Chokolademarengskager med brombærcreme
Syrlige brombær og søde marengs med chokolade er både perfekt som dessert eller til kaffen.
20
Ingredienser
- 5 æggehvider
- 350 g sukker
- 1 tsk æbleeddike
- 2 spsk hvedemel
- 5 spsk kakao
- 150 g mørk chokolade, grofthakket
- 250 g brombær
- ½ flækket vaniljestang
- 100 g sukker
- 2½ dl piskefløde
- 50 g mørk chokolade.
- Pisk æggehviderne med en elpisker, til de er næsten stive. Tilsæt sukkeret lidt ad gangen under fortsat piskning, indtil konsistensen er tyk og sej. Rør eddiken i og sigt mel og kakao i. Fold det i marengsen, og vend afslutningsvis hakket chokolade i marengsmassen.
- Kom bagepapir på to bageplader. Tag en spiseske og kom 20 marengskager på pladen. Giv dem et strøg med en ske, så de bliver lidt flade cirkler.
- Bag marengskagerne ved 120 grader i 50 min., indtil de er sprøde og færdigbagte.
- Afkøl marengskagerne og pak dem i en lufttæt boks.
- Imens marengsene bager, koger du brombærrene til cremen. Kom brombær, vaniljestang og sukker i en gryde, og kog det til kompotkonsistens. Afkøl. Pisk fløden til skum og vend 4-5 spsk brombærkompot i flødeskummet. Rør det sammen, så cremen bliver marmoreret i stedet for helt sammenblandet.
- Smelt chokoladen i en skål over vandbad.
- Anret chokolademarengs med en skefuld brombær-creme og pynt toppen af marengskagerne med smeltet chokolade.