med forældreskabet medfølger en stor interesse for evig og altid at skulle diskutere, hvordan vi er som forældre – og måske i virkeligheden især, hvordan andre er.

Et af de emner, vi kredsede en del om, var, hvordan vi oplevede, at en del nybagte forældre allerede efter et par måneder fik deres baby passet. Så mor og far kunne komme ud at spise – have ”voksentid”. Men min mand og jeg fik ikke vores søn passet.

At få sit barn passet avlede klap på skulderen

Vi oplevede også, hvordan dem, vi kendte, der fik deres lille baby passet, blev mødt med: ”Hvor er I seje” fra omverdenen. Dem, der formåede at fortsætte deres ”voksenliv” fra før baby mest muligt, var dem der fik et klap på skulderen og beundrende blikke. Det undrede os lidt. For vi syntes, at det var sejere, at vi kunne passe vores barn selv, selvom det var hårdt. Disse oplevelser fik os til at tænke over, hvor meget det egentlig er okay at få sit barn passet?

"Børn under 1 år har generelt ikke behov for at være uden deres forældre. For det lille barn er det allerbedste at have mor og far hos sig. Forældrene er barnets primære omsorgspersoner, som barnet trygt kan stole på altid vil være der, altid vil hjælpe", siger sundhedsplejerske Helen Lyng-Hansen.

"Vi ved fra forskningen, at det lille barns tillid til omverdenen og tillid til egne evner grundlægges i de første år i samspillet med de trygge omsorgspersoner, altså primært moderen og faderen. Det betyder ikke, at barnet slet ikke må udsættes for frustrationer. Det kan slet ikke udgås - men frustrationerne må mindskes og må aldrig udgøre mere end de positive og givende oplevelser som barnet får. Barnet udtrykker selv, hvad det har behov for, og det er den empatiske forældrens opgave at lytte og tolke signalerne. Det betyder, at såvel moderen som faderen skal aflæse via øjenkontakt, reaktioner og udbrud, hvad barnet kan magte," siger psykolog Anne Rechenbach.

Min søn var et halvt år, da han blev passet første gang. Min mand havde fødselsdag, og han og jeg var ude at spise i 2,5 time. Det var SÅ skønt. Men også virkelig dejligt at komme hjem til vores dreng igen, der var blevet passet af sine bedsteforældre.

"Alt efter hvor robust dit barn er, og hvor følelsesmæssigt og empatisk givende forældrene er, bør dit barn inden for de første år kun passes af forældre, bedsteforældre og vuggestue, mens ukendte mere eller mindre tilfældige babysittere, så vidt det er muligt, begrænses eller helt undgås", fortæller Anne Rechenbach.

Barnet har ikke brug for at blive passet

Efter vores søn var blevet passet første gang, blev han regelmæssigt passet i et par timer ad gangen af især sin mormor. Ikke ofte, men en gang imellem. De har den dag i dag et rigtig nært bånd, som, jeg bilder mig ind, blandt andet skyldes deres alenestunder.

"Bedsteforældre vil ofte gerne passe, og det kan give mor og far mulighed for at tage ud at spise, være i byen et par timer og så videre, hvilket kan være rigtig dejligt. Det er også rigtig dejligt, hvis bedsteforældre og børnebørn knytter bånd. Man skal dog hele tiden huske på, at barnet stadig ikke har brug for at være væk fra sine forældre for lang tid ad gangen," siger Helen Lyng-Hansen.

Da min søn kun var et par måneder, havde jeg slet ikke lyst til at være væk fra ham. Det ville simpelthen føles unaturligt for mig at være væk fra mit barn. Og det havde jeg det helt fint med, selvom jeg også kunne mærke et pres fra omverdenen om at skulle være mere ”fri” og uafhængig. Men det var jeg jo ikke længere. Så hvorfor lade som om?

I dag er min søn fire år, og nu føles det som det mest naturlige i verden at overlade ham til sine bedsteforældre fra fredag til søndag. Han elsker det – og det gør vi også! Og det er faktisk også godt for ham at blive passet ifølge Helen Lyng-Hansen.

"I takt med, at dit barn vokser op, vil det naturligt have mere og mere glæde af at være ude blandt andre børn, være sammen med familien, opleve nye ting og så videre. Det kan være rigtig dejligt for et barn for eksempel at opleve noget med bedsteforældrene alene – og kunne fortælle om det, når mor og far så kommer senere. Børn kan også lære nye ting sammen med andre børn og voksne. Vi gør alle sammen ting forskelligt, og det kan være meget berigende for et barn at opleve andre og nye måder at gøre ting på", siger Helen Lyng-Hansen.

