2 år og trodsig – eller bare under udvikling?

Fræk som en slagterhund med en konstant lille stjerne i øjet. Den toårige udfolder stadig mere af sin personlighed med spontane, kreative idéer til, hvor man kan sidde, hvordan man kommer op til køkkenbordet og får fat i de spændende sager, og hvilken eftermiddagssnack det lille myr gerne vil servere for sig selv. Det toårige barn er sjovt og finurligt, udforskende og fuld af gå-på-mod.

”Toårige kan rigtig mange ting selv og vil rigtig mange selv. De er grænsesøgende i den mest positive forstand. De går hele tiden til grænsen og måske også lidt længere af, hvad barnet kan, men tager gerne udfordringen op sådan helt Pipi Langstrømpe-agtigt: Det har jeg ikke prøvet før – det kan jeg sikkert godt”, siger Elise H. Winther, privat sundhedsplejerske og familievejleder.

Det ret smukke mod på tilværelsen er dog ikke akkompagneret af en særlig god dømmekraft endnu – der er nemlig stadig meget, der ligger uden for den toåriges hjernekapacitet, og barnet har brug for, vi er der til at guide det.

”Det toårige barn er i rivende udvikling motorisk og psykologisk, men hjernen er stadig ret langsom og kan ikke altid følge med. De er også i høj grad styret af lyst og impulser til at agere på dem. Her er det, vi som de voksne skal hjælpe dem med at sætte rammerne for, hvad og hvordan det er okay at udforske, og hvad der ikke er hensigtsmæssigt”, siger Charlotte Diamant, børnepsykolog.

Barnet kan fx få en kriblende lyst til at bestige triptrap-stolen og komme helt op og stå på sidepladen, som de simpelthen ikke kan lade være med at agere på, også selvom du tydeligt siger ”nej, nej – ned på numsen”.

”Barnet er ikke frækt for ikke at lytte til dit nej. Det hører dig faktisk nok slet ikke, fordi det er så meget i sin lyst lige dér. Og det kan i hvert fald ikke i momentet huske eller regne ud, at det ikke må, og at det kan have konsekvenser som at falde ned. Det kan deres hjerner slet ikke endnu. Når man er to år, er lysten næsten uovervindelig”, siger Charlotte Diamant.

Det kan føles dødfrustrerende, når man som forælder ved, at barnet forstår det, man siger, men her skal voksne vide, at forståelsen ikke står alene, når man er to år gammel.

LÆS OGSÅ: Udvikling: Hvad kan dit barn hvornår?

Forståelsen rækker ikke længere end interessen

”Toårige forstår det meste, vi siger, når vi holder det enkelt, men de adspredes også hurtigt. Og hvis ikke deres opmærksomhed er rettet mod det, vi siger, så kan de faktisk ikke rigtigt høre os. Så bliver det bare til baggrundsstøj” siger Elise H. Winther.

Man kan nemt falde i fælden at gentage det, man siger fra distancen på højere og højere volumen: ”Nej, hoppe i sofaen… IKKE hoppe i sofaen”. Men at hæve stemmen vil ofte bare forskrække barnet, som bare var midt i noget, der var sjovt, der optog det fuldstændigt.

”Når vi hæver stemmen og måske går hurtigt frem mod barnet, bliver det hurtigt voldsomt for barnet, og det bliver ked af det og forskrækket, for det var bare lige på en anden frekvens. Vi skal hellere bruge vores fysiske nærvær til enten at komme i kontakt i børnehøjde og aflede, eller hjælpe barnet til lige at udforske færdigt sikkert. Det andet virker simpelthen ikke”, siger Charlotte Diamant.

Når barnet når tre-fireårsalderen, begynder det bedre at kunne modtage beskeder på afstand, selvom det er i gang med noget andet.

2 år og ”bare” i selvstændighedsalderen?

Indimellem er det frustrerende og hårdampende irriterende at være to år. Nogle gange forstår mor og far ikke helt, hvad jeg vil, og andre gange må jeg bare ikke det, jeg vil. Og så udtrykker den toårige sin frustration. Ikke fordi barnet er temperamentsfuldt, og ikke fordi det bare er i selvstændighedsalderen, men fordi det er de strenge, den toårige har at spille på.

”Selvstændigheden er på vej altid, men vi skal passe på med at bruge det ord til at beskrive den toårige – for vi kommer nemt til at forvente for meget” siger Charlotte Diamant.

Selvstændigheden starter ved fødslen, når navlesnoren fysisk kappes, men forklarer ikke særlig fyldestgørende al den udvikling, barnet undergår som toårig, forklarer børnepsykologen.

”Selvstændighed, hvis man er en tryg toårig, er, at man vil verden, man er nysgerrig og vil ud og udforske en hel masse, men det er stadig en langsom og ret lille løsrivelse fra tryghedspersonerne. De har stadig meget brug for mor og far lige bag dem både til at passe på dem, sætte rammer og til at komme i tryg havn og tanke op”, siger Charlotte Diamant.

