Sådan beskærer du et æbletræ
Æbletræer kan blive store og frodige, men du kan sagtens holde træet i den ønskede størrelse ved hjælp af beskæring.
Beskæring går i al enkelhed ud på at skaffe lys og luft til træet og fjerne krydsende, generende, syge og lodrette grene. Brug rosensaks eller papegøjenæb til tynde grene og læg snittet over udadvendte knopper, så nye skud kan vokse udad og ikke ind i træet. Store grene saves af i flere omgange – ude fra den tynde ende og ind mod stammen – ellers risikerer man, at en hel, tung gren flår bark af stammen i faldet. Efter beskæring dannes vanris, strittende koste, der bare skal rives af. De giver op efterhånden.
Sådan beskærer du æbletræet
- Efterår er et godt tidspunkt at rette lidt op på dit æbletræ. Det tidlige forår er et alternativ.
- Når du beskærer, gælder det om at sikre lys og luft i træets krone og få frugterne ned i god plukkehøjde. En tæt krone spærrer for lys til frugterne og giver større risiko for svampesygdomme.
- Fjern døde og syge grene. Fjern derefter tætsiddende grene og grene, der krydser hinanden, samt lodrette grene. Betragt indimellem træet for at sikre dig, at det ser rigtigt ud.
- Der, hvor du tidligere har fjernet en gren, kommer nye skud frem, såkaldte vanris. De skal fjernes straks. Riv dem af i stedet for at klippe.
- Klip hellere få store grene af ved basis end at justere på mange mindre grene, så kommer træet sig hurtigere. Men hold generelt lidt igen med saksen, så beskæringen ikke bliver for voldsom. Lidt ad gangen.
- Beskær lige over grenkraven, det vil sige den ring, som grenen udgår fra stammen fra.
Tip
Beskær æbletræerne, så de har en passende størrelse og ikke bliver for kompakte. Det er bedst at vente med beskæringen til vinter, hvor du tydeligt kan se træernes vækstform.