Køreplan for juleaften
BABY (0-10 mdr.)
Tænk på, at din lille baby ikke har noget behov for at deltage i familiens julefest. Hun har bare brug for at spise, sove og opleve tæt kontakt med dig og din mand – præcis som en hvilken som helst anden dag.
Lad juleaften være på dit lille barns præmisser. Skal du amme midt i julemiddagen, er det helt fint. Tag tingene stille og roligt, som de kommer.
Lad baby være med til festlighederne i det omfang, der passer til hendes rytme. Forsøg ikke at holde baby vågen eller vække hende til dans om juletræet.
LILLE TUMLING (10 mdr. -2 år)
Din lille tumling kan godt have glæde af at deltage i nogle af julefestens fornøjelser. Men vurdér, hvad dit barn kan holde til i forhold til forskubbede spise- og sengetider.
Spred gaverne ud over dagen, så dit barn får nogle pusterum mellem alle pakkerne – og får åbnet nogle, mens hun er frisk. Din elskling er måske mest optaget af at rive i papiret, men mormor får glæden ved at se den lille dukkevogn blive pakket ud.
Snup en tur rundt om juletræet allerede om eftermiddagen, så din lille skat får den oplevelse med – enten på din arm eller på egne små usikre ben. Så gør det ikke noget, hvis hun er faldet i søvn, når I når dertil om aftenen.
Sørg eventuelt for at have lidt mad med til dit barn, hvis den lille gane ikke har vænnet sig til så meget endnu.
Spiser I julemiddag senere end dit barns normale spisetid, så giv dit barn en rugbrødmad eller noget andet klokken 17-18. Så kan dit pus altid komme op på skødet hos dig og smage en mundfuld kartoffel med sovs og mærke hyggen ved bordet, når hele familien sidder bænket.
Hold ikke dit trætte myr vågen til sent for at pakke en masse gaver ud. Gem i stedet resten af gaverne til næste morgen – det er hyggeligt at vågne op til.
STOR TUMLING (2-3 år)
Sæt jer tidligt til bords, så I spiser julemiddagen til dit barns sædvanlige spisetid – så kan dit store pus sagtens have fornøjelse af at sidde med ved bordet.
Giv dit barn nogle af gaverne allerede om eftermiddagen. Det tager toppen af spændingen, så dit myr slipper for at vente for lang tid, inden det sjove starter. Som en ekstra bonus kan dit barn hygge sig med at lege med gaverne, mens I forbereder aftenen.
Når I danser om juletræet, så drøn gennem huset i en slange til Nu’ det jul igen – et stensikkert hit hos din tumling, der elsker at bevæge sig.
Er der mange gaver under træet, så gem et par af dem til julemorgen. Det kan være overvældende for dit pus med alt for mange gaver på én gang.
Giv højst dit barn tre gaver i rap. Så er der størst chance for, at de udløser glæde og leg frem for tårer og kortslutning.