Det er så sjovt (for både børn og voksne), og det bliver SÅ fint! Kom med en tur på stranden, og se hvordan I forvandler sten i strandkanten til smukt og brugbart legetøj. Det er krea-tid!
5 gode tips til stenmaling
1. Start med at male stenene i de farver, I har lyst til. Det kan selv små hænder hjælpe med.
2. Lav detaljer på figurerne med tusser eller en tynd pensel. Det er nemmest med tusser.
3. Hvis I er ude et sted uden vand eller ikke har tålmodighed til at vente på, at hobbymalingen tørrer, kan I sagtens male hele stenen med tusser.
4. Køb molotow- eller posca-tusser i en hobbyforretning. De er ideelle til at male på sten.
5. Er du øm over for malingstænk på dit barns tøj? Så lad ham udføre de kunstneriske løjer med bar mave.
Køb små magneter i en hobbybutik, og lim en magnet bag på stenen med limpistol. Skriv dit barns navn med et bogstav på hver sten, eller lav en lille figur til køleskabet.
gallery6billeder
Strandpose – sådan gør du!
Det er praktisk at kunne tage strandskattene med hjem i børneværelset uden at tage alt sandet med også. Lav en lille strandpose af tyl, hvor sandet drysser af, inden I når hjem.
Det skal du bruge:
et stykke tyl på cirka 20×50 centimeter, 140 centimeter kantebånd samt sytråd.
Sådan gør du:
Sy kantebånd på de to kortsider. Fold tyllet på midten, så det ligger dobbelt. Klip hjørnerne runde, så de er nemme at sy kantebånd på. Sy resten af kantebåndet sammen til en cirkel, og sy cirklen på posens kant, så det danner en hank.
gallery6billeder
Mini-by i sandet
Vælg sten ud i forskellige størrelser. Mal huse på både store og små sten, og husk, at alle former sagtens kan blive til et sjovt hus, et lille tårn eller et stort slot. I kan også lime sten sammen til større byggeprojekter.
Limpistolen kræver dog strøm, så det skal gøres indendørs. Til gengæld tørrer limen på et øjeblik. Husene kan danne små byer i sandet, og så er der lagt op til leg. Lav også stenbiler, stenmennesker og sten dyr, der kan bo i byen.
gallery6billeder
Øv tallene
Tag så mange sten, som I vil tælle til, og mal stenene i forskellige farver. Skriv tal på dem med tusser, og brug dem som en hyggelig måde at lære at tælle på.
gallery6billeder
Mariehønen og andre søde dyr
En rigtig klassiker – sød og nem. Find en stor, oval sten, og mal en mariehøne eller et andet insekt på den.
Brug den på havebordet oven på servietterne eller avisen, så de ikke flyver væk. Andre oplagte småkravl, som er nemme at male, er humlebier og mus.
gallery6billeder
Buttede voksne og børn
Vælg nogle sten ud i forskellige størrelser og former, så der både bliver tykke og tynde mennesker. Mal hoveder og kroppe på hver deres sten – så kan de forskellige ansigter og kroppe danne sjove figurer på kryds og tværs.
Tip!
Lav jeres eget lille spil, hvor I skiftes til at bede modspilleren om at skabe forskellige figurer, for eksempel ‘lav en tyk dame med krøller’, ‘lav en mand med slips og hat’ og så fremdeles.