Her er 30 ting, du kan lave med børnene i sommerferien
En weekend med fart på, en eftermiddag til lands, til vands - eller som konge for en stund. Vi har samlet masser af inspiration til hyggelige sommerudflugter og aktiviteter for hele familien.
Sommer betyder masser af god kvalitetstid med børnene. Og når ferien ikke byder på de store udenlandsrejser, skal man som forældre skrue lidt mere op for opfindsomheden, når dagene skal planlægges.
Vi har her samlet 31 gode bud på éndagsudflugter og sjove aktiviteter rundt om i landet.
Sjælland
1. GoBoat: Vær din egen kaptajn for en dag
Pak picnic-kurven med hjemmesmurte sandwich, yndlingsspillet og solcremen og hop ned i en af de hyggelige GoBoats, der sejler dig rundt i Københavns gamle havn.
Mor eller far kan pynte hovederne med kaptajn-kasketten, og så handler det ellers om at fortælle røverhistorier og sjove anekdoter om alle de historiske bygninger og små åndehuller, I sejler forbi på vejen.
Vidste I f.eks., at det nuværende Christiansborg Slot er nummer tre i rækken? Se også, om I kan spotte det berømte dragespir på Børsen og se Den Sorte Diamant glimte i sommersolen - og ellers kan I også bare læne jer tilbage og nyde turen til vands.
Tip: Tag et fiskenet med hjemmefra og udnævn børnene til skraldepirater. Det er sjov underholdning for de mindste at fange havnens skrald - og så er dagens gode gerning for miljøet også klaret.
Islands Brygge 10
2300 København S
2. Bliv væk i Kalvehave Labyrintpark
20.000 m2 fyldt med drilske labyrinter og kæmpestore spil, der med garanti kan vride hjerner hos både store og små. Bliv væk i den kringlede Efeu Labyrint, hvor du ikke ved, hvad der gemmer sig på den anden side af brædderne, og se, hvor langt din stedsans mon rækker. Kan du finde ud? Eller må du overgive dig til de uendelige, blinde gange? Se også, hvem der kan spænde de hurtigste ben på nakken og suse afsted med sejren i den snoede Vædeløbs Labyrint. Og når benene har brug for et hvil, kan du dyste mod mor og far i de forstørrede udendørsspil, der bare venter på en lille genistreg.
Hovvejen 12
4771 Kalvehave
3. Trafiklegepladsen ved Gunnar Nu Hansens Plads
Det er SÅ skønt at føle sig lidt større, end man i virkeligheden er. På trafikbanerne i Fælledparken i København kan ungerne cykle omkring mellem autentiske miniskilte, vejstriber, hajtænder og vejkryds med lysregulering og lege, at de er ude i virkelighedens, travle trafik. Og så gør det heller ikke noget, at de oven i hatten kan lære lidt om færdselsreglerne, vel?
Hvis I har skateboard, rulleskøjter eller løbehjul med, har Fælledparken også de bedste baner til den slags. Trafiklegepladsen er bemandet fra klokken 10 til 17 i hverdage.
Tip! Der er mulighed for at låne trehjulede cykler til de mindste.
Gunnar Nu Hansens Plads 10
2100 København Ø
4. Sydhavnstippen: Økologisk eksperimentarium
Naturen ligger derude og venter på, at I undersøger den. Også midt i storbyen. På Sydhavnstippen i København kan I begive jer ud i det store, vildvoksende naturområde ved Sydhavnen og møde både lækatte, skovhornugler, græssende får og bløde lamaer. Hvis I da ikke får alt for travlt med at plukke brombær, havtorn og sprøde æbler.
På den nordlige del af tippen kan I kigge ind i insekthotellet, tænde op ved et af bålstederne og besøge bistaderne. Herudover er der løbende børnevenlige arrangementer i Sydhavns-tippens kalender.
Tip! Husk madpakker og praktisk tøj. Kontakt miljøgruppen på forhånd, hvis I vil møde bierne.
Fragtvej 9
2450 København
5. Slip de små kunstnere fri på Louisiana
Dampende varm latte, direkte vue over Øresund og skøn stilhed, fordi ungerne er travlt beskæftiget med at male. Kunstmuseet Louisiana i Nordsjælland har innovative udstillinger, en spændende museumsbutik og ikke mindst Louisiana Børnehus, hvor de små kan skabe mesterværker til køleskabet.
Cafeen har udsigt over Øresund, og Søhaven indbyder til både leg og en gåtur med barnevognen. Der er mulighed for at låne en klapvogn.
