Nem og lækker sommermad: Krebinetter, røget laks og lækker toast
Lav en sprød salat med varmrøget laks, skønne krebinetter med fennikeltzatiki og græsk salat - eller prøv en toast med ristet frugt til morgenmad.
SPRØD SALAT MED VARMRØGET LAKS
Enkelt og velsmagende. Den fede laks får et syrligt og sprødt modspil fra sensommerens friske frugter.
Tid: ca. 20 min.
(4 pers.)
2 stk. hjertesalat eller miniromaine
2 æbler
2 blommer
1 bakke brombær
2 stk. varmrøget laks (ca. 200 g)
salt og peber
Dressing:
1 spsk. vineddike
3 spsk. koldpresset rapsolie
1 tsk. flydende honning
Tilbehør:
Groft brød
1.
Skyl salaten, og slyng den tør. Snit den evt. i mindre stykker.
2.
Halver æblerne, og fjern kernehus. Skær æblerne i tynde både. Halver blommerne, fjern sten, og skær blommerne i tynde både.
3.
Del laksen i bidder. Ryst ingredienserne til dressingen sammen.
4.
Anret salat med frugt, bær og laks, og dryp dressingen over. Krydr med salt og peber, og server med groft brød.
KREBINETTER MED FENNIKELTZATZIKI OG GRÆSK SALAT
Mormors krebinetter med græsk inspiration.
Tid: ca. 30 min.
(4 pers.)
500 g magert hakket
svinekød
100 g hvedemel
2 æg
200 g rasp
koldpresset rapsolie til
stegning
Fennikeltzatziki:
1 fennikel
1 dl græsk yoghurt 2 %
1 fed hvidløg
salt og peber
Græsk salat:
4 tomater
1 agurk
1 løg
100 g fetaost
100 g oliven
Tilbehør:
600 g kartofler
1.
Skrub kartofler, og kog dem møre i ca. 12 min.
2.
Form kødet til krebinetter. Vend dem først i mel, dernæst i sammenpisket æg og så rasp tilsat salt og peber. Varm olien på en slip let-pande, og steg kødet på begge sider i ca. 5 min., til overfladen er sprød.
3.
Snit fennikel fint – brug en skarp kniv eller en mandolin. Rør yoghurt med presset hvidløg og fennikel. Smag til med salt og peber.
4.
Skær tomater, agurk og løg i skiver, og anret på et fad. Smuldr fetaosten over, og top med oliven.
5.
Server krebinetter med græsk salat, fennikeltzatziki og kogte kartofler.
TOAST MED RISTET FRUGT
En lille luksusbid på en søndag morgen eller til brunch.
Tid: ca. 10 min.
(4 pers.)
4 skiver toastbrød
500 g frugt, f.eks. æbler, pærer og blommer
2 spsk. smør
1 dl cremefraiche 9 %
lidt flydende honning
1.
Rist brødet.
2.
Skær frugten i mundrette stykker. Smelt smørret på en pande, og steg frugten et par minutter, mens der forsigtigt vendes rundt.
3.
Top brødet med frugt og en skefuld cremefraiche, og dryp lidt flydende honning over. Server straks.