Dit behov, der tilfredsstilles

Med fare for at komme til at lyde som en hønemor, så nåede jeg aldrig rigtig et punkt med min søn, hvor jeg havde det super godt med at aflevere ham i vuggestue. Det er først, efter han er kommet i børnehave og har fået hans første rigtige venner, at det føles som det bedste for ham at komme derned hver dag.

"I Danmark har vi gode daginstitutioner, og pædagogerne er generelt meget veluddannede. Forældrne har mulighed for at drøfte deres bekymringer med pædagogerne og på den måde nuancere forståelsen for deres barns adfærd. Barnets lærer at omgås andre børn - på godt og ondt - og stimuleres generelt ved denne kontakt. Ofte er barnets adfærd i vuggestue og børnehave meget forskelligt fra, hvordan barnet er på hjemmefronten, og dette skal forældrne sammen med pædagogerne forstå betydningen af", siger Anne Rechenbach. 

Helen Lyng Hansen fokuserer på, hvor vigtigt samspillet med jævnaldrende børn er for dit barn.

"Leg med andre børn er meget vigtigt. Når børn leger sammen, giver de naturligt hinanden modspil på en anden måde, end når voksne og børn leger sammen. Leg mellem børn i forskellige aldre er med til at styrke barnets sociale kompetencer", siger hun.

Men det helt lille barn, der starter i vuggestue, har egentlig ikke behov for at være væk fra sine forældre. Så her er det ikke dit barns behov, der imødegås, men nærmere dine.

"Det kan være dejligt for dit barn at være ud blandt andre børn, spejle sig i andre børn, men dit barn har ikke behov for at være uden mor og far i timevis dagligt. At børnene er det, er ofte et behov udløst af, at vi er nødt til at gå på arbejde", siger Helen Lyng-Hansen.

Når min mand og jeg oplevede, hvordan en bekendt fik passet sit lille bitte barn flere gange om ugen – og af både venner og familie – kom jeg til at tænke over, at vores bekendte måtte syntes, at det var virkelig hårdt at have fået et barn. For hun fik det passet hele tiden for at kunne lave noget andet. Vores eksperter mener i høj grad, at man kan få sit barn passet for meget.

"Hvis pasning af mere eller mindre tilfældige babysittere overstiger det givende samvær med forældrene, kan det  på længere sigt resultere i manglede selvtillid hos dit barn og manglende tro på, at dit barn kan mestre tilværelsen. Det betyder, at dit barns grundtillid er blevet svækket", siger Anne Rechenbach.

Bedsteforældre, pædagoger og au-pair-piger

Helen Lyng-Hansen anser det for at være helt essentielt for dit barns udvikling, at det har en nær tilknytning til vigtige voksne. Men her taler hun både om primære og sekundære omsorgspersoner.

"De primære vil normalt være mor og far. Det er dig som forælder, der tager sig af dit barn, fra det er helt lille, du fungerer som dit barns sikre base – den, dit barn trygt kan stole på, vil hjælpe, hvis der opstår utrygge situationer. Og for at danne denne tilknytning, skal du naturligvis bruge rigtig meget tid sammen med dit barn. Men dit barn har også sekundære omsorgspersoner. Det kan f.eks. være bedsteforældre, en dagplejer, en pædagog, en au-pair eller lignende. Det er de personer, dit barn bruger, når de primære omsorgspersoner ikke er til stede", siger Helen Lyng-Hansen.

Hun mener derfor, at det er vigtigt, når dit barn skal passes, at det har en god omsorgsperson hos sig, som det kan knytte sig til – altså ikke bare en veninde eller en kusine, som dit barn kun ser hver tredje måned.

"Om dit barn bliver passet for meget afhænger af, hvor stabil omsorgspersonen er. Hvis der f.eks. er tale om en au-pair, vil der jo være stor sandsynlighed for, at personen rejser efter en periode, og dit barn således vil risikere at miste en primær omsorgsperson", siger Helen Lyng-Hansen.

Men hvad er tommelfingerreglen, når det kommet til at få dit barn passet? Er det max én dag, når dit barn er 1 år, max 2 dage, når barnet er 2 år og så videre?

"Man skal prøve at skelne mellem pasning og ferie. Når børn bliver passet, så er der ofte tale om timer, altså en afgrænset periode. Når der er tale om, at dit barn skal overnatte, og der dermed er tale om dage og nætter, så bliver det snarere til ferie. Og som udgangspunkt skal børn ikke sendes væk på ferie væk fra deres forældre, før de er så gamle, at de selv kan give udtryk for, at det har de lyst til. Derudover skal du lytte til dig selv, din mavefornemmelse og lytte til dit barn og de signaler, det sender, de behov dit barn giver udtryk for. Pasning og overnatning vil ofte gå bedst, hvis dit barn selv virker parat", slutter Helen Lyng Hansen.