Gammel Strandvej 13
3050 Humlebæk
6. Abekattestreger: Havreholm Klatrepark
Svævebaner i trætoppene, trapezgynger i det fri og rebbaner højt over jorden. Få sved på panden og smil på læben på de udfordrende baner i klatreparken, der både kan findes i Ledreborg, Frederiksdal, Nordsjælland og på Bornholm. Banerne varierer i sværhedsgrad, og der er sjove prøvelser for både store børn og de alleryngste.
Tip! Husk at booke minimum 24 timer i forvejen.
Klosterrisvej 4, Havreholm
3100 Hornbæk
7. Kronede dage: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot
Det er ikke hver dag, man får chancen for at gå i de kongeliges, fornemme fodspor. På Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot kan I begive jer rundt i Christian den Fjerdes gamle, højloftede sale og springe i en af de mange, genskabte renæssancekjoler eller rustninger. Lad også ungerne prøve kræfter med en fjerpen og lad dem farvelægge prinsessekjoler og våbenskjold.
På museets børneudstilling kan de små få fortalt den fantastiske fortælling om at vokse op som en rigtig konge.
Tip! Hold øje med museets sporlege med opgaveløsning for de lidt større børn – temaerne skifter og bliver annonceret på museets hjemmeside.
Frederiksborg Slot 10
3400 Hillerød
8. En brandsjov oplevelse: Odsherred Brandmuseum
Der er spænding i luften i den store hal i Asnæs, hvor mere end 20 brandslukningskøretøjer står parkeret på ræd og række - klar til at store som små kan kravle ombord. Også på de helt gamle sager. Ud over bilerne udstiller museet også hjelme, brandslukningsudstyr, modelbiler og uniformer, som ungerne oven i købet kan blive fotograferet i.
På udvalgte dage er der mulighed for at få en køretur i en rigtig brandbil og se opvisning med brandskum, og uden for museet fortsætter balladen på legepladsen med vipper, rutsjebane og en stor legebrandbil.
Industrivangen 12
4550 Asnæs
9. Sagnlandet Lejre: Stenalderpiger og vikingedrenge
Er det rigtigt, at vikingerne var ædedolke? Gik stenaldermennesker også til tandlæge? Og ofrede jernaldermennesker virkelig deres hunde til guderne?
I Sagnlandet Lejre kan I blive klogere på, hvordan folk levede for tusindvis af år siden og tale med de vikingekvinder, jernaldermænd, stenalderjægere og håndværkere, der går rundt mellem de autentiske huse, haver og værksteder.
Besøg områdets får, vildsvin, geder og gæs, eller læg vejen forbi Båldalen, hvor børnene kan sejle i stammebåde, male mel og hugge brænde på ægte vikingemaner.
Slangealleen 2
4320 Lejre
10. Knuthenborg Safaripark: Rejs til Afrika, Asien og Amerika på én dag
List forsigtigt og lydløst forbi de næsten lyslevende dinosaurer, der gemmer sig mellem de tårnhøje sequoia-træer og trut om kap med dyrene på Elefant-sletten.
I Knuthenborg Safaripark kan du klappe dovne vandbøfler, lade giraffernes slimede tunge slikke din hånd og trille bilen ind i Tigerskoven, hvor de store katte ligger på lur efter deres næste, saftige bytte. Pas på! Hvis du ikke bliver i selen, kunne det måske blive dig.
Slip også de små chimpanser løs i Limpopoland, hvor de kan svinge sig i forlystelser og vaske gnu-lugten af sig i vandrutsjebanerne.
Tip! Snup en overnatning i hævede telte på savannen og se de fascinerende dyr i måneskin.
Knuthenborg Allé
4930 Maribo
11. Se de vilde krokodiller i Krokodille Zoo
Slangers hvislen får dig til at spæne gennem junglen mod den åbne strand og flod, men tør du hoppe i?
I Krokodille Zoo på Falster ånder frygten dig i nakken, når du står ansigt til ansigt med krokodillearter fra rundt omkring i verden! I ferien kan du se dem få foder, og har du fået nok af de store krybdyr, kan du tage videre og hilse på pumaerne eller de flyvende hunde.
Ovstrupvej 9
4863 Eskilstrup
12. Kunstner for én dag: Blæs glas i Holmegaards kreative værksted
Fyld lungerne med al den luft, du kan mestre, og find din indre glaskunstner frem. I Holmegaards kreative værksted kan du ikke kun kigge med, når dygtige glaspustere blæser flotte lampeskærme, farverige vaser og vinglas med syletynde stilke.
Du kan også selv prøve kræfter med den svære disciplin og tage en unika-kugle eller et skævt drikkeglas med hjem.
