Et stort hus på landet i
Nordjylland, en lille københavnerlejlighed på Østerbro, en landejendom med
tilhørende stald på Fyn, et rækkehus i Sønderjylland eller en murermestervilla på
Nordsjælland? Mulighederne er mange, hvis du overvejer at købe dig ind på
boligmarkedet.
Hvis du skal købe bolig,
måske endda for første gang i dit liv, kan det virke som en stor mundfuld. Der
er mange ting, du skal huske – for er det den rigtige placering, den rigtige
pris, og er det overhovedet det rigtige tidspunkt at købe på?
Det vil tv-værten med
aarhusianske rødder Line Franck hjælpe dig med at svare på. Hun har solgt huse
siden 2007 – og for rullende kameraer i flere sæsoner af ”I hus til halsen”, og
nu giver hun sine bedste råd til dig, der skal ind på boligmarkedet.
Overvej om det er en kort- eller langsigtet
flytning
Line Franck understreger
først og fremmest, at det er vigtigt at overveje, om det kan betale sig at købe
en bolig. Du skal opveje fordele og ulemper for køb kontra leje, alt efter om
det er en kort- eller langsigtet plan.
“Det er vigtigt at være
skarp på, hvad dine behov er, og hvor langsigtet du er i din planlægning. Hvis du
kun har planer om at bo der i et eller to år, synes jeg, det er værd at
overveje, om du skal leje i stedet for.”
Det er ikke uden risiko
for at ende med et tab, hvis du har planer om at sælge videre efter få år,
pointerer hun. Du skal kun købe en bolig, hvis du har et behov, der skal løses,
medmindre man er investor eller har andre årsager end et almindeligt
boligbehov.
“Hvis du derimod har en
langsigtet tidshorisont, vil jeg sige, at det, som oftest, er fornuftigt at
købe, da der kan være en økonomisk gevinst. Så putter du pengene ned i lommen
på sig selv hver måned, i stedet for ned i lommen på en anden og man er ”herre
i eget hus”. Men det kommer helt an på hvad, hvor og hvornår man køber,” siger Line Franck og fortsætter:
”Det er en tendens i
vores samfund, at når man køber fast ejendom, så skal det være for at have en
økonomisk gevinst. Sådan kan det ikke altid være, og det skal det heller ikke.
Man skal jo først og fremmest købe, fordi man har et behov der skal løses, og ikke
en gevinst, der skal vindes. Samtidig er det jo rart, det ikke bliver dårlig
forretning, men en økonomisk fornuftig løsning.”
Forhold dig kritisk til området
I hvad, hvor og hvornår,
er hvor også en væsentlig pointe. For hvis du har langsigtede planer, er
det værd at have med i overvejelserne hvorhenne, du køber bolig.
“Hvis du køber en bolig i
et område, hvor der pludselig er en lokalplan, som fjerner udsigt, bygger
letbaner eller etageejendomme, så kan værdien falde drastisk. Du kan ikke
forudsige fremtiden, men spor dig ind på placeringens mulige fremtid. Du skal
til enhver tid forholde dig kritisk til det område, du køber i for at undgå en
dårlig investering, eller som minimum lave dit køb på et oplyst grundlag.”
Lige meget hvor du
bosætter dig, og i hvor lang tid, er det vigtigt, at du som køber sætter dig
godt ind i markedet.
“Du gør dig selv en
tjeneste ved at sætte dig ind i så meget som muligt. Du kan få professionel
hjælp til det hele, men du hjælper også dig selv rigtig godt, ved at sætte dig
ind i det boligmarked, du er på vej ud i.”
Kontakt din bank - hvad kan du låne?
Når du har forholdt dig
kritisk til dine egne behov og området, er næste step selvfølgelig at tjekke
den store pengepung og tage en snak med din bank.
“Find ud af i samråd med
din bank, hvad du reelt kan købe for. Det er supervigtigt at have et økonomisk
overblik, inden du tager ud til fremvisninger, og ser en bolig, du ikke har råd
til. På den måde spilder I ikke hinandens tid. Gå så forberedt til det som
muligt, for alle parters skyld.”
