Noa Noa-designerens bedste juleopskrift
Confit de canard på salat bund
Ingredienser
• 4 andelår
• 1 liter andefedt (eller smagsløs olie som vindruekerne, oliven, raps osv.)
• 1 fed hvidløg
• peberkorn
• salt
• 1 styk sort kardemomme
• laurbærblade
• nellikeskud
• timian
• salat
• olieeddike-dressing
• granatæblekerner
Confit de canard har ry for at være en meget fed ret, men det behøver den ikke være. Meget af fedtet fjernes inden stegning og resten smelter fra. Brug rester af det overskydende andefedt fra Mortens Aften. Hvis du ikke har det, kan det købes i supermarkeder.
Varm fedtet op i en gryde med hvidløg, peberkorn, salt, laurbærblad, nellikeskud og kardemomme. Kog andelårene i fedtet, til de er helt møre, og gem det så hele i køleskabet – gerne et par dage, før de spises.
Ved tilberedning river du strimler af kødet og skærer skindet i fine strimler. Steg først skindet sprødt og dryp af på fedtsugende papir. Steg derefter dine kødstrimler sprøde i det overskydende andefedt.
Andeskind -og strimler serveres på en bund af salat efter eget valg med en olieeddike-dressing. Pynt med granatæble kerner.