Du må ikke gå, mor! Sådan hjælper du bedst dit barn med separationsangst

Rigtig meget gråd, rigtig lidt søvn, og et barn, der med hver en fiber i sin lille krop viser dig, at det vil være hos dig konstant. Separationsangst kan føles opslidende, men ikke bare for os som forældre. Det er måske nok endnu hårdere at være utryg og i beredskab for dit barn. Alligevel er det vigtigt at vide helt ind i marven, at separationsangst er ganske normalt og et lod, alle familier får tildelt op til flere gange igennem barnets opvækst. Barnet går bare igennem noget, der er svært, og har brug for os. Det kan være enormt hårdt, men det er ikke et problem – tværtimod faktisk.

”Det er egentligt meget simpelt og det mest naturlige i verden. Børn er livsafhængige af, der er nogle omsorgspersoner, der er hos det og tager vare på det. Så når barnet oplever, mor og far ikke er der, kan det få oplevelsen af at være forladt, og det giver instinktivt grundangsten: Overlever jeg det – kan jeg klare det her som menneske?”, siger Camilla Holmgaard, psykolog med speciale i familietrivsel.

LÆS OGSÅ: Fie Hørby: Det er aldrig ok at blande sig i andres børneopdragelse

Når det sker, så kalder barnet på os. Babyer kommunikerer med gråd og uro, større børn det samme, men også med ord.

”Et barn, der går igennem separationsangst kalder med alt, hvad det har, og det kalder højere og mere intenst, hvis vi ikke forstår det – ikke for at være besværligt eller pylret, men fordi det oprigtigt har brug for os”, forklarer Camilla Holmgaard.

Faktisk ligger det kodet ind i os, fra da vi var urmennesker, at vi har brug for vores forældre for at sikre vores overlevelse.

”Når barnet forstår, vi går fra det, sætter urinstinkterne ind og fortæller barnet, at der er fare på færde” forklarer Camilla Holmgaard.

Urinstinktet kender ikke forskel på den meget direkte livsfare at blive forladt alene på de åbne sletter, eller at mor er ude af syns- og hørevidde, fordi hun er på toilettet.

Der er intet galt med barnet

Ordet ’separationsangst’ giver nemt negative billeder på nethinden. Udmagrende gråd, aldrig alenetid, magtesløshed. Og det ér hårdt at gå igennem, men måske er det også så hårdt, fordi vi kommer til at anskue det som et krævende problem, snarere end en naturlig del af livet.

”Jeg drømmer om, man kunne bruge et andet ord for det. Det kommer meget nemt til at ligge ovre på barnets banehalvdel, som om det er barnet, der har et problem. Men der er intet som helst galt med barnet. Det er ikke engang et problem. Det er dybest set bare et øget tryghedsbehov, så det kunne vi jo kalde det i stedet”, siger Camilla Holmgaard.

At søge tryghed fra sine forældre er en udviklingsbetingelse. Måske endda en ret smuk én, hvis vi lige tænker over det. Vores tilstedeværelse alene gør alt, der er svært, nemmere at være i.

Hvordan håndterer vi separationsangst?

Smukt eller ej - perioder med et grædende barn er også bare dødhårdt, og de fleste forældre ville nok ønske, der var en helt konkret brugsanvisning til, hvordan vi bedst håndterer et barn med separationsangst. Skal det grædende barn fx med på toilettet? Men sådan en anvisning, der passer og hjælper alle, findes bare ikke.

”Svaret er, at løsningen er afhængig af både familien og barnet. Er man som mor og far ved at brænde sammen og vil bare gerne alene på toilettet, og kan man holde til, at den lille kravler rundt på den anden side af døren og græder imens, fordi barnet tror, vi er blevet væk, så skal man selvfølgelig gøre det. Alle overlever. Det handler bare om, hvad man har det bedst med” siger Camilla Holmgaard og tilføjer:

”Strider det mod mavefornemmelsen og kan man holde til lidt mere tosomhed, så tag da baby med. De vokser fra det, separationsangst varer ikke ved. Du kommer ikke også til at have din 4-årige og 6-årige med på toilettet på samme måde. Det er bare lige nu”.

Det samme gælder, når barnet bliver lidt større og har svært ved at skulle afleveres i institution.

LÆS OGSÅ: 16 små kærlighedsgerninger dit barn vil elske

Håndtér de svære afleveringer i daginstitutionen

”Først og fremmest skal man vide, at det er helt naturligt at alle børn har dage, hvor de løber ind på stuen og dage, hvor det er svært at sige farvel, og de bare helst vil være sammen med forældrene. Vi kan ikke forvente, det er en lige vej, og det er til alle tider okay, at vi er førstevalget for vores børn. Det er naturligt,”, siger psykologen.

