Sådan er vædderbarnet
Et vædderbarn er ikke så let at opdrage, medmindre man overlader det meste af opdragelsen til barnet selv, hvad man ofte også roligt kan gøre.
20. marts – 19. april
Nøgleord: Modig, viljestærk og handlekraftig.
Vædderbarnets personlighed:
Et vædderbarn er ikke så let at opdrage, medmindre man overlader det meste af opdragelsen til barnet selv, hvad man ofte også roligt kan gøre. Der er nemlig tale om en ret usædvanlig selvstændighed lige fra begyndelsen. Vædderen tør kravle op ad trappen, så snart hun kan flytte sig – og det er trappen, der er noget i vejen med, hvis projektet mislykkes. Pas på med skarpe hjørner og varme gryder, for vædderen prøver alt af. Også dine grænser.
Vædderbarnets temperament:
Barnet har også temperament og helmer ikke, før hun har fået sin vilje. Når du som forælder ikke kan komme igennem med det, du synes er væsentligt i børneopdragelse, så gælder det om at udvælge nogle mærkesager, der ikke gives køb på. Hun vil dog sikkert alligevel forsøge sig med en test af dig/jer, men så må du bare stå fast, for ellers indtager hun hele scenen. Appellér til hendes konkurrence-instinkt, uanset om det gælder om at få sokker på eller dække bord. Hun er hengiven og gavmild, sat i verden for at inspirere andre – i hvert fald hvis du spørger hende selv.
Vædderbarnets leg og venner:
Hvad angår leg og venner, så skal der virkelig ske noget, når dit barn er i nærheden. Hun virker tiltrækkende på vennerne, som flokkes omkring hende, og måske skal hun bremses lidt, hvis legen bliver lidt for voldsom. Men vædderbørn er meget robuste, så de må gerne give den lidt mere gas end andre tegn. Dit barn er modigt og initiativrigt. Det sætter ting i gang og tager initiativer, når det gælder leg og venner.
Råd til dig som er far eller mor til et vædderbarn:
Overlad opdragelsen lidt til barnet selv og bliv ikke alt for bange, hvis legen bliver lidt voldsom. Hun har brug for at udtrykke sig på den måde. Kommer det ikke ud, kan hun miste interessen for legen, vennerne eller skolegangen. Træn hende i at gøre det færdigt, som hun starter på og lær hende tålmodighed.