Tissemanden – min søns sjoveste legetøj

Det er så sikkert som amen i kirken, at min søn, Charly, på halvandet år går direkte efter sin diller, straks han mærker det mindste tegn på, at man skal til at åbne hans ble. Med samme hurtighed som Lucky Luke og en præcision som James Bond flyver hans lille hånd direkte mod center af bleen og tager fat.

Det er ikke nyt. Allerede da han var seks måneder, begyndte hans kærlighed til tissemanden. Måske fordi hans arme var blevet lange nok? Eller fordi små bamser og rangler var blevet for kedelige?

Uanset hvad blev jeg overrasket. Man ved jo godt, at hankønsvæsner lever i en livslang romance med og forblændede af kærlighed til deres forplantningsdele, men så tidligt?!

Charlys far har to drenge fra tidligere, og inden jeg blev gravid, var vi til middag med min veninde, som fortalte, at hun ikke vidste, hvad hun skulle sige, når hendes femårige søn pillede sig i tissemanden og allerhelst ville have hånden i en permanent parkeringsordning dernede.

Ih, hvor er den flot

‘Du skal huske at sige, at hans tissemand vel nok er flot’ var min kærestes råd. Og så skulle hun i øvrigt tage det helt roligt og lade, som om hun ikke var påvirket af situationen.

Det råd tog jeg til mig. Ikke virke befippet eller fordømmende, men støttende. Nå, men der stod jeg så og sagde ting som ‘er det din tissemand?’, ‘den er vel nok flot’ og ‘ja, det er da rigtig sjovt!’.

Faktisk var jeg egentlig ret upåvirket og ikke forlegen eller forhippet på at aflede hans opmærksomhed med noget blinkende legetøj (og pøj, pøj med det, i øvrigt! For Charly var det kærlighed ved første blik med tissemanden, og han er den trofaste type!).

Det kom bag på mig, at jeg ikke blev befippet. Overrasket, jo, for jeg troede, det ville komme senere, men ikke hylet ud af den, som jeg havde forestillet mig.

Første gang hans pilleri mellem benene alligevel bragte mig i forlegenhed, var, da jeg sad i en park med min veninde, og jeg skulle skifte min søn på et tæppe. Adræt og nøjagtig som en snigskytte fløj hans hånd mod det elskede mål, og pludselig blev jeg underligt forlegen.

Som om jeg blev nødt til at benævne det; sige et eller andet – og det endda selv om min veninde er mor til to drenge og kommenterede seancen med et ‘alle drenge er besat af deres diller og hiver løs i den. De synes, den er utrolig spændende’.

Diffus lystfølelse

Skam er noget, vi lærer

Nus i nakken er lige så godt

Måske rører emnet også ved noget blufærdigt i os selv, fordi vi bliver tvunget til at forholde os til det faktum, at vores bittesmå, uskyldige børn er seksuelle væsener.

Når John Halse holder foredrag, for eksempel i børnehaver, efterspørger personale og forældre netop svar på spørgsmålet om, hvorvidt børn er seksuelle væsener.

– Det vidner måske om, at tanken byder os imod. Men det er de – blot på en anden måde end voksne. Børn oplever lystfølelse, men har ingen bevidsthed om, at ‘når jeg piller ved mig selv, når jeg til en kulmination’ – det føles bare rart. Børn kan være henførte i den følelse, men det kan de også, når de bliver nusset i nakken eller masseret, siger han.

Okay. Jeg skal vist have den helt afslappede ølejr-mor frem og lægge min blufærdighed langt væk, så Charly får et naturligt forhold til sin krop og seksualitet.

Hvordan jeg takler den – seksualiteten, altså – når den engang folder sig ud i fuldt flor, har jeg heldigvis mange års fred for at tænke på.

LÆS OGSÅ: Børns seksualitet: Tre skarpe til eksperterne om krop og nøgenhed

LÆS OGSÅ: Kropsforskrækkelse: Er børnene de store tabere?

LÆS OGSÅ: Pædagoger ved ikke nok om børns seksualitet