Thomas Skov: "Der er én slags ’første gang’, der er helt forfærdelig"

At få sit første barn markerer enden på en masse; din personlige frihed, din hygiejne, din evne til at følge med i, hvad der sker i verden uden for din lille osteklokke og en lang række andre ting, du har taget for givet, indtil der pludselig ligger et lille mennesker og skriger foran dig.

Men mest af alt er dit første barn begyndelsen på et nyt og vildt kapitel i dit liv. Den kærlighed, du føler, er ulig noget, du har følt før. Jeg taler af erfaring – sidste år blev FC Midtjylland danske mestre i fodbold, og det gjorde mig sindssygt glad, men det er stadig ingenting i forhold til, hvor glad jeg er for min datter. Det sætter min kærlighed i perspektiv.

Det hele er så nyt og spændende

Det (u)perfekte stræk

Vi var i sommerhus, hvor der er en lille fin (heldigvis) lav sofa, som jeg havde lagt min datter på, mens hun blev iklædt dagens uniform. Tøjet lå en meter fra min arm, og jeg vurderede, at jeg fint kunne nå det, hvis bare jeg strakte mig. Jeg lavede et hurtigt sikkerhedstjek: min datter lå fint lige der, og jeg kunne være tilbage hos hende på 2-3 sekunder, hvis jeg timede mit stræk perfekt. Jeg lod et ben stå foran sofaen, ud for hvor hun lå, og så strakte jeg mig efter tøjet. 

I det samme – bedst som det meste af min krop er væk fra sofaen – drejer hun sig, så hurtigt hun kan ud over kanten af hynderne, og mens jeg er på vej tilbage med min kropsvægt over på det ben, der er blevet ved sofaen, ser jeg hende glide ud over kanten, mens hun glider ned af mit ben og lander med hovedet på gulvet.

Der er et øjebliks tavshed, måske et splitsekund. Så begynder hun – heldigvis – at skrige, og det er der, jeg for første gang mærke ængstelsen, panikken, flovheden, frygten, uansvarligheden og en hel paella af følelser, mens jeg samler mig selv og mit barn op og trøster.

Under et minut senere er min datter glad igen. Hun er som en Rasmus Seebach-sang; helt vild ked af det, græde, græde, græde – og glad igen. 

Men jeg må indrømme, at følelsen, af at jeg ikke levede op til mit ansvar for at passe på hende, stadig sidder lidt i mig, men heldigvis er der mange garvede forældre, der har fortalt mig, at de også har tabt deres børn på gulvet. Det er åbenbart noget, man skal igennem for første gang, og hvis du endnu ikke har prøvet det… så held og lykke med det. Det er en forfærdelig følelse.