Forårets fineste lagkage med jordbær og rabarber
Lav en lækker lagkage med hjemmebagte bunde og fyld af friske jordbærog rabarber. Cremen er krydret med syltet ingefær, men den vil også væregod smagt til med fintrevet skal af lime eller citron plus lidt flormelis.
Lagkage til 12-14 personer
Total:1 time 30 minutter
Ingredienser
- Kagebunde:
- 4 æg
- 250 g sukker
- 1 tsk. vaniljesukker
- 250 g hvedemel
- 2 tsk. bagepulver
- ½ tsk. salt
- 50 g smør (smeltet)
- Fyld:
- 2 blade husblas
- 250 g rabarberstilke
- ½ vaniljestang
- 100 g rørsukker
- 250 g jordbær
- Creme:
- 25 g syltet ingefær
- 250 g cremefraiche 38%
- 2½ dl piskefløde
- Pynt:
- 250 g jordbær
- lidt frisk mynte og citronmelisse
- evt. spiselige blomster
Sådan laver du lagkage med jordbær og rabarber
- Kagebunde:
- 1. Pisk æg og sukker i 8-10 min. med en håndmikser, til det er meget luftigt. Pisk vaniljesukkeret i. Sigt mel og bagepulver sammen, og tilsæt salt. Vend det forsigtigt i æggemassen lidt ad gangen, og vend smørret i. Fyld dejen i en smurt springform (22-24 cm). Bag kagen på nederste rille ved 180 grader i ca. 45 min. Tjek med
- et træspyd, om kagen er gennembagt. Lad den stå i formen i 10 min., tag den ud af formen, og afkøl på en rist.
- Fyld til lagkagen:
- 2. Udblød husblassen i koldt vand. Vask rabarberne, og snit dem i stykker på 2 cm. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og mos dem ud i rørsukkeret. Bland
- rabarber og vanilje/ sukker i en gryde, og varm det op under låg. Tag låget af, og
- lad rabarberne simre møre i ca. 5 min. Rens jordbærrene, og skær dem i skiver. Vend dem i rabarberne, og kog det igennem i 2-3 min. Hæld kompotten i en skål. Knug vandet af husblassen, og smelt den i den varme kompot. Sæt det i køleskabet.
- Creme:
- 3. Hak ingefæren ganske fint. Bland cremefraiche, fløde og 2-3 spsk. ingefærlage,
- og pisk det stift med en håndmikser. Vend hakket ingefær i.
- Sådan samler du lagkagen:
- 4. Del kagen i 3 bunde, og læg en bund i en ren springform. Bred halvdelen af kompotten ud på kagebunden, og dæk med en tredjedel af cremen. Gentag med kage, kompot og creme. Slut af med den sidste kagebund, og gem det sidste creme. Dæk formen med film, og sæt kagen koldt i mindst 3 timer, og gerne til næste dag.
- Pynt til lagkagen:
- 5. Løsn kagen fra formens kant med en paletkniv, og tag den ud af formen. Pisk det sidste creme tykt igen (hvis det er blevet tyndt), og fordél det på toppen af kagen. Anret på et fad, og pynt med friske jordbær, blade og blomster.