Det, man kan gøre, når afleveringerne er svære, er at kigge ind i sig selv og ærligt mærke, hvordan man har det med situationen. Man skal løse det, så selv har den størst mulige ro og tro på, det nok skal gå godt.

”Har man det selv bedst med et kort farvel og fuld tiltro til, at pædagogerne kan trøste barnet, så er dét løsningen. Har man det bedre med at blive hængende lidt, trøste barnet og hjælpe det ind, så er det den model, man skal gøre”, siger Camilla Holmgaard.

Der er ikke noget rigtigt og forkert ved et kort farvel eller et mere langsomt farvel. Det vigtige er, man ikke bliver, mens man næsten ikke kan holde ud hvor synd, man synes, det er for barnet.

”Barnet fornemmer, om forældrene har ro og tiltro til, at de voksne hernede er gode nok og kan hjælpe det. Vakler vi, mærker barnet det og bliver kun mere utrygt. Så skal man hellere bede om hjælp. Enten kan ens partner måske aflevere i en tid, eller man skal sørge for at lave en god aftale med institutionens voksne på et andet og roligt tidspunkt, så de kan hjælpe med at afleveringen får nogle rammer og bliver mere tryg for både forældre og barn” siger hun.

Den konkrete håndtering af barnets separationsangst afhænger altid af forældrenes mavefornemmelse og værdisæt, og hvad for et barn, man har med at gøre.

LÆS OGSÅ: Sådan får dit barn en tryg start i vuggestuen

Forskellige grader af separationsangst

Alle børn går igennem perioder med utryghed og et øget behov for øget tæthed med sine forældre. Bestemt også de større børn. Men hvor meget og hvor tit varierer.

”Nogle børn er mere tryghedssøgende end andre, sådan er det bare. Men fælles for alle børn er, at de har brug for at mærke os, for at finde deres ro og overskud og tro på, at de kan klare det”, siger Camilla Holmgaard.

Børn og unge er nemlig i konstant og meget stor udvikling fra de fødes, og til hjernen er færdigudvikling omkring 25-årsalderen, og nogle gange sker der mere, end de selv kan håndtere.

”I de perioder vil barnet have ekstra brug for sine forældre – også når det er større – og det vil det vise os. Nogle mere tydeligt end andre. Udviklingen er et livsvilkår, men det er det øgede tryghedsbehov så sandelig også”, siger Camilla Holmgaard.

Spændvidden er bred for, hvor meget og hvor tit barnet reagerer, og man kan nemt komme i tvivl om, om det, man oplever, er helt almindelig separationsangst, eller noget, barnet og familien skal have hjælp til at håndtere.

Almindelig separationsangst er ikke ’angst’

”Der er selvfølgelig nogle børn indimellem, som virkelig har brug for tryghed og måske er meget, meget krævende på forskellige tidspunkter i barndommen. Jeg må bare igen understrege, at det vi ser, er barnet, der kalder på noget. Og når det ikke bliver hørt, så kalder det altså højere. I langt, langt de fleste tilfælde fejler barnet ikke noget”, siger Camilla Holmgaard.

Når det er sagt, så kan det være andet, end bare den naturlige udvikling og helt almindelig separationsangst, der driller barnet. Og så skal man selvfølgelig reagere, pointerer familiepsykologen.

”Har du som forælder en fornemmelse af, at det her er noget andet og mere, uden at kunne sætte fingeren på det, eller er du bekymret, så vil jeg altid opfordre til at konsultere en professionel. Måske er der noget med ørerne eller en mere omfattende angst, der ikke bare går væk af sig selv”, siger hun.

Det er dog uhyre vigtigt ikke at sygeliggøre helt almindelig separationsangst. Det er nemlig på ingen måde angst i diagnostisk forstand og har intet at gøre med fx abnorm separationsangst, der er en diagnose.

”Angst kan blive en diagnose, når det går ud over funktionsniveauet. Altså, hvis det kommer til at stå i vejen for barnets livsudfoldelse, sådan at der er ting, barnet gerne vil, men holder sig tilbage fra, fordi angsten bliver for stor. Helt almindelig separationsangst, hvor barnet bare vil være tæt på jer og er ekstra tryghedssøgende i en periode, er helt normalt”, siger Camilla Holmgaard.