Hyggelig hule
Klædeskabet fylder en del i det lille værelse, men Luana har altid elsket at kravle ind i det med sin dukke og gode bøger. Det var derfor nærliggende at tage den ene låge af og lave det om til en rigtig hygge-hule.
Siderne er beklædt med tapet fra Ferm Living, og bunden er belagt med lammeskind fra Urban Living.
Tip! Lav din egen hule
– Har du ikke et stort skab til at lave hule i, kan du indrette et lille hjørne bag en stol eller mellem seng og væg. Hulen behøver ikke være overdækket, men man skal have følelsen af at kunne krybe i skjul.
– Hæng små fine billeder op med klæbemasse for at skabe en hyggelig stemning. Indret hulen med skind, tæpper, puder og yndlingsbøgerne.
– For at skabe lys kan du bruge en fin lyskæde, men sørg for, at den er sikker for børn, så de ikke kan få direkte kontakt med lyskilden. Du kan også hænge en fin lille lampe på væggen eller bruge en lommelygte.
– Husk, at hulen ikke behøver at være stor. Små forhold kan sagtens være rigtig trygge og hyggelige.