Langtidsbagt lammebryst
Du skal i gang fire timer før spisetid, til gengæld er det ikke meget, der kan måle sig med et stykke langtidsbagt lammebryst.
4
Ingredienser
- ca. 1,5 kg lammebryst med ben (ribben)
- ½ øko-citron
- ca. 1 spsk fint havsalt
- 1 fed hvidløg
- 1 skalotteløg
- 1-2 håndfulde blandede friske krydderurteblade, f.eks. merian, koriander, persille og oregano
- ½ dl hvidvinseddike
- 1 spsk balsamicoeddike
- ca. ½ spsk rørsukkersirup eller mild flydende honning
Sådan gør du:
- Skær så meget synligt og overfladisk fedt af lammebrystet som muligt uden at skære det helt i stykker – det resterende fedt vil stort set smelte af under stegningen.
- Gnid begge sider af brystet med den halve citron. Klem citronen, så saften løber ud over kødet. Drys salt på begge sider, og læg kødet i en lille bradepande eller et ildfast fad.
- Stil det i en kold ovn, og sæt temperaturen på 150 grader.
- Lad kødet stege i 2½-3 timer, eller til det er supermørt. Hvis brystet efter 1½ times tid endnu ikke har fået et stegt og lysebrunt ydre, kan du skrue op på 175 grader, men ikke højere.
- Pil hvidløgsfeddet og skalotteløget, og hak det meget fint. Hak krydderurterne fint. Kom de to slags løg og urterne i en skål, hæld de to slags eddike og siruppen over. Bland det let, og lad det trække.
- Tag lammebrystet ud, og hæld fedtet fra. Lad det hvile i 15- 20 min.
- Hvis du ikke er til at ”gnaveben”, kan du efter denne afkøling let trække ribbenene ud. Skær brystet i lidt mindre stykker, og læg dem tilbage i fadet.
- Øs krydderurtedressingen over, og sæt kødet under ovnens grill i 3-5 min, indtil det er blevet brunt, sprødt og lunt igen.
- Servér lammekødet med en yoghurt-agurke-sauce (Se opskriften i boksen her på siden)