Balsam eller lusekur til baby?
Spørgsmål:
Min datter på fem måneder er født med langt hår – og meget af det! Det er ikke blevet til mindre siden hen, og nu har hun fået lus.
Må jeg give hende almindelig balsam i håret og kæmme med almindelig plastik tættekam? Hvad med en almindelig lusekur?
Hilsen Tina
Læs sundhedsplejerskens svar på næste side
Svar:
Kære Tina
Øv, hvor irriterende at få lus i det fine, lange hår. Jeg synes, din idé med at kæmme håret, hvor der er balsam i, er en god løsning. Du skal være opmærksom på, at dette skal gøres hver anden til tredje dag i cirka 14 dage, så man er sikker på, at alle lus og nyudklækkede lus er væk.
Der findes mange tættekamme på markedet. Da babyhår ofte er mere fint end “voksenhår”, skal du være opmærksom på at finde en kam med meget tætte tænder. Jeg kan forestille mig, at det bliver en stor opgave at få din datter til at sidde stille længe nok, så du kan kæmme ordentligt.
Hvis du ikke kan få bugt med lusene ved at kæmme, vil jeg anbefale dig at forsøge med en ny slags lusekur, som ikke skulle indeholde decideret lusegift, men som lægger sig som en slags hinde i håret og derved udrydder lusene.
Rigtig god arbejdslyst
Ulla Darre