Nemme hit ved middagsbordet
Sikre børneklassikere, enkle middagsretter og sjov hyggemad - det skal være nemt og hurtigt at tilberede aftensmaden, og det skal være sjovt for børnene at spise. Her får du 5 lækre opskrifter, som børnene med garanti vil efterspørge igen og igen!
Dumplings med kylling og sød sojadressing
Ingredienser:
Kyllingefyld:
1 pakke hakket kyllingekød
2 forårsløg
1 hvidløg
Lidt frisk revet ingefær
Lidt sojasauce i stedet for salt
1 æg
Peber
Dej til dumplings: Du køber dejen i asiatiske forretninger eller velassorterede supermarkeder, og vælg de runde eller små firkantede wonton-pakker.
Sådan gør du:
Sojadressing: God soja Lidt agavesirup eller honning Lidt ristede sesamfrø Evt. lidt chili (til de voksne) Sådan gør du: Sød sojadressing: Bland en god soja med lidt agavesirup eller honning (husk dog, at børn under et år ikke må få honning). Tilsæt ristede sesamfrø. Du kan lave en voksenportion, hvor du tilsætter lidt friskhakket chili.
Dumplings: Rør ingredienserne sammen. Tø de små dejstykker op, og læg en lille tsk. kyllingefyld på midten af hvert stykke. Pensl kanterne med vand, og buk dem sammen til en halvmåne. Tag en bambusdamper (kan købes i asiatiske butikker) eller et dørslag, og dæk bunden med et stykke bagepapir. Klip huller i bagepapiret, så dampen kan komme op, og læg de færdige dumplings i.
Fyld en dyb pande eller gryde med vand, og lad det koge op. Placér dampkogeren eller dørslaget over dampen, og damp dumplingerne i ca. 5 min. Spis dem straks med den søde sojadressing.
Kødboller med karry-, kokos- eller tomatsovs
Ingredienser: (4 pers.)
Fars:
500 g hakket kalv og flæsk
1 løg
1 æg
Citrontimian
Salt og peber
Vand eller lidt bouillon
Karrysovs:
20 g smør
2 tsk. karry
Et lille løg
1 lille revet æble
Ca. 2,5 spsk. hvedemel
6 dl kogevand fra kødbollerne
Ris
Sådan gør du:
Alle ingredienser til farsen røres sammen, til farsen er lind. Form til små boller, som koges i vand tilsat bouillon og laurbærblade i ca. fem min.
Brun løgene i smør, uden at de tager farve, og tilsæt karry og æble. Drys melet over, og rør godt. Pisk, mens kogevandet tilsættes. Lad sovsen simre ved svag varme. Kog ris efter anvisning på pakken. Kom bollerne ved sovsen og server straks med ris.
Vaiér med:
…tomatsovs: Svits et løg, et fed hvidløg og lidt oregano i olie. Tilsæt friskhakkede tomater eller tomater fra dåse. Tilsæt salt, peber og lidt sukker. Lad det simre.
…kokos/karrysovs: Svits et løg og en tsk. karry i olie. Tilsæt en dåse kokosmælk, lidt fiskesauce, soja og lidt sukker. Put evt. et laurbærblad i, og lad sovsen simre.
Tip: Bollerne kan fryses og bruges til mos, spaghetti med tomatsovs og meget mere.
Tunburger med dip
Ingredienser: (4 pers.)
Burgerbolle:
25 g gær
3 dl lunkent vand
1 tsk. gær
1 spsk. olie
500 g hvedemel
1 håndfuld bløde kerner
1 æg
Sesamfrø
Tunbøffer:
1 dåse tun i vand
En stor bagekartoffel
Hakket bredbladet persille
Salt og peber
1 æg
Dip: God majonæse rørt med græsk yoghurt og hakkede kapers.
Sådan gør du:
Opløs gær og salt i vand, og tilsæt olien. Tilsæt mel lidt ad gangen sammen med de bløde kerner. Ælt, til dejen slipper skålen, og lad den hæve lunt i 45 min. Ælt dejen, og del den i seks stykker, som du ruller til boller og trykker flade, ca. en cm.
Bollerne efterhæver i 30 min. og pensles med æg og sesamfrø. Bages ved 180 gr. varmluft i 15-20 min.
Kog kartoflen uden salt, til den er mør. Mos og bland med tun, krydderier og æg. Steg bøfferne i rigeligt olie på en pande, og læg dem på fedtsugende papir.
Fyld bollen med dip, salat, tomat, avokado og tunbøf. Tip: Bøfferne kan fryses og opvarmes igen i ovnen.
Fiskefingre i godt selskab
Ingredienser:
Hvid fisk, gerne frossen
Æg og rasp
Salt og peber
Smør og olie til stegning
Remulade
Finhakket pickles, for eksempel Piccalilly, der kan fås i de fleste supermarkeder
En god majonæse
Dild
Sådan gør du:
Optø den frosne fisk, eller brug friske stykker. Skær i små mundrette stykker. Vend dem i pisket æg og rasp blandet med salt og peber. Steg fisken sprød i smør og olie.
Bland pickles med majonæse og hakket dild. Servér med ristet rugbrød og lidt citron.
Tip: Brug resterne af fisken næste dag i et pitabrød med grønsager og guacemole.
Madpandekager med oksekødsfyld
Ingredienser: (4 pers.)
Dej:
200 g mel
3 æg
3,5 dl mælk
1 fint revet gulerod
Fyld:
450 g hakket oksekød
1 revet gulerod
½ revet squash
1 lille dåse majs
1 stort løg
1 hakket hvidløgsfed
1 dåse tomatpuré
Oregano
½ tsk. sukker
Sådan gør du:
Pisk æg, mel og mælk sammen til pandekagedejen. Tilsæt salt, lidt peber og den fint revne gulerod. Lad dejen stå lidt.
Mens dejen hviler, laver du fyldet. Brun løg og hvidløg i en tykbundet gryde, og tilsæt hakket oksekød. Brun kødet, og tilsæt revet gulerod og squash. Bland tomatpure, sukker, majs, salt og peber med kødet, og lad det simre. Det skal ikke være lige så flydende som kødsovs, så undgår du nemlig, at det flyder ud af pandekagen.
Bag pandekagerne på en lille pande, så passer de bedre til børn. Lad dem køle af et øjeblik. Læg fyldet ind i pandekagen, og rul. Du kan eventuelt rulle lidt revet ost med ind i pandekagen. ‘
Varm rullerne i ovnen, og servér dem sammen med skårne grønsager.