5 typiske konflikter: Sådan stopper I skænderierne
Kører de samme diskussioner om bordskik, sengetider og børnenes pligter i ring? Ofte skyldes hverdagens konflikter, at I har forskellige værdier. Få uenighederne på bordet, og skab en ny fælles familiekultur - og en gladere hverdag.
‘Det er bare ærgerligt, at du ikke vil have børstet tænder, for det skal du!’.
Min mand holder vores søn i en skruestik og forsøger at tvinge tandbørsten ind i den lille mund, der skriger henholdsvis ‘neeej!’, ‘aaav’ og ‘moooar’. Mit hjerte bløder, og min hjerne koger.
‘Ej, hvor er det bare forkert at gribe det an på den måde’, tænker jeg, beder ham slippe drengen, overtager tandbørsten og kan i dén grad mærke, at det nu er ham, der synes, jeg er åndssvag.
Det er det samme hver gang: Jeg vil lytte, imødekomme og give efter, han vil have hurtig ekspedition og klare linjer. Det er frustrerende, men der er en lille trøst: Vi er ikke alene.
– Der kan sagtens være punkter, hvor I bliver enige om, at der er plads til at være forskellige. Det kan børnene godt håndtere, hvis I selv har det godt med det. Det er jo også en værdi at give videre til dem, at mennesker godt kan være meget uenige og holde af hinanden alligevel.
– Men sørg for at finde nogle ting at være fælles om. Når vi får lagt et fundament, begynder meget at køre af sig selv, fordi det bliver lagt ind i børnene, at ‘sådan gør vi i vores familie’, siger Fie Hørby.
Selv om værdierne nu er formuleret – og måske sat op på køleskabet – kan I regne med at skulle se på dem igen. Faktisk er det en god ide at holde værdimøder løbende.
Faktaboks
Fie Hørby er familieterapeut og forfatter til bogen Drop opdragelsen og tilbyder kursusforløbet Klub mor, se mere på Fiehoerby.dk.
Vi har så travlt, så når vi endelig kan, skal vi da være sammen – men hvordan? Er det okay, at far sidder med næsen i iphonen ved morgenbordet? Må Alfred have sovende gæster hver weekend, eller skal han også lege med sin bror? Må mor gå i biografen med veninderne om lørdagen – når der nu er tid til at spille spil efter aftensmaden? LØSNING: Tal sammen, og find en balance, hvor I kan være sammen uden at stirre hinanden dybt i øjnene hele tiden, og hvor I omvendt ikke bliver en familie bestående af små øer, der sidder med hver jeres skærm. Få sagt, hvad der er vigtigt for jer hver især, hvad enten det er privatliv, samvær eller frihed. Kilde: Familieteraput Fie Hørby.
gallery5billeder
INSTITUTION 8-16?
Mange af os (mødre) kæmper med dårlig samvittighed over alle de timer, vores børn er i institution. Så vi sørger for at møde tidligt og gå ditto, når vi skal hente. Men når det er farmands tur, tænker han måske, at der ikke sker noget ved, at Villads er i børnehave en halv time længere, og den halve time bliver til en time – eller halvanden. Det kan give nogle ret ucharmerende diskussioner med ord som ‘prioriteter’, ‘faktisk også et vigtigt arbejde, jeg har’ og ‘svigt’ i. LØSNING: Drop bebrejdelserne, og sig i stedet fra hjertet, at du simpelthen ikke kan holde ud, at Villads er den sidste i børnehaven, og om hans far vil hente før fire for din hjertefreds skyld. Så siger din mand måske, at han tidligst kan gå klokken fire, og så er det det, du må leve med. Eller også skal I prioritere at finde en, der kan hente engang imellem – så er det det, I skal tale om: Er der penge til det?
gallery5billeder
SENGETID
Søvn og sengetider er sprængfarligt territorium i familien. Det handler jo om at afslutte en dag – og starte de få timers voksentid, der er. Du har måske et langt putteritual med frugt, historie og sang, mens far synes, et ‘godnat og sov godt’ må være nok. LØSNING: Gør det på hver jeres måde! Børnene kan sagtens klare, at der er lang historie den ene aften og kort eller ingen den anden. Mor og far er forskellige, og ja, det kan godt være, at I skal høre lidt ‘jamen, far lader mig altid se en film på hans iphone’, men så er det bare roligt at sige ‘det kan godt være, men det gør jeg ikke’ (og så udholde de par minutters skuffet gråd, det kan udløse). Et kompromis kunne også være, at den, det betyder mest for, putter – med mindre man er ude, og hvis den anden er okay med aldrig at putte.
gallery5billeder
SÅ’ DER SERVERET
Aftensmåltidet er for mange et dagligt højdepunkt. Men hvordan skal det afvikles? Må Luna gå fra bordet, når hun er færdig med de fire bidder, hun kan få ned? Må Theo få syv frikadeller, selv om han ingen kartofler spiser? Er der dessert til dem, der ikke spiser op? Hvis mor og far er uenige om alt, kan der nemt blive ballade, og så mister de små appetitten og lysten til at sidde ved bordet. LØSNING: Middagsbordet er et sted fuld af værdier, og det er godt at få talt om, hvordan tingene skal foregå her, så børnene ikke oplever, at de bliver genstand for jeres diskussioner. Hvis der er rammer for, hvordan det er til daglig, er der også plads til at bryde reglerne og opleve fryden ved dét indimellem. Børnene kan sagtens vende tilbage til de almindelige regler dagen efter.
gallery5billeder
GOOD COP, BAD COP
En klassisk familiekonflikt handler om, hvordan vi skal være over for vores børn. Den ene optræder som den bløde, den anden som den hårde. Problemet opstår, når vi bliver så forhippede på vores egen måde, at vi kommer til at overgøre den. Sådan, at jo mere du siger ‘lad ham nu’, desto mere siger han ‘gør, som jeg siger!’. Så står I benhårdt på hver jeres linje for at give børnene det, den anden giver for lidt af – hvad enten det er omsorg eller disciplin. LØSNING: Tal om, hvordan I hver især synes, det skal være. Husk at tale om og ud fra jer selv, ikke om den anden. Sig for eksempel ikke ‘du er simpelthen for hård ved de børn’, men i stedet ‘jeg får ondt i maven, når du råber højt’. Hør hinanden, og forsøg at nå et kompromis.