Sådan undgår du at få mor-stress
Kan du virkelig få stress af at være mor og passe et helt almindeligt job? JA! Bliv klogere på hvorfor – og på hvordan du selv undgår at gå i fælden.
Er du plaget af hovedpine, råber du for meget af dit barn, og glemmer du aftaler? Tager du ofte en tudetur på toilettet, har du mistet lysten til sex, og kan du ikke sove om natten?
Måske…men er det ikke bare sådan at være udearbejdende småbørnsmor? Det er da i hvert fald ikke det, man kalder stress. Eller er det?
Jo! Hvis du kan nikke genkende til ovenstående, er det forstadiet til det, som stresscoach hos Stressfri-med-garanti.dk Lykke Zina Olsen kalder alvorlig stress.
– Alvorlig stress skyldes en langvarig overbelastning. For meget arbejde, mange bekymringer, for lidt tid, for meget dårlig samvittighed igennem længere tid. Det ser måske ud, som om du har det perfekte liv. Men sådan føles det ikke for dig, siger Lykke Zina Olsen.
Sund og usund stress
Hun understreger, at stress ikke udelukkende er noget dårligt. Stress er en vigtig biologisk mekanisme, som kortvarigt gør os i stand til at yde lidt ekstra i en presset situation.
Men byder din hverdag mere eller mindre på konstant stress, så dit stressniveau hele tiden er forhøjet, er det ikke sundt:
– Føler du, at dit liv kun er arbejde og pligter, og du ikke kan nyde det, kan det være tegn på stress, siger hun.
Tegn på stress kan også være, at din lunte er kort, du ofte har hovedpine, hjertebanken, er svimmel eller får synsforstyrrelser. Det samme er voldsom gråd, vrede, irritation og tårer uden en egentlig årsag.
Men det er svært selv at fange, hvornår du går fra at yde noget ekstra i pressede situationer til at udvikle rigtig stress – grænsen er næsten usynlig.
Derfor er det også svært at vide, hvornår du bør stoppe op og tænke ‘nu bliver det for meget, jeg må geare ned’. I stedet tænker rigtig mange, at de bare må tage sig sammen og komme i gang med to-do-listen. Især mødre.
Flinkeskolesyndrom
Giv plads til dig selv
Lav en liste
Men hvordan undgår vi så at komme derud, hvor vi ikke selv er i stand til at se, hvor stressede vi er? Lav for eksempel en liste over alle de ting, du stresser rundt for at nå på en almindelig hverdag.
– Sæt alle dine gøremål, lige fra tandbørstning til oprydning, i prioriteret rækkefølge, og fjern så de ting, som du ikke behøver at nå. Er det nødvendigt selv at bage fuldkornsboller til madpakken, hvis det betyder, du skal haste gennem godnathistorien? Behøver du at støvsuge tre gange om ugen, servere varm mad hver aften og lægge hus til middage hver weekend? spørger hun.
Lykke Zina Olsen fremhæver især to vigtige redskaber til at forebygge alvorlig stress i børnefamilien: Først og fremmest, prøv at skrue ned for dine forventninger til dig selv. Indfør for eksempel en rugbrødsaften, vær blind over for nullermændene, og lad opvasken stå til næste dag. Tag nogle nemme genveje i hverdagen. Dernæst er det vigtigt, at du sørger for at få det, hun kalder ‘mig-selv-tid’.
– Alle mennesker har brug for tid til sig selv, hvor vi ikke skal arbejde eller passe børn. Det betyder selvfølgelig, at du prioriterer dig selv frem for dit barn, men det er faktisk en gave til dit barn, at du giver tid til dig selv, fordi det giver dig mere overskud, siger Lykke Zina Olsen.
Hun foreslår, at du kan hente dit barn en halv time senere en gang om ugen, så du kan få en stund til at lade batterierne op ved at lave – ja, ingenting. At du skiftes med din mand til at have børnefri et par timer hver weekend.
Eller at du får en legekammerats mor eller bedsterne til at hente en dag om ugen. Uden dårlig samvittighed, understreger Lykke Zina Olsen.
– Mit bedste råd til dig er, at du ikke må glemme, at du er den bedste mor for dit barn. Også selv om du måske ikke lige er den første til at hente dit barn i vuggestuen hver dag. Men bare det, at du stresser rundt for at være den perfekte mor, viser jo netop, at det er du allerede!
LÆS OGSÅ: Få en hverdag uden stress
LÆS OGSÅ: Mor med stress
LÆS OGSÅ: Test dig selv: Hvor stresset er du?