Det er ikke kun din egen
bank, Line Franck anbefaler, du besøger.
“Spørg nu mere end én
bank, for det er trods alt også bare en forretning for dem. Banken er faktisk
ikke din bedste ven, banken er bankens egen bedste ven. Banker kan tilbyde dig
noget forskelligt, og det koster sjældent det samme i de forskellige. Så find
ud af, hvilken, der kan tilbyde dig de bedste vilkår.”
Tjek markedet ud, og lav en prioritetsliste
Når du ved, hvor meget du
kan låne, råder Line Franck dig til at afsøge markedet og kontakte en
ejendomsmægler og bruge boligsiden.
“Boligsiden er et godt
sted at starte, for der får du et overblik over alt, der er til salg. Jeg synes
altid, du skal tage ud og se flere boliger, og specielt hvis du er
førstegangskøber. Men du skal selvfølgelig kun se de boliger, der har
relevans.” fortæller hun og lægger vægt på, at du også skal huske at spørge ind
til de bløde værdier:
“Husk at få spurgt ind,
når du er på fremvisning. Hvem er overboen? Hvor mange børnefamilier bor der i
området? Er der kælderrum til? Der er meget mere til et hjem end det, du ser.
Alle de bløde værdier til en bolig er mindst lige så vigtige – hvis ikke
vigtigere. Det er typisk det, der afgør, om du bliver boende et sted i lang
tid.”
Jo flere boliger du ser,
og jo mere du spørger ind, jo nemmere bliver det også for dig at lave en
prioritetsliste.
“Når du har et overblik
over flere boliger og markedet, kan du vurdere, hvad der er vigtigst for dig.
For hvad betyder mest: beliggenheden, hvor store stuerne er, en separat
bruseniche, hvilken sal du vil bo på og så videre. Og det finder du typisk
først ud af, når du har set flere boliger og spurgt nok ind.”
Lige meget hvor mange
boliger du ser, pointerer hun, at det altid er godt at tage en ven eller et
familiemedlem med under armen, som kan se de ting, du måske ikke selv lægger
mærke til. Fire øjne ser trods alt mere end to.
Få professionel rådgivning, når du finder huset
Når du har fundet
boligen, du er forelsket i, råder Line Franck dig til at få professionel
rådgivning.
“Det kan for eksempel
være en køberrådgiver, en ejendomsmægler eller en boligadvokat. En
køberrådgiver er en rigtig god ide at få ind på det tidspunkt, for de kan hjælpe
med at forholde sig til prisen,”
Den juridiske hjælp er
nemlig en væsentlig faktor for, at dine interesser som køber bliver varetaget.
“Dét, du skal huske, er,
at den ejendomsmægler, du møder ude til en fremvisning, er på sælgers side. Det
er ikke en, som er der for at rådgive dig, som køber. Så hvis der står en
professionel part, der repræsenterer en sælger, og du står på den anden side
som privatperson med alle dine følelser i spil, kan der nemt opstå en
ubalance,” fortæller Line Franck og fortsætter:
“Det er vigtigt, at der
er én, som træder i dit sted og varetager dine interesser, så der er balance
mellem sælgers rådgiver og købers rådgiver. Husk på, at det typisk er sælgers
mand, der har lavet papirerne, så hvis du som køber vil have den bedst mulige
handel, er det godt at få juridisk rådgivning på din side. De penge, du vil
bruge på rådgivning, er virkelig givet godt ud i sidste ende.”
Nyd din nye bolig
“Når først boligen er
købt, og alt det juridiske er på plads, så nyd dit køb.”
Selvom boligmarkedet går
op og ned, og du måske er i tvivl om, om det er det rigtige tidspunkt at købe
bolig på, har Line Franck et sidste godt råd med på vejen.
“Køb en bolig, hvis du
har et behov, der skal løses. Lad være med at tænke så meget over, om
tidspunktet er godt, for det er der ingen, der ved. Vi ved, hvordan det var i
går, men vi ved ikke, hvordan det er i morgen, uanset hvad vi gør. Hvis du som
privatperson har et behov, så kast dig ud i boligkøbet, hvis du har styr på
alle ovenstående ting og ser dig for.”