Rejse med små børn

24 uundværlige råd, når du rejser på storbyferie med små børn

Sæt forventningerne ned, vær tålmodig, drop tanken om idyl og hav altid snacks og legetøj ved hånden, når du rejser på storbyferie med små børn. Her får du redaktionens bedste råd til storbyferien med børn under armen.

Familieferier er fantastiske! Men det kan også være lidt af en udfordring, når du har små børn med på slæb, skal holde styr på rejseplanen og i øvrigt huske at nyde tiden væk fra hverdagens trommerum. 

Og så har vi slet ikke nævnt prakkelister. For hvad har du egenlig brug for til storbyeferien? Hvad skal I altid huske at have med på slæb? Og - skræk - hvordan overlever I lige flyveturen med jeres lille krudtugle? 

Vi har samlet 24 af redaktionens allerbedste råd. Måske kan du lære af vores erfaringer? 

Redaktionens bedste råd til rejser med børn

1. Sørg for at have din allerbedste underholdning på plads

Om det så er iPad, et kæmpe lager af snacks eller noget spritnyt legetøj. Alle kneb gælder! I hvert fald hvis junior er over et år gammel. Husk også noget, som lægger op til at putte, hvis I skal flyve langt – en dyne eller yndlingstøjdyret. 

2. Sæt forventningerne derefter

Lav aktiviteter, som ungerne også synes er sjove – så kan man sagtens prioritere kærestetid med et glas vin på altanen, når de er lagt. Prøv at undgå restaurantens klassiske børneretter. Det er en del af oplevelsen at smage på ting, man ikke får derhjemme. 

3. Forvent ikke det værste

Da min søn var ganske lille, skulle vi til Nice, og jeg havde forberedt mig på det værste. At han sikkert ville græde i flyet hele vejen, at andre passagerer ville blive irriteret, at jeg ville blive utålmodig og at min kæreste og jeg ville ligne komplet amatører. Men nej! Alt gik godt! Ikke et kvæk fra junior – andet end de store smil, han sendte til alle de andre i flyet. Så, mit bedste råd er at lade være med at bruge energi på at tænke, at det værste kommer til at ske.

4. Vælg en børnevenlig storby

Som for eksempel Berlin, Palma de Mallorca eller Amsterdam. Museer er en stor oplevelse - også for børn, hvis bare man dropper ambitionerne om at se hele museet. Husk at tjekke seværdighedernes hjemmesider, inden I tager derhen. Mange steder kan man springe køen over, hvis der er booket på forhånd. Og så har vi altid indtastet adresser på legepladser og parker, inden vi forlader hotellet.

5. Sørg for at have god tid

Tid er guld værd, så du ikke skal stresse igennem lufthavnen. Der skal være tid til akutte bleskift, proviantering og uforudsete forsinkelser. Og så vil jeg anbefale en bæresele, hvis du har en baby. Selv om du har haft din paraplyklapvogn med i lufthavnen ved afrejse, kan du ikke være sikker på at få den udleveret ved ankomstgaten. Nogle gange skal du igennem lange køer og paskontrol først, og der er det praktisk at kunne smide babyen i en sele. 

Det har vi altid med os

  • Stofble. Hvis det er et meget varmt sted, har jeg altid en stofble med, som kan gøres våd og kølig med en flaske vand og lindre lidt i heden. Og så er en god drikkedunk og en snackboks med ”modhager” også et hit, så junior kan spise i klapvognen.
  • Paraplyklapvogn, så du ikke er begrænset af små børneben; tablet til rejse-ventetid og afslapning på hotellet efter en lang dag og en god højtlæsningsbog, inden øjnene lukker i.
  • Vand. Det er lige før, jeg hellere vil undvære min telefon frem for en flaske vand. Det kan sætte en stopper for så meget, hvis min søn er tørstig, for han har bestemt ikke tænkt sig at vente, til vi er fremme. Vand, vand og atter vand. I en praktisk og tæt vandflaske.
  • Et stort tørklæde. Det kan være genialt at have med i tasken til små babyer. Det kan bruges til at skærme for omverdenen, mens man ammer, det kan bruges som babydyne på en kold flyver, det kan bruges som hovedpude til mor eller som pusleunderlag i en nødsituation. 
Storbyferie_med_smaa_boern.jpg

Sådan får vi en god flyvetur

1. Del jer op i hold

Det kan være en god ide at dele jer op, så vidt det er muligt. På en lang flyvetur kan man godt blive lidt træt, hvis man hele tiden er ”på”. Vi aftaler, at den ene tager det første stræk, og så bytter man. 