I Glasatelieret kan du dekorere færdiglavet glas, og bagefter kan I svinge forbi Keramikatelieret, hvor du kan male flotte motiver på porcelæn – nøjagtigt som de gør det hos Kähler. En sjov aktivitet for både store og små håndværkere!
Obs! Hjemmepustet glas kan først hentes dagen efter. Resten kan tages med hjem samme dag.
Glasværksvej 53
4684 Holmegaard
13. Giv gas som cirkusartist
Er cirkus et hit hjemme hos jer, kan I bruge en dag i sommerferien på at besøge cirkusmuseet. Ud over den den almindelige cirkusudstilling kan I blandt andet opleve et underholdende hologram af bugtaleren Peter Nørgaard og hans dukke, hunden Charly, som vil tage jer igennem cirkushistorien.
I kan også gå over i museets store fægtesal og give gas som vaskeægte cirkusartister. Museets erfarne cirkusartister står klar til at hjælpe jer med at mestre cirkusdisciplinerne.
TIP! Det anbefales at bestille billet på forhånd, da der kun er et begrænset antal billetter til salen hver dag.
Hovedporten 6
2650 Hvidovre
14. Højt til vejrs i Camp Adventure
Vinden rusker i træværket, og bøgeskoven under dig forsvinder længere og længere væk. I Camp Adventures unikke Skovtårn kan du komme højt til vejrs. Og det er ikke for bangebukse! Hele 45 meter er der til fast jord under fødderne, og det kan få selv de mest hårdkogte højdespringere til at ryste en anelse i knæene. Har du først klaret dig hele vejen op ad de snoede gange, er det fuldstændig tilladt at prale.
Skal højderne være en anelse mere kontrollerede, kan du slippe store abekatte løs i Danmarks største klatrepark, hvor de skal klikke sig fast til linen og svinge sig igennem svære forhindringer og susende svævebaner.
Tip! Turen gennem bøgeskoven, op i Skovtårnet og tilbage igen er 3,2 kilometer lang, så det kan være en god idé at alliere sig med en klapvogn eller en bæresele til de mindste.
Skovtårnsvej 1
4683 Rønnede
Jylland
15. Aros Studio: Picasso for en dag
Tag din lille Picasso i hånden, og afprøv dine og ungernes kunstneriske talenter på Aros’ Studio-værksted i Aarhus, når museet hver weekend åbner dørene for familieaktiviteter i kunstens tegn.
Bliv udfordret med materialer og opgaver, der handler om en aktuel kunstner, eksperimenter med lys, farver, rum og rammer, og leg jer til en ny oplevelse af kunsten med hjælp fra museets personale.
Tip! Arrangementerne varierer i temaer og sværhedsgrader – tjek museets hjemmeside. Undersøg også dit lokale kunstmuseum for lignende oplevelser.
Aros Allé 2
8000 Aarhus C
16. Tæt på trækronerne
Billund bryster sig af at være børnenes hovedstad - og måske er der noget om snakken. Sidste år kunne WOW PARK slå dørene op til en 28 hektar stor natur- og forlystelsespark, hvor børn og barnlige sjæle kan boltre sig i trætoppene. Parken har flere end 100 legeaktiviteter såsom trætop-huse, hængebroer i op til 14 meters højde, gigantiske hoppenet med kæmpbolde, underjordiske huler og svævebaner. Så lad lige højdeskrækken blive hjemme, ikke?
Harvemarken 15
7190 Billund
17. På togrejse tilbage i tiden
Dampen slanger sig på den skyfri himmel, hornet tuder, og skinnerne hviner i svingene, så hårene på kroppen stritter. På veteranjernbanen Mariager-Handest langs Mariager Fjord kan I opleve en togrejse som i starten af 1900-tallet, og det er næsten som at være med i sin egen western.
Mariager Handest Veteranjernbane
Ny Havnevej 4
9550 Mariager
18. Bidt af en gal videnskabsmand i Universe
Kan du løfte en bil, sende en hjemmelavet vandraket til vejrs eller balancere en Segway gennem den kringlede bane - uden at slide på skosålerne?
Sjov kan også være en videnskab, og i oplevelsescentret Universe kan små teknologinørder og videnskabsmænd prøve kræfter med alt fra frygtindgydende klatrebaner til virtual reality-oplevelser og lynhurtig rutsjebaneræs.
Her sætter kun fantasien grænser for den gakkede galskab. Hiv lillebror eller lillesøster med i Bubblelab eller tag din allerførste køretime i en sej elbil!
