Robotplæneklipper: Disse 7 ting skal du være særlig opmærksom på
Overvejer du at skifte den gammeldags græsslåmaskinen ud med en robotplæneklipper, så kig med her.
Går du med tanken om at invistere i en robotplæneklipper, så skal du være opmærksom på følgende:
Støjniveau
Find ud af, hvor meget modellerne støjer. Selvom en robotplæneklipper er støjsvag i forhold til en almindelig plæneklipper, så larmer den stadig, og den kører ofte.
Model
Vælg en model, der passer til din haves størrelse og terræn. En stor grund kræver en stor motor. Er terrænet meget bakket, så vælg en model, der er terrængående og robust, og tilsvarende, har du en have med mange små passager, så gå efter en kompakt version. Kræver haven lidt mere, så gå efter modellerne med lidt flere funktioner, som for eksempel kan måle havens areal eller tager forbehold for vejret.
Opladerstation
Find et sted, hvor den kan lade op. En robotplæneklipper er eldrevet, så den skal lades op ofte.
Kanttråden
Gør dig det klart, at der vil være en del arbejde med at få gravet kanttråden til plæneklipperen ned. Det er kanttråden, som robotplæneklipperen styrer efter. Tråden skal graves eller stikkes ned rundt langs hele kanten på det areal, der skal klippes.
Efterklippe
Vær klar over, at selvom robotplæneklipperen klipper hovedparten af græsplænen, så skal du stadig gå efter med en kanttrimmer. Du kan vælge en model med kanttrimmer, men du skal nok alligevel efterklippe.
Budget
Afstem købet med dit budget. Du kan få en robotplæneklipper fra få tusinde kroner op til over 20.000 kroner. De billige er de enkle, og de dyre, er dem med mange funktioner – blandt andet fjernstyring fra mobilen.
Allergi
Har du allergi, så er en robotplæneklipper en fordel, da den klipper oftere, men i små bidder og hvirvler mindre græs op i luften end en almindelig plæneklipper.
Kilde: Bauhaus og Bolius