Makrontærte med kirsebær

Makrontærte med kirsebær

Kirsebærsæsonen er over os, og findes der noget bedre end de solmodne, helt mørkerøde bær? Vi har bagt en herlig makrontærte med sensommerens dejlige kirsebær.

ca. 12 personer

Ingredienser

Mørdej:

  • 100 g smør
  • 125 g hvedemel
  • 50 g flormelis
  • korn af ½ stang vanilje eller 2 tsk. vaniljesukker
  • 1 æggeblomme
  • evt. 1 spsk. koldt vand

Kirsebærsyltetøj, 2 glas:

  • 500 g kirsebær
  • 400 g sukker
  • saften af ½ citron
  • 1 dl vand geleringsmiddel til marmelade

Makronmasse:

  • 200 g marcipan
  • 3 æggehvider
  • 100 g sukker
  • 50 g mandelmel eller smuttede malede mandler
  • 200 g friske kirsebær
  • 1½ spsk. sukker

Sådan gør du:

  1. Begynd med kirsebærsyltetøjet: Rens kirsebærrene for sten. Kog sukker, citronsaft og vand til en klar tynd sirup. Kom kirsebærrene i, og kog dem med ca. 5 min. Skum af.
  2. Tilsæt geleringsmiddel efter anvisning på emballagen. Kom marmeladen i rene og skoldede glas. Luk til. Stil på køl.
  3. Makrontærte: Smuldr smørret i hvedemelet, og tilsæt flormelis og vanilje. Saml dejen med æggeblomme og evt. vand. Pak dejen i plastfilm, og lad den hvile i køleskab ca. 30 min.
  4. Udrul dejen, og kom den i en smurt tærteform ca. 24 cm i diameter. Smør 250 g syltetøj ud over bunden.
  5. Riv marcipanen på rivejern. Pisk æggehvider stive. Tilsæt sukkeret lidt ad gangen under piskning til en sej marengs. Pisk marcipanen og mandelmel i.
  6. Fordel makronmassen over marmeladen. Fordel halverede og udstenede kirsebær over. Drys med sukker. Bag kagen ved 175 grader i ca. 45 min. Afkøl, før du serverer kagen.

Tip:

Kirsebærsyltetøj er let at lave, men du kan også vælge at bruge en god købesyltetøj.