Tip! Lej en trækvogn for 40 kroner til alt jeres habengut.
Mads Patent Vej 1
6430 Nordborg
19. En tur/lur bag tremmer
Vidste du, at det faktisk er muligt både at mærke historiens vingesus og en snas adrenalinpumpende action samtidig? I skal blot en tur i fængsel! I Ribe kan hele familien komme en frivillig tur i brummen til overnatning i byens, gamle arresthus, der i dag er transformeret til Hotel Den Gamle Arrest. Den
475 år gamle bygning fungerede som arrest fra 1891 til 1989, men i dag er arresten renoveret og forvandlet til 11 enkelte og hyggelige værelser, der kan rumme to personer med mulighed for
en ekstra opredning.
Torvet 11
6760 Ribe
20. Fyr den af: Action House i Løkken
Action House i Løkken er ikke for bangebukse. Her kan de større børn give den fuld gas på Danmarks største gokartbane, skyde løs med de harmløse lasergame-pistoler og ramme plet på bowlingbanen med de fuldautomatiske børnebaner.
Tag lillebror og lillesøster med i legelandet, hvor de kan rutsje, kravle og klatre så længe, de orker.
Industrivej 1
9480 Løkken
21. Lille Vildmosecentret: Mød nordens kæmper
De bliver kaldt for Nordens kæmper. I Lille Vildmose kan I opleve Danmarks eneste elge, når de tøffer rundt i det store, fredede naturområde. Hvis I er sultne efter flere dyreoplevelser, er der mulighed for at tage med på krible-krable-insektjagt, frokostservering for vildsvinene og flyveture i ørnesimulatoren, inden I fylder både små og store maver med grill-pølser i centerets bålhytte.
Tip! Husk praktisk tøj og fodtøj og evt. en kikkert.
Vildmosevej 100
9280 Storvorde
22. Kram en ko: Gyvelborg besøgsgård
Hvornår har du sidst krammet en ko? På den økologiske gård ved Nørre Snede er køerne så tamme, at I kan putte jer ind til dem på marken. Først får I en kedeldragt, et rødt halstørklæde, en bondekasket og gummistøvler på og besøger de små kalve. Bagefter er det tid til, at I kommer ud til de store malkekøer.
Oplevelsen tager omkring to timer og kan krydres med markvandring, bærplukning, is-spisning eller pandekagebagning over bål. Og et møde med gårdens kaniner, marsvin, katte og hunden, Nora.
Tip! Søg efter besøgsgårde på Google for at finde en bondegård i nærheden af, hvor I bor.
Frisbækvej 14
8766 Nørre Snede
23. Drag på drageflyvning
Drager, der danser i vinden er både spændende og fulde af sjov for hele familien. Uanset om det er de farverige, færdigkøbte af slagsen eller de hjemmebyggede, I har brugt timevis på. Hver eneste sommer løber en temmelig magisk og storslået dragefestival af stablen på Fanø.
I år finder den sted fra den 16. til den 19. juni, og i de dage indtager tusindvis af farverige og fantasifulde drager stranden på vestsiden af øen.
På den store strand på vestsiden af Fanø
24. Tag til blomsterfestival
Snus til blomsterne, når Tivoli Friheden denne sommer åbner op for årets blomsterfestival. Hele parken vil være i sommerens farver, alt fra lyserøde begonier til blå lobelia. Der er noget for alle sanser, når blomster både kan ses, duftes, smages og lyttes til i en fortælling. Spil fx med i festivalens Blomster Bingo, plant dit eget abrikos- eller ferskentræ i Orangeriet eller lær, hvordan ukrudt kan skabe en god smag i pandekager.
Blomsterfestivalen i Tivoli Friheden løber fra 1. juli til 7. august 2022.
Skovbrynet 5
8000 Aarhus
Fyn
25. Egeskov Slot: Leg racerkører eller prinsesse for en dag
Lad de større børn få hjul under fødderne med sjove moon car-vogne og se, hvem der kommer først igennem den kringlede hækkelabyrint. De mindste kan få pulsen op på Oldefars legeplads, hvor stylterne står klar til kapgang.
Deltag også i tovtrækningskonkurrencen eller hop ned i en af de gamle sæbekassebiler, som bare venter på at få en rask, lille racerkører ombord.
Nysgerrige historienørder kan gå på opdagelse i museet, hvor de kan opleve gammelt legetøj og storslåede balsale.
Tip! Slottet udlejer trækvogne for 50 kr., og der er god mulighed for både at købe mad og spise medbragt mad i slottes parkområde.
Egeskov Gade 18
5772 Kværndrup
26. Kom tilbage til rødderne på Øhavsmuseet
Hvordan reagerer du på naturens magiske kræfter? På Øhavsmuseet kan I gå påopdagelse i naturens historie og prøve kræfter med den magiske virkning, vores grønne rødder har på os menneskedyr. Lad ungerne følge det hemmelige børnespor og tag de modige vandhunde med på tur i en glaskano. Små historikere kan også gå på opdagelse i stenaldersysler og jernalderens moseofringer.
Havnegade 3
5600 Faaborg
Møn
27. Øgleskeletter og søpindsvin: Geocenter Møns Klint
Gå på jagt efter resterne af forstende kæmpeøgler, blæksprutter, hajer, søpindsvin og masser af andre tusind år gamle dyr og planter i det imponerende landskab ved Møns Klint.
I må tage alle jeres fossilfund med hjem, og Geocenterets vejleder hos Geocenter Møns Klint hjælper gerne med at opklare, hvilke vidundere I har fundet.
I selve Geocenteret kan I opleve dinosaurfilm i 3D, muntre jer i klatrehulen og se særudstillinger om fortidens mange, fantastiske dyrearter. I kan også se små papirsommerfugle flyve og kravle jer igennem naturudstillinger.
Tip! Geocenteret udlåner klapvogne, men skal I gå tur på stranden, er en bæresele en god idé. Der er mange trapper ned til vandkanten.
Stengårdsvej 8
4791 Borre
Hele landet
28. Få én på opleveren i landets forlystelsesparker
Hvem elsker ikke suset i maven, når karusellen drøner afsted? Eller hvad med en tur på racerbanen med susende biler? Og så har vi slet ikke talt om turen på hovedet i vandet i badelandet! Der er masser af sjove aktiviteter for både familiens store og helt små børn, når turen går til en af landets forlystelsesparker.
Kommer du langvejs fra, er der visse steder mulighed for at booke overnatning i forbindelse med et besøg i forlystelsesparken.
I Jylland finder du blandt andre forlystelsesparkerne:
Randersvej 17
8581 Nimtofte
Pirupvejen 147
9492 Blokhus
Nordmarksvej 9
7190 Billund
Mens du på Sjælland finder:
Gl Nykøbingvej 169
4572 Nørre Asmindrup
29. Leg Indiana Jones med GPS
Verdens største skattejagt er i gang, og I kan komme med. Find koordinaterne for skatten – en såkaldt cache – på Geocaching.com og gå på digital jagt med GPS’en.
Skatten kan være en lille, vandtæt beholder med en logbog, som I kan skrive I, når skatten er fundet. Sommetider følger der også en mønt, en bog, et stykke legetøj eller en anden småting med i købet – denne ting skal I erstatte med en lignende, som den næste skattejæger kan finde.
Fra 4 år - men alle børn under 13 år skal være i selskab med en voksen.
Tip! Nogle skatte er sværere at finde end andre – vær opmærksom, når I vælger kategori.
Læs mere på Geocaching.com.
30. Få jordbær-fingre og hindbærmunde på pluk-selv-plantager
Smør hele femøren ind i søde jordbær og pak resten af høsten i en kurv, så der er til isdesserten, koldskålen eller hvad end I nu skal hygge jer med i aften. Dyst hinanden i, hvem der kan finde det største, det sødeste eller det flotteste bær og lad vinderen få en ekstra stor skål dessert. I kan typisk gå på rov fra juni og fem til otte uger frem – afhængigt af, hvordan det danske vejr nu arter sig. Så skal I bare bestemme, om I bedst kan lide jordbær, hindbær, brombær, blåbær eller kirsebær…
Google dig frem til en pluk-selv-plantage nær dig eller læs med her.
Find inspiration til din sommer med børn
-
Skal I holde ferie i Danmark? Her er 14 børnevenlige destinationer
-
Her er 30 ting, du kan lave med børnene i sommerferien
-
Sommerferie med børn: Her er 7 danske øer, der er et besøg værd
-
Ferie i børnefamilien: Sådan kommer I helt ned i gear
-
Den store sommerquiz til børn og (meget) barnlige sjæle
-
7 uundværlige tips til kør-selv-ferien med børn
-
6 ferieråd: Sådan håndterer du søskendeskænderier
-
Ferie uden planer? Det kan være lykken for dit barn
-
Parforhold: 10 råd der får familieferien til at fungere
-
Her er 13 af Danmarks bedste naturlegepladser
-
11 tips: Sådan beskytter du dit barn i sommervarmen
-
Sommeren er over os: Her er 15 fine sandaler til børn