børn og overvægt

”Vi har et giga ansvar for, hvad vores børn kommer i munden”

Jeg vil vove den påstand, at en langt større del af de danske børn måske ikke er overvægtige, men heller ikke særligt sunde, skriver Vores Børns chefredaktør Mette Hovmand-Stilling.

Jeg læste for et stykke tid siden, at børn helt ned til to år sendes i behandling for overvægt. Jeg har altid tænkt, at små førskolebørn ikke kan blive for tykke. At elastikkerne om hænderne er skønne, og at de fleste smider hvalpefedtet, når de begynder at spille fodbold og lege fangeleg i frikvartererne. Sådan er det bare ikke nødvendigvis længere.

Tværtimod er det sådan, at op mod hvert femte danske barn er overvægtig. Hver femte! Og jeg vil vove den påstand, at en langt større del af de danske børn måske ikke er overvægtige, men heller ikke særligt sunde.

Jeg kan ikke undgå at føle mig ramt, når jeg læser interviewet med overlæge ved Holbæk Sygehus, Jens-Cristian Holm i den nye Vores Børn. Han beskriver en forældregeneration, som har svært ved at sige nej til deres børn. En generation, som nok har de allerbedste intentioner, men i misforstået hensyn af og til glemmer, betydningen af et 'Nej'. Også når det nej er til barnets bedste. Nej til slik, nej til pomfritter og nej til et inaktivt liv foran en skærm.

Han appellerer til, at vi forældre tager magten tilbage i børneopdragelsen, for: "børn har ikke overblikket til selv at bestemme, hvad de vil have at spise, hvilket tøj de vil have på, om de skal gå til sport eller ej, og hvornår de skal i seng [...] Du skal lære at sige nej, og du skal lære at gøre det rigtig mange gange. For dit barn vil gerne have cola, det smager sgu godt. Det vil gerne se fjernsyn hele tiden, det er sgu hyggeligt," lyder det fra overlægen.

Jeg kender det kun alt for godt. Når vi skal hygge os, er det tit med fredagsslik og kage. Det er ja tak til den hvide pasta og ketchup og tjuhej, hvor er det dejligt nemt med en Happy Meal eller røde pølser, når vi er presset i hverdagen. Jeg vil ikke banke forældre med overvægtige børn oven i hovedet – der kan være rigtig mange årsager til det. Men jeg mener, at vi som forældre har et giga ansvar for, hvad vores børn kommer i munden – og hvilke vaner, de får. Og så må vi gøre det så godt, vi nu kan i en presset hverdag. Punktum.

Jeg forsøger selv at leve efter devisen 'alt med måde'. Der er plads til slik hos os, men også gulerødder. Der er plads til Ipad, men også trampolin Nogen gange formår jeg at balancere, andre gange tipper vægten desværre til fordel for det usunde, og så forsøger jeg at rette op igen. For åh, hvor kan det være svært at prioritere alt det, man gerne vil som forælder.

Sommetider er børnene med i køkkenet – andre gange sidder vi tæt og læser bøger, for nærvær og sprogstimulering er også helt afgørende. Og andre gange igen er vi hver for sig. Mens jeg skriver denne her leder, leger ungerne og min mand fx 'biograf' i stuen med popcorn i sofaen og film i fjerneren, og lige om lidt ved jeg, at den står på 'bøllebank' med lege-slås-kamp, hoppen i sengen og sved på panden.

Og ved I hvad? Det er også nu, jeg lukker computeren og går ind til dem, for at grine, danse og være sammen ... Og nå ja, bagefter også lige forbereder de grove grøntsager til aftensmaden. Det er nemlig mit ansvar, at gøre det sunde liv sjovt og spændende. Lige som det hjemme hos dig, er dit.