LÆS OGSÅ: 21 tegn på, at du har en tumling i huset

2-årige siger kæmpe ja – og kæmpe nej

Så når din to-årige med stor iver klapper i hænderne og råber ”ja, ja, JA!”, når noget er fedt eller går, som barnet gerne vil, og lige så tydeligt skriger ”NEEEEJ”, tramper i gulvet og bliver til en slatten orm, så handler det hverken om temperament eller ønske om at få sin vilje.

”Det er både fordi, verden ér ret sort/hvid, når man er to år, men det er også fordi, at det er de følelser, og den kommunikation barnet mestrer endnu. Barnet har rigtig godt styr på at kommunikere i yderpolerne, mens det stadig øver sig rigtig meget på nuancerne derimellem. Men det er ikke et meget hidsigt eller egenrådigt barn, vi ser. Det er bare et barn på to”, siger Charlotte Diamant.

Det er også værd at notere sig, at hver eneste gang den lille kommunikerer på yderpolerne med et massivt ja, eller demonstrativt nej, og vi formår at tage det i stiv arm, så lærer vores barn af det.

”Når den voksne med ro rummer mit ”nej, nej, nej” og stampen i gulvet, så lærer jeg, at min voksne forstår mig, men også lige så langsomt, at jeg ikke behøver at gå helt derud for at vise mit nej. Over tid vil det lære barnet flere og flere nuancer både i sin kommunikation, men også i at styre rundt i sit følelsesregister”, siger Charlotte Diamant.

Hvor går grænserne, mor og far?

Noget af det, toårige øver sig allermest på, er at navigere. De er nået en alder, hvor de fysisk kan en masse ting selv, de har mod på mere, og de søger på stort set alle områder mod grænserne. Ikke for at være nogle stride bananer, men fordi har brug for dem som rettesnor for at finde vej i dem selv og deres omgivelser.

”Det, jeg oplever, der udfordrer forældre til toårige allermest, er at sætte rammerne. Toårige begynder nemlig at udfordre os på at ville tage styret. Ikke fordi de tænker, at de vil tage magten, men fordi de øver sig i, hvad kan jeg, hvad kan jeg ikke? Hvor går grænserne, hvor er rammerne?” siger Elise H. Winther.

At tage lederskab, sætte grænser og opdrage er faktisk – helt misforstået – gået hen og blevet lidt et fy-ord.

”Det er rigtig meget oppe i tiden at følge barnet og tro på, at barnet ved bedst og kan vise os dets behov. Men det er ikke nødvendigvis godt for barnet. Det er en misforståelse, når det tages for bogstaveligt. Barnet har ikke kapacitet og overskud til at kunne vurdere og bestemme, hvad der er behov for”, siger Charlotte Diamant.

Et eksempel på, hvornår et toårigt barn bliver givet for meget magt, er, når det vil med mor på toilettet, og mor egentligt ikke har lyst til, at det skal med. Men barnet bliver rigtig ked af det, og hun tager alligevel junior med:

”Når mor så sidder og tisser, siger barnet måske, det vil op til hende, og så ender barnet på skødet, mens mor tisser. Før vi får set os om, så har vi et barn, der nærmest er ved at kravle helt ind i trøjen på mor, og som måske sætter sig på mors fod, når hun så rejser sig for at vaske hænder. Barnet bliver givet en form for magt, det ikke kan administrere. Det er et eksempel på et barn, der mærker efter rammer og grænser, men ikke finder dem, og så hvirvler barnet sig længere og længere ind i en tåge, det ikke selv kan komme ud af” siger Elise H. Winther og tilføjer:

”Og samtidig overskrides mors grænser, men mor er også hvirvlet ind i ikke at få sagt fra omkring, hvor grænsen skal gå. Det er ikke godt og sund for hverken forældre eller barn.”

2 år og store følelser

Barnet i eksemplet kan ikke selv slippe den ked af det-hed og gråd, der startede, da det ville med på toilettet, men der er intet galt med barnet.

”Når et barn vælter rundt i grænselandet på denne her måde, farer vild i sine følelser og på mange måder kan opleves som ”for meget”, så er det i ikke barnet, der skal have hjælp – det er i virkeligheden forældrene. Barnet har bare brug for at mærke rammerne”, siger Elise H. Winther.

Det er faktisk en af de allervigtigste forældreopgaver at sondre mellem, hvad barnet har lyst til og brug for. Får barnet kun det, det har lyst til, er der nemlig også andre vigtige lærdomme, det ikke når.

”Fx at udholde frustration, når der bliver sagt nej til noget, eller når man siger, at barnet skal vente et øjeblik. Et toårigt barn skal lige så stille lære at blive dygtigere til ikke at gå i følelsernes vold. Det er ikke noget, de skal kunne endnu, men det er i denne alder, vi sår kimen til, at de lærer de her ting”, siger Charlotte Diamant.