Tinas datter får aldrig en mormor

‘Se mor, er jeg ikke fin?’ spørger Tina Amstrup Jørgensens datter og kigger forventningsfuldt op på sin mor. Med to guldbelagte 1980’er-øreringe dinglende ned af sine små kinder ligner hun enhver anden femårig, der med julelys i øjnene er gået i mors smykkeskrin.

Tina kigger på sin datter. Med ét går tiden i stå. Egentlig er de på vej ud ad døren, Tina skal på arbejde og er ved at gøre sig klar til en 12-timers vagt på Hvidovre Hospitals fødeafdeling. Men tiden har sat sig fast.

– Det var min mors øreringe. Jeg stirrede bare på Silje og blev på et splitsekund ramt af følelsen af, hvor hurtigt halvdelen af mine 32 år allerede var gået. Hvor meget jeg havde oplevet på de 16 år, jeg havde levet uden min mor. Og at jeg var kommet videre. Og at jeg havde det rigtig godt, forklarer Tina og tænker tilbage på det øjeblik i soveværelset, hvor tiden stod stille.

– Men uretfærdigheden, den ramte mig også. At min mor ville have elsket at se sit barnebarn stå og smukkesere sig. Det privilegium føler jeg mig frarøvet. Uretfærdigheden i, at min mor ikke skal opleve min datter – og min datter ikke sin mormor. Det er tarveligt. Men et vilkår, som jeg har lært at leve med, fortæller hun.

Tina er 32 år, jordemoder og bor i et hus i Hvidovre sammen med sin mand og to børn. Som 16-årig, mens hun gik på efterskole og snakken handlede om fyre og fester, mistede hun sin mor efter længere tids kræftsygdom.

– Jeg havde lyst til at skrige til alle omkring mig. Hvordan kunne busserne bare køre videre? Hvordan kunne butikkerne have åbent? Hvordan kunne livet omkring mig bare gå videre? Min mor var jo lige død, forklarer Tina, der står bag bloggen ‘Lillemor’, og desuden er mor til Silje på fem år og Emil på to år og gift med Kim.

Selv om tabet af Tinas mor efterhånden ligger mange år tilbage, så mindes hun den første tid derefter som en svær tid med oprør, en forventning udefra om, at hun skulle videre, og en vrede over, at ingen turde tale med hende om morens død.

– Det var, som om verden omkring mig skyndte sig i femte gear. Jeg følte selv, jeg var i bakgear. Jeg blev nok en lidt vred og oprørt teenager med lidt større nosser end de fleste, siger hun.

I en lang årrække efter tabet tænkte Tina på sin mor hver eneste dag og på de minder, hun kunne have haft sammen med hende, hvis hun var i live. Men med tiden forsvandt også den største sorg, og hun kunne begynde at trække vejret igen og holde fødselsdag og jul uden at sidde med hovedet begravet i sine hænder.

Ingen mor at dele morlivet med

Frygter at dø

Uperfekt og lykkelig

Tina har lært at leve uden sin mor. Hun har fundet ud af, at lykken findes – også selv om hendes børn aldrig får deres mormor at se, eller at hendes mand aldrig har mødt det menneske, der har født hende. Men sorgen har også givet hende en styrke. Ikke bare til at klare et jordemoderjob, et familieliv og et blogunivers. Hun har lært at tage lidt mere afslappet på livet og hylde det uperfekte.

– Vi siger rigtig meget ‘pyt med det’ og ‘jeg elsker dig’ hjemme hos os. Jeg tror, at det er prisen, eller ‘gaven’, for at miste. At man får skrællet noget af det meningsløse væk og ikke går så meget op i spildt mælk og kählervaser, siger hun og tilføjer:

– Men det kommer aldrig til at fjerne uretfærdigheden i, at mine børn aldrig kommer til at opleve deres mormor og omvendt. Den vil altid være der. Og det skal den også være. Det er pissehårdt og uretfærdigt at miste. Og dét, at jeg selv er blevet mor, har sat mange tanker i gang i mig – både i forhold til min egen sorg og i forhold til, at mine børn aldrig får en mormor. Men samtidig har det også givet mig en bevidsthed om, at jeg rent faktisk er kommet videre. Jeg har jo fået stablet en hverdag på benene, selv om jeg har mistet. Og det er jeg ret lettet og stolt over.

Tina Amstrup Jørgensen blogger på www.lillemorblog.dk.