2. En rygsæk

Til hver af børnene, som de selv kan bære, med en lille pude, en hyggelig bog, yndlingsbamsen, lidt tegnegrej og madpakke med masser af små snacks – det er særligt godt med noget lækkert, når der skal lettes og landes for at undgå tryk i ørerne (tjek med flyselskabet, hvad du må have med). Og igen – tablet og høretelefoner! Bliver en af børnene ulykkelige undervejs, øver jeg mig i at holde fokus på ham, trække vejret dybt og hviske-trøste så godt jeg kan. De andre passagerers blik i nakken stresser mere, end det gavner – og tro mig – ALLE med børn føler med dig, hvis den lille skriger på en flytur. 

3. Ingen regler

Ud over at forsøge at holde humøret højt og virke afslappet (!), så handler det for mig om ikke at begrænse mit barn mere end nøvendigt. Jeg har ofte oplevet forældre, der opfinder virkelig mange regler og siger nej inden, de nærmest er kommet ind i flyet. Vores søn får lov til at pludre, grine og hoppe, uden vi tyssede på ham. Så længe de andre passagerer ikke bliver forstyrret mere end højst nødvendigt, så er det uden tvivl min bedste anbefaling. 

4. Snacks og underholdning på iPad

Det er næsten en naturlov, at mine børn bliver sultne i det øjeblik, vi sætter os ind i et fly. Også selvom vi lige har spist. Vi har et bredt udvalg af frugt, sandwiches, rosiner og nødder med (tjek med flyselskabet, hvad du må medbringe). Derudover har vi en fuldt opladet iPad med downloadede film, historier, musik og to par børnehøretelefoner med dobbelt jackstik, så begge børn kan se film eller høre historie på samme iPad. 

5. Nyt legetøj

... og spændende snacks er et hit hos mit barn. Og så synes jeg også, det er rart at boarde så sent som muligt, så man ikke skal vente for længe på, at flyet letter. Der bliver tit lidt varmt og indelukket i sådan et fly, mens man venter på, at de andre passagerer vælter på plads. 

Det ville jeg ønske, jeg havde vidst

1. At ferie med barn ikke er lig med afslapning

... som jeg måske helt naivt tænkte. Der er til gengæld eventyr og førstegangsoplevelser, som står i kø. 

2. At med mindre, man skal langt væk fra store byer, så kan man faktisk købe det meste der

Ingen grund til at pakke bleer og babymad til hele ugen med hjemmefra. 

3. At det at rejse med en lille virkelig har sine fordele

I hvert fald i Frankrig. Der er altid plads på caféer, folk flytter sig i køen og der bliver ”dikke-dikke” fra helt fremmede på livet løs – og på fransk. Selv om jeg ikke fik læst en eneste linje af den medbragte bog, så fik jeg så meget andet. At rejse som familie er fuldstændig fantastisk! 

4. At det tager ekstra lang tid at komme igennem lufthavnen med børn

Vi ankommer gerne to en halv time før, så vi både kan nå at spise, gå på toilettet, se på fly, spise i ro og mag. Bare det at være i lufthavnen er en stor oplevelse for mine børn. 

5. At alting løser sig

... og at der sjældent er grund til panik. Som da vi f.eks. glemte pusletasken i sikkerhedskontrollen og først kom i tanke om den, da vi var i luften. Vi fik et par bleer af et andet forældrepar om bord og brugte en mulepose som pusletaske resten af ferien. Faktisk blev jeg så glad for den løsning, at jeg aldrig købte en ny. 

Det kunne vi sagtens have droppet

1. De sene måltider

... men gør i stedet et stort nummer ud af frokosten, hvor jeres guldklump er frisk og i godt humør. 

2. Tidsplanen

... og grib oplevelserne, når de kommer. Men planlæg gerne en enkelt aktivitet om dagen. 

3. Tanken om idyl

Alt er fremmed og nyt, og det er sjældent, at dit barn bare lige indordner sig og giver mor og far mulighed for at være på ferie – sådan rigtigt på ferie. Brug hellere tiden på at glo på dit barn, som du egentlig også gør derhjemme, bare under nye og mere spændende himmelstrøg.

4. De høje ambitioner

Og vær opmærksom på hvad der passer til dit barns alder. Shopping og små børn har aldrig været et godt match hos os, så det gør jeg mig ingen forhåbninger om. Vi finder spisesteder, der passer til børnene, og prøver altid gadeboderne med hotdogs, pretzels og andre mere eksotiske ting, så vi er sikre på, at de får noget de kan lide. 

5. Så meget som muligt

Du kommer hurtigt til at fylde kufferten med alt muligt, I slet ikke har brug for. Hvad tager du med, når I skal på dagsudflugt? Pak det tilføj lidt ekstra tøj og en tandbørste. Så er I klar! Husk, hvis du mangler noget, så kan I sikkert købe det, når I når frem. 

Artiklen er oprindeligt udgivet i 2018.