“Vi vidste ikke, om vi ville få vores børn med hjem”
Christina og Michaels tvillinger kom direkte i kuvøse efter fødslen og lå indlagt 64 dage på neonatal-afdelingen. Agnes og Sylvester vejede kun 1100 og 1200 gram og måtte kæmpe for livet fra første minut.
Christina husker det tydeligt.
Hvordan tvillingerne forsigtigt bliver båret ud af hver deres kuvøse og lagt i hendes arme. Stadig med lukkede øjne. De er ikke nyfødte. De er 14 dage gamle, og hun har længtes efter dette øjeblik i al den tid, de har kæmpet for deres overlevelse på neonatal-afdelingen.
Nu sætter hun endelig læberne til deres bløde og skrøbelige hud. Næseborene opfanger den karakteristiske søde duft af baby. Ah, det er jo sådan her, det skal føles at blive mor. Ikke den fremmedgørende fornemmelse af at stikke en steril pegefinger ind til dem i kuvøsen.
LÆS OGSÅ: Vi tester babyalarmer
14 dage tidligere. Klokken er to om natten, og Christina slår øjnene op. Hun er 28 uger henne i sin graviditet med tvillinger, og hun har blødt et døgns tid og er derfor indlagt til observation på Herlev Hospital.
Fødsel 12 uger før termin
Vandrejournalen vidner om, at der er 12 uger til termin. Indtil videre er der intet sket. Før nu. Christina har veer, så hun ringer på klokken efter en jordemor.
Knap ti kilometer derfra i et hus i Glostrup ligger hendes mand, TV2s sportsvært Michael Stærke. Han sover hjemme sammen med parrets femårige datter, Petrea. Klokken fem ringer telefonen. Han skal komme ind på hospitalet. Nu.
– Jeg nåede lige ind gennem døren, da Agnes blev født klokken 5.36, og klokken 5.50 kom Sylvester til verden, husker Michael om den dramatiske morgen.
LÆS OGSÅ: Sengetøj og nattøj – sov sødt barnlille
Han og Christina har ønsket sig endnu et barn gennem flere år. Men ligesom med Petrea skulle der adskillige forsøg med kunstig befrugtning til – og en enkelt spontan abort – før der endelig var børn på vej, og der var endda to.
Annonse
To kilo usikker lykke
Annonse
Morgenmad med jordemoren
– Jeg var ikke bange, for det var slet ikke gået op for mig, hvad der var sket. Men jeg kan huske, at jeg tænkte: ‘Hvis bare jeg får én baby med hjem, så er jeg lykkelig’, fortæller Michael.
I mellemtiden kommer Christina til sig selv på fødestuen.
– Det var totalt surrealistisk. Jeg havde lige født to børn, men jeg nåede kun at se ryggen af Agnes, da de blev kørt væk. Så blev der sat et rullebord ind med en lyserød og en lyseblå serviet. Så sad jeg der alene og skulle spise morgenmad med en jordemor.
LÆS OGSÅ: Må baby sove i dobbeltsengen
Børnene er ført til neonatal-afdelingen, hvor de ligger med henholdsvis en lyseblå og en lyserød hue på. Babyer på 1100 og 1200 gram, som slet ikke er klar til livet endnu, men alligevel klamrer sig til det.
To fugleunger
Sylvester har ud over sine hjertefejl underudviklede lunger, hvilket betyder, at han få dage gammel skal have sprøjtet et stof ned i lungerne.
– Vi var ikke til stede under operationen – det kunne vi ikke holde ud – så vi så bare sygeplejersker og læger gå af sted med vores lille dreng, siger Christina.
Derfra går det ned ad bakke, for tvillingerne taber sig på grund af den hårde start. Synet beskriver Christina og Michael som to plastikkasser med en fugleunge i hver.
– Det værste var, at vi ikke kunne holde vores børn. De lå jo i kuvøse, så vi kunne kun lige få lov til at stikke hænderne ind til dem og røre ved dem, men ikke holde dem, fortæller Christina.
Hjertet oppe i halsen
Familien ligger på en enestue med en seng og to kuvøser. Lyset er dæmpet, for de små patienter er både støj- og lydfølsomme. Indlæggelsen trækker ud, så nogle nætter bliver Michael på hospitalet, så Christina kan komme hjem og sove i sin egen seng.
Der er hun den aften, da alarmen går. Sylvesters puls er oppe over 300 slag i minuttet.
Annonse
– Der kom straks læger og sygeplejersker løbende, og de gav ham en ispose over munden for at stimulere hans vejrtrækning.
LÆS OGSÅ: Den store huskeliste
Da han igen trak vejret normalt, sagde de blot godnat og gik igen. De var meget professionelle, men jeg tænkte alligevel: ‘Godnat? Hvordan skal jeg kunne sove videre efter det her?’ Jeg havde jo hjertet helt oppe i halsen, husker Michael.
Små sejre
Får vi dem med hjem?
– Andre milepæle var, hver gang der blev fjernet et nyt stykke udstyr fra børnene. Det var virkelig stort at se, hvordan der efterhånden blot var sengene tilbage, og de kunne klare sig selv, siger Michael.
Men selv om det går fremad, er intet sikkert under indlæggelsen.
– Jeg bad fra starten lægerne om at være helt ærlige over for mig.
LÆS OGSÅ: Babys første værelse
Jeg ville vide, om vi skulle have vores børn med os hjem, og overlægen sagde på et tidspunkt, at han mente, at der var 95 procents chance for, at vi ville få dem begge med hjem, siger Michael.
