Lækker, hvid chokoladekage med Amarenakirsebær
En smuk kage, som pynter på ethvert julebord.
10 personer
Total:50 minutter
Arbejdstid:20 minutter
Ingredienser
- 200 g hvid chokolade
- 200 g smør
- ½ vaniljestang
- 3 æg
- 200 g lyst rørsukker
- 125 g hvedemel
- ½ tsk salt
- 50 g Amarena-kirsebær
- 75 g ristede og afskallede hasselnødder
- 50 g hvid chokolade
- 25 g Amarena-kirsebær
- Flormelis til drys
Sådan gør du:
- Tænd ovnen på 175 grader, og smør en stjerneform af silikone (26 cm) med lidt smør eller olie. Har du ikke en stjerneform, kan du bare bruge en almindelig springform (diam. 24-26 cm).
- Hak hvid chokolade groft, og smelt chokolade og smør i en varmefast skål over vandbad.
- Flæk vanilje-stangen, og skrab kornene ud.
- Pisk æg, sukker og vaniljekorn let sammen i en skål med en elpisker, og rør det smeltede chokoladesmør i.
- Bland hvedemel og salt, og rør det i dejen, til den er ensartet.
- Afdryp kirsebærrene.
- Hak hasselnødder og kirsebær groft, og vend dem i dejen. Hæld dejen i stjerneformen, og glat den ud med en dejskraber ellerbags iden af en ske.
- Bag kagen i 30-35 minutter, til den har sat sig, men stadig er lidt ubagt i midten – den sætter sig, når den bliver helt kold.
- Tag kagen ud, og afkøl den på en rist. Sæt kagen på køl til næste dag.
Servering:
- Tag kagen ud af formen, og anret den på et fad.
- Høvl hvid chokolade i spåner, og pynt kagen med chokoladespåner, Amarena-kirsebær og et lille